Uden grænser, ingen krig - uden soldater, ingen kamp

af Jens Pfeifer

[...] Israel, der hævdes at være en ø af liberal, demokratisk modernitet i Mellemøsten, [...] gengælder arabernes krav med en endnu mere ”fundamentalistisk” etnisk/religiøs fordring på deres hellige land. Og ironien rækker videre, idet israelerne ifølge nogle meningsmålinger udgør den mest ateistiske nation i verden” (Slavoj Zizek – Vold side 127)

Vi kender alle de billeder og historier, sande, skrækkelige, objektive og subjektive - tit fordrejede og forfalskede fra den ene side eller fra den anden. Men over 1.000 døde palæstinensere, uanset om det drejer sig om civile eller militærfolk ("terrorister"), er hverken forfalsket eller fordrejet, men en uholdbar realitet. Konflikten er ikke ny, for de involverede parter er den reel og allestedsnærværende, blodig og umiddelbar. Vi bliver ’konfronteret’ med konflikten, indirekte og umiddelbart som en fast bestanddel af nyhederne, næsten som vejrudsigten.

Det, der prøves her, er ikke en analyse af konflikten som værende en konflikt mellem to parter, som bekæmper hinanden. En militær overmagt mod folk, der bor i et besat område. Det, der prøves her, er et meget ufærdigt og kort forsøg på, at fokusere på modstanden mod krigen, eller snarere mulighederne for at lave modstand indefra, muligheden for at skabe en anden realitet. Det er nemt (men også nødvendigt) for os, som sidder herhjemme i vores sikre stuer, at kritisere, vurdere, fordømme og tage stilling, men det har vi gjort de sidste 50 år og folk dør stadigvæk. Militært kan konflikten ikke løses og de "officielle" fredsforhandlingers procedurer og resultater er heller ikke særlig lovende.
Et muligt udgangspunkt for at tænke konflikten på en anden måde, kan man finde i Giorgio Agambens meget korte reference til konflikten om Jerusalem:

"Som bekendt findes der overvejelser om at løse konflikterne omkring Jerusalem, ved at byen bliver til hovedstaden for to forskellige statslige fremtoninger, uden nogen som helst territorial opdeling. Derved vil der skabes den paradokse tilstand af en reciprok ekstra-territorialitet (eller snarere ikke-territorialitet), et grundlag, forudsat det kunne generaliseres, på hvilket der kan opbygges en hidtil ukendt model for internationale relationer. I stedet for to nationalstater, som er adskilte af usikre og truende grænser, kunne man forstille sig to politiske fællesskaber, som hører hjemme i en og samme region, præget af en gensidig eksodus, forbundet af en række reciprokke ekstra-territorialiteter, hvor ikke statsborgerskabets ret, men den enkeltes tilflugt (refugium) udgør det centrale moment." (Agamben – "Al di là dei diritti dell’uomo", side 27)

At Agambens forslag ikke umiddelbart kan omsættes til virkelighed er pga. selve konfliktens natur (ulig fordeling af den militære og politiske magt osv.) indlysende, men alligevel er det her, man måske skulle prøve at knytte an. Selvom krigen skaber en virkelighed og volden ikke giver plads til diskussioner, og at det ligger i krigens natur, at den stærkeste vinder. Det Agamben "drømmer" om, og det, som forskellige grupperinger og enkeltpersoner i regionen prøver, er at skabe en ny virkelighed – desværre er det en meget svag stemme, næsten uhørt, og i hvert fald ikke nyhedsegnet. Det kunne dog være en mulighed for os at prøve at høre disse stemmer, bakke op og selv prøve at tænke i disse baner. Potentialiteten ligger i det, at der findes modstand, en modstand der strækker sig hen over grænser, en modstand hvor palæstinensere og israelere agerer som mennesker, der gør modstand mod selve den uholdbare situation, en modstand som man måske kan kalde for en ’konstruktiv’ modstand i en ’destruktiv’ situation.
Som eksempel kan der nævnes sammenslutningen af en gruppe palæstinensiske og israelske kunstnere og aktivister, som blev dannet i forlængelse af et projekt i Tel Aviv/Jaffa og Jerusalem. Selvom det er almindelig praksis i Israel, at veje og byskilte er på både arabisk og hebræisk, er det ikke tilfældet i Jaffa, og efter Libanon-krigen i 2006 forsvandt mange af de arabiske indskrifter fra skiltene over hele Israel, da fanatikere oversprayede og tilklistrede dem. Sammenslutningen, som kalder sig Parrhesia, sætter disse indgreb, dvs. fjernelsen af den arabiske indskrift foretaget af enkeltpersoner eller fanatiske grupper, i direkte forbindelse med den israelske stats praksis, at udelukke det arabiske sprog fra offentligheden. Som reaktion på forsøget på udslettelsen af den arabiske kultur og sprog er Parrhesia med aktionen Through language begyndt at generobre det offentlige rum.
Med udgangspunkt i Jerusalem og Tel Aviv/Jaffa beskrifter Parrhesia hverdagsgenstande som for eksempel døre, vinduer og mure med genstandens betegnelse på både arabisk og hebræisk. Hermed forsøges der at lave en gade-ordbog eller leksikon, hvor de forbipasserende bliver opfordret til at stoppe op, tænke, og som Pharrhesia formulerer det, tænke over muligheden for en rigtig og ordentlig mulighed at leve sammen.

Israelske soldater, der nægter at tjene i de besatte områder er et andet eksempel. De såkaldte "refusniks", indtil videre ca. 600 israelske soldater, erklærer på deres protesthjemmeside, at de ikke kan acceptere at kæmpe for at dominere, fordrive og ydmyge et helt folk. Refusniks er ikke pacifister som sådan, men israelske soldater, der ikke kan acceptere at hele den palæstinensiske befolkning bliver frakendt deres status som mennesker.
Agambens koncept af homo sacer-figuren, en figur der er reduceret til det nøgne, biologiske liv, frakendt alle rettigheder, udelukket fra det politiske liv, en figur fra den gamle romerske ret, som ikke kan ofres, men alligevel ’slagtes’ – dette er figuren, som Zizek genfinder i palæstinenserne. Det er hvad refusniks ifølge Zizek gør, og det, Zizek kalder for en autentisk etnisk handling, er, at de bryder med den aktuelle status quo, hvor israelerne er politiske mennesker og palæstinenserne er reduceret til homini sacri.

Det kan måske næsten lyde kættersk, konfronteret med en virkelighed, hvor mennesker (mange mennesker) dør på daglig basis i en uforsvarlig angrebskrig, men selv taget i betragtning, at det desværre handler om ’ubetydelige’ og alt for sjældne forsøg på at fokusere på det at prøve at leve sammen, skal man prøve at høre dem, at amplificere dem og at implementere denne mulighed i ens tænkning og ens overvejelser i forhold til den stedsevarende konflikt.

Links

Parrhesia’s tidsskrift med engelske abstracts

Projektet Through Language

Refusniks hjemmeside

Litteratur

Agamben, Giorgio ”Al di là dei diritti dell’uomo” i Agamben, Giorgio (1996). Mezzi senza fine, Bollati Boringhieri

Zizek, Slavoj. Vold (2008), Forlaget Philosophia

Zizek, Slavoj. Are we in a war? Do we have an enemy?