Thanato-taktik

af Eyal Weizman

Begrænsninger af muligheden for at opretholde en permanent tilstedeværelse i Gaza og på Vestbredden har forstærket Israels brug af en taktisk logik, der søger at splitte palæstinensisk væbnet og politisk modstand igennem målrettede snigmord – ikke-juridiske statshenrettelser – foretaget fra både luft og land. [1] Det viser sig, at forhåndsbetingelsen for Israels brug af delvise evakueringer, som "Alternative Team" – en i israelsk sikkerheds-tænketank – for nylig indrømmede, er at Israels sikkerhedsstyrker opretholder magt over de evakuerede territorier på andre måder end territorial kontrol. "Hvad enten vi er fysisk til stede i områderne eller ej, bør vi stadig kunne demonstrere vores mulighed for at kontrollere og påvirke dem..." [2] Disse ”thanato-taktikker” (døds-taktikker - udtrykket jeg vil bruge for nævnte snigmord), kan ikke længere forklares som en simpel forlængelse af kampen mod terrorister; de bør også ses som statens forsøg på at opretholde en grad af sikkerhed og politisk indflydelse i de palæstinensiske områder.

Den simple driftsmæssige antagelse der ligger bag thanato-taktikker, er at de palæstinensiske organisationers primære aktiv er mennesker: politiske og religiøse ledere, talspersoner, erfarne stridsmænd, bombeproducenter, selvmords-bombere, kommandanter, aktivister og rekrutører, og hvis disse mennesker, som nærer den palæstinensiske modstands organisatoriske logik, bliver dræbt, vil deres "system" splittes og blive sårbar for yderligere aktioner. Det israelske sikkerhed-etablissement tror, at uden de nævnte individer, vil palæstinenserne blive passive subjekter for israelsk kontrol. Udover Israels kapacitet til at opløse terror-aktioner, "tilfører drab", ifølge Shimon Naveh (den tidligere direktør for Operational Theory Research Institute – en militær tænketank som udvikler det teoretiske fundament for sådanne angreb), "energi til fjendens system, og splitter dets institutionelle hierarkier..." og hvad mere er, "system-chok" bliver bedst opnået, når disse operationers takt er hurtig, så fjendens system ikke får tid til at komme sig imellem angrebene. Selv om resultatet ikke kan forudsiges, er konsekvensen af sådanne operationer, ifølge Naveh, en vis grad af institutionelt kaos, som tillader israelske sikkerhedsstyrker at vente og se "hvordan terningerne falder". [3] Ifølge Ephraim Segoli, tidligere helikopterpilot og tidligere kommandant for flyvevåbnets base i Palmahim (hvorfra de fleste snigmords-missioner er udgået fra): "snigmord er det centrale element i IDF’s [Israeli Defence Forces] procedure og selve essensen i krigen den fører". Han nævnte yderligere at "ønsket om at fuldkommengøre disse operationer betød, at Israels sikkerhedsindustrier har reorganiseret sig og er begyndt at koncentrere sig om udviklingen af systemer, der primært tjener denne operationelle logik. Snigmord udført af "arabiserede" eller uniformerede soldater, med helikopter, jagerfly eller ubemandede droner, finder nu sted næsten hver dag og nat på Vestbredden og i Gaza" [4].

Når målrettede snigmord skal forklares til offentligheden via medierne, er militæret tilbøjelig til at retfærdiggøre dem retrospektivt ved hjælp af en hævngerrig logik der insisterer at offeret havde "blod på hænderne". Men dette er tydeligvis ikke et juridisk argument. Når disse operationer bliver udfordret juridisk i den israelske højesteret, bliver de forklaret efter en præventiv logik, der beskriver ofrene for snigmord som en overhængende fare – "tikkende bomber", der er lige ved at eksplodere i et umiddelbart forestående terrorangreb. Lederen af IDF’s juridiske afdeling, Oberst Daniel Reisner, havde allerede tidligt i Al Aqsa-Intifadaen (den anden intifada) udtrykt, at på grund af det hævede niveau og hyppigheden af palæstinensisk vold, kunne Israel begynde at definere begivenhederne som en "næsten-krig". [5] Denne definition antyder, at med hensyn til mord (men ikke med hensyn til internering), kunne militante palæstinensere blive opfattet som kombattanter (i stedet for "kriminelle") og kunne dermed angribes når som helst og hvor som helst, og ikke kun når de var i færd med at foretage en fjendtlig handling. Ifølge den israelske regerings position, vil det at definere intifadaen som en "næsten-krig", lovliggøre drab på hver eneste medlem af en væbnet organisation, og endda lederskabet af politiske organisationer der inkluderer en væbnet fløj, der er aktiv i voldshandlinger (denne kategori indeholder reelt alle palæstinensiske organisationer). [6] Ephraim Sneh, Israels viceforsvarsminister da den nævnte politik blev annonceret, forstærker denne logik af udvidede anvendelsesmuligheder: "det at have en position ved det palæstinensiske selvstyre giver ikke immunitet til nogen." [7] Tidligere forsvarsminister Shaul Mofaz advarede i begyndelsen af 2006, at ”ingen vil være immune,” heller ikke den palæstinensiske premiereminister Ismail Haniyeh. [8]

I perspektiv af at betegnelsen indenfor/udenfor i international lov, definerer intensiviteten af tilladte præventive handlinger (kriminel/indenfor, militær/udenfor) og at definitionen af "indenfor" afhænger af et check af "en stats effektive kontrol over det pågældende område," forstærkede den ensidige evakuering af Gaza-striben Israels juridiske baggrund for målrettede snigmord og har yderligere accelereret dets brug. [9] Politisk set forventede Israel, at når det havde demonstreret dets beslutsomhed ved at evakuere bosættelser og trække sige tilbage til Gazas 1967-grænse, ville verden være mere tolerant over for denne form for militære aktioner.

Urbane Drab

De israelske dødspatruljers bevægelser igennem det palæstinensiske urbane område er sammenlignelige med sikkerhedsstyrkernes bevægelser – igennem lofter og vægge – i Terry Gilliams klassiske film fra 1985, "Brazil". I en tidligere artikel, "Walking through Walls", forklarede jeg hvordan israelske soldater bevæger sig fra hus til hus igennem huller, de sprænger i skillemure og rykker frem over hundrede meter lange "overjords-tunneler", skåret igennem kontinuerlige og tungt opbyggede strukturer. [10] I palæstinensiske byer og flygtningelejre bruger israelske soldater ikke gader, gyder eller gårdspladser, som udgør byens syntaks, ej heller hoveddøre, trappeopgange og vinduer, der udgør bygningernes orden, i stedet bevæger de sig horisontalt igennem skillemure og vertikalt igennem huller sprængt i lofter og gulve. I stedet for at underkaste sig de konventionelle og spatielle grænsers autoritet, bliver bevægelsen lovgivende for rummets brug. Denne "un-walling of the wall", et begreb taget fra Gordon Matta-Clark, ignorer grænserne for de opbyggede strukturer og tillader en tredimensionel bevægelse igennem mure, lofter og gulve igennem den urbane masse på jagt efter mistænkte.



For at supplere de militære taktikker, der involverer fysisk nedrivning og gennemtrængning af mure, er nye metoder blevet udviklet, der gør det muligt for soldater at se og dræbe igennem mure. Det israelske firma Camero har udviklet et håndholdt kamera, der kombinerer infrarød billedvisning med ultra-bredbånds-radar, der ligesom en fødegangs moderne ultralydssystemer, kan producere tredimensionel gengivelse af biologisk liv skjult bag barrierer. [11] Menneskekroppe ses på skærmen som slørede varmekilder, der hænger (som fostre) i et abstrakt gennemsigtigt medium hvor alt solidt, mure, møbler, objekter, er forduftet. [12] Våben, der bruger standard NATO 5.56 mm-patroner, bliver suppleret med våben, der bruger 7.62 mm-patroner, som er i stand til at gennemtrænge mursten, træ og soltørrede lersten, uden særlig rikochettering. Deciderede gennemsigtigheds-redskaber er en hovedbestanddel i skabelsen af en spøgelsesagtig (eller computer-agtig) militær fantasiverden, hvor en grænseløs svæven gør byens rum komplet farbar, som om der ikke var nogen barriere for bevægelse, syn eller affyring af skud.
Shimon Naveh formulerede det sådan: "militære enheder tænker som kriminelle… Som seriemordere... [de] bliver tildelt et område og studerer det i månedsvis, de studerer personerne i fjendens lejr, som de er bedt om at dræbe - deres udseende, deres stemmer [igennem telefonaflytning], deres vaner – som om soldaterne var professionelle lejrmordere. Når de komme ind i området, ved de, hvor de skal lede efter disse mennesker og kan så påbegynde drabene." [13]

Teknologi versus Besættelse

Militæret tror nu, at alle etager i alle huse, alle biler, alle telefonopkald eller radiotransmissioner og selv den mindste ting der sker i terrænet kan overvåges, holdes i orden og tilintetgøres fra luften. Den vertikale magts forestillede geografi har således fuldendt et halvfemsgraders skift, der ikke længere placerer "orienten" – studie-objektet og målet for angreb, i østen, over horisonten og havet, men nu vertikalt under en luftbåren vestlig civilisations tyranni, der bemander eller fjernstyrer bevæbnede platforme over den.

De målrettede snigmords luftbårne aktioner afhænger af tekniske og doktrinære muligheder, der udspringer af Israels Libanon-krige i 1980’erne og 1990’erne, desuden er de blevet yderligere udviklet og ”fuldkommengjort” igennem den anden intifada. [14] Fyringen af tidligere stabschef Dan Moshe Ya’alon, på Sharons initiativ, og hans erstatning med tidligere luftvåben-kommandant Dan Halutz, kun måneder før landevakureringen af Gaza i sommeren 2005, vidner om den opfattede kursændring af det strategiske domæne fra landjorden til luften, og om godkendelsen på regeringsniveau af Halutz’s agenda/mantra: "teknologi i stedet for besættelse." [15] Teknologien, Halutz refererer til, er den, der danner grundlag for "målrettede snigmord", som han vedvarende og arrogant forsvarede, selvom de ofte tog livet af mange uskyldige, der opholdt sig i nærheden af målet.

Fra begyndelsen af Al-Aqsa intifadaen i september 2000, og indtil disse linier skrives i juli 2006, er 256 palæstinensere blevet dræbt fra luften. Ud af dem var 151 tilsigtede mål for snigmord. Ud af de uforsætligt dræbte civile, var 45 børn. [16]

Ephraim Segoli forklarede de "målrettede snigmords" logik som "en succes-historie baseret på den høje grad af samarbejde imellem General Security Service (GSS) og Luftvåbnet." [17] GSS stiller dødslister, efterretninger og kompromitteringer (den endelige identifikation) til rådighed, og Luftvåbnet udfører drabene. Snigmordsaktionen begynder når GSS henstiller til godkendelse, en persons sag for en speciel ministeriel komite; en sådan sag indeholder en "udryddelses"-anbefaling. Hvert eneste snigmord skal dog godkendes og underskrives af både forsvarsministeren og premiereministeren. [18]

Drab på individer er ikke bare en del af, men er blevet selve essensen af den nuværende kampagne imod palæstinensisk modstand. I de seneste år er Gaza blevet verdens største laboratorium for luftbårne "thanato-taktikker". Selv om USA’s regering offentligt protesterer imod israelske snigmord og kræver, at de bliver stoppet, undersøger forskellige fløje af USA’s sikkerhedsstyrker, der selv er engagerede i ikke-annoncerede snigmord ved hjælp af ubemandede droner, i hemmelighed, som Ephraim Segoli fortalte mig: "israelsk luftvåbens resultater og præstation, for at få erfaringer til deres egne krige." [19] Meget af det udstyr og de doktriner, som udgør Revolution in Military Affairs’ (RMA) paradigme og USA’s nuværende netværks-fokuserede strategi i Irak, er blevet til i samarbejde med forskellige israelske sikkerhedstjenester og deres industrier, eller er baseret på Israels praktiske erfaring. I denne sammenhæng var Donald Rumsfelds hovmodige overbevisning om at han kunne besejre den irakiske modstand, stort set baseret på hans forestilling om, at den israelske håndtering af palæstinensisk modstand, simpelt kunne skaleres op.

Hvordan gøres det?

En sværm af forskellige typer droner, hvori de enkelte komponenter cirkulerer ved forskellige højder op til 9140 meter, bliver navigeret af et GPS-system og ved radioforbindelse bundet sammen til én stor synergisk rekognoscerings- og drabs-anordning, som dirigerer alle snigmords-aktionens aspekter. Med udviklingen og udbredelsen af dron-teknologi, er der, som Naveh indrømmede, "meget få israelske soldater i luftrummet over Gaza... luften er mestendels fyldt af golemmer... en hær uden soldater." [20]

Målrettede angreb er dog til stadighed ansvarlig for hundredvis af "utilsigtede" civile dødsfald, og ved hvert af disse dødsfald, hører vi en ny undskyldning fra det overraskede militær: "Vi så ikke de civile", eller "de kom til stedet i sidste sekund". [21] Så som altid er der bagved den teknologiske sofistikering, metodiske kompleksitet og teknofile hoo-ha, gemt det sædvanlige militære kaos, den sædvanlige arrogance og den sædvanlige inkompetence.

Det israelske militær angriber 17. januar 2009 en FN-skole i Gaza med to dræbte civile til følge

IDF foretrækker at benytte det sterile udtryk, "fokuseret obstruktion" eller "fokuseret forebyggelse" til at beskrive disse snigmord, og de fleste israelske massemedier genbruger denne retorik, og skjuler, hvis det kan lade sige gøre, hvordan snigmordene egentlig tager sig ud, ved ikke at vise ligene, blodet og kropsdelene – de selv samme elementer massemedierne fokuserer på, når konsekvenserne af palæstinensiske terrorangreb bliver rapporteret. Videoklip fra "kamikaze"-kameraer på "smart missiles" og fra andre sensorer, bliver bragt i massemedierne for at underbygge IDF’s afvisning af palæstinensiske påstande om tilfældige mord, og for at forstærke politisk vilje til fortsat at benytte disse taktikker. Billederne og videoerne fra disse våben er således lige så meget et medie-produkt som det er "drifts-optagelser", [22] og vi bør ikke være overraskede hvis denne funktion, at våbnene kan producere "sendbare" billeder, viser sig at fremgå i deres tekniske udvikling. Da de først kom frem, var disse våbens mest distinkte effekt faktisk som medie-producenter og ikke som våben. Under golfkrigen i 1991, blev seere verden over serveret billeder fra kamikaze-kameraer, som en demonstration af det amerikanske militærs teknologiske overlegenhed og kirurgiske præcision, selv om den grusomme krigsvirkelighed var skabt af de oftest brugte våben – de "usynlige" gamle og "dumme" jerntype-bomber. Ved at bruge nogle billeder/information og udelukke andre, projekterer de israelske massemedier snigmord, ikke bare som nødvendige, men også som etiske, hvormed de retorisk legaliserer dem igennem hvad Neve Gordon kaldte "den diskursive produktion af en pseudo-juridisk proces." [23]

I midten af 2006, efter mange civile var blevet dræbt på grund af luftbårne snigmord, undskyldte den øverst-kommanderende af det israelske luftvåben, Eliezer Shakedy, og påstod, at under hans kommando var forholdet imellem drab på civile og kombattanter i målrettede snigmord, reduceret fra en til en, til nu kun tyve procent "ikke-involverede civile." [24] Et kritisk perspektiv må således stille sig tilfreds med militærets påstande om, at udviklingen af teknologi og teknikker til målrettede snigmord, kan bringe antallet af utilsigtede dødsfald ned, hvis de tillades at blive udviklet og innoveret uudfordret, uden at dette faktum frifinder handlingen.

Når en alternativ kritisk vinkel til at retfærdiggøre eller opponere disse militære handlinger er fraværende, er man nødsaget til at acceptere en "nekro-økonomi", hvori et "mindre onde" eller "mindre onder", her repræsenteret i form af et lavere antal dødsfald, bliver målt i forhold til et imaginært eller virkeligt ”større onde” og flere dødsfald.
I denne kontekst kan "det onde", ifølge den israelske filosof Adi Ophir, bedst forstås som en kategori fortrængt fra det guddommelige eller djævelske, der nærmere befinder sig i en social kontekst, hvori lidelse og smerte kunne være forhindret, men ikke blev det. [25] Hvordan skulle det onde så blive minimeret eller helt forhindret? En kritisk metode blev foreslået af menneskerettighedsforskeren Michael Ignatieff. Ignatieff hævdede at i en "krig mod terror", ville demokratiske samfund formodentligt være nødt til at bryde med nogle grundlæggende menneskerettigheder, for dermed at tillade deres sikkerhedstjenester at engagere sig i hemmelige og ubehagelige statshandlinger – et "mindre onde" i hans øjne, for at afværge eller minimere potentialet for "større onder" [26] Ignatieff er endda villig til betænke målrettede snigmord, især de israelske, under visse betingelser, som værende "kvalificeret inden for det mindre ondes virksomme moralsk-politiske ramme". [27] Ifølge hans foreslåede opvejning af onder, kan snigmord kun foretages, hvis, for det første, en mere moderat brug af magt ikke kan anvendes, og for det andet, hvis snigmordene i sig selv kan forhindre frygteligere konsekvenser, som for eksempel et terrorangreb.

Vanskelighederne ved beslutninger baseret på en økonomi af onder, og dermed med Ignatieff’s indgangsvinkel, ligger dog formodentlig andetsteds.

For det første, hvem skal afgøre, hvad det rigtige forhold imellem forskellige "onder" bør være? Afgørelser om hvad der udgør et "mindre onde" (afgørelser der uden tvivl vil blive mere bindende end nationale eller internationale love, og ved lejlighed utvivlsomt blive et påskud for disses "midlertidige" ophævelse) ville enten blive foretaget af sikkerhedsstyrkerne, som selv ifølge Ignatieff, ikke kan tiltros at lave denne afgørelse, da det er dem selv der ville høste fordel af en større handlingsramme; eller af samfundets demokratiske institutioner (modereret af en "opponerende gransken"), som oftest ville være tvunget til at tage en beslutning i kollektivt smertefulde situationer, hvori evnen til at tage mådeholdne og velovervejede beslutninger gang på gang har vist sig at være mildest talt begrænset.

For det andet, handlinger defineret og udført som “mindre onder” risikerer at blive udføre mere beredvilligt. En mindre brutal forholdsregel er en forholdsregel, der kan accepteres og tolereres. [28] I den voldelige ordenshåndhævelse som militæret kalder "lavintensitets-konflikt", søger parterne at opretholde niveauet af vold så tæt så muligt til grænse-niveauet for det "tolerable", et niveau som i sig selv er dynamisk, da lavintensitets-konfliktens status quo er opretholdende for begge parters politiske hegemoni. [29] Lavintensitets-konflikter fungerer dermed som en sekvens af handlinger og modhandlinger, hvis rutine kontinuerligt redefinerer det tolerable voldsniveau.

I denne konflikts økonomi, er lynangreb og luftangreb opfattet af militæret som et "mindre onde", et mere more moderat alternativ til den altødelæggende kapacitet som militæret egentligt har, og uden tvivl ville bruge, i form af en fuldstændig invasion, genoptagelse af landbesættelsen eller vilkårlige drab på civile, hvis fjenden overtrådte det "acceptable" volds-niveau eller brød en eller anden usagt aftale i handlingen og modhandlingens voldelige diskurs. [30] Fortalerne for det "mindre ondes" redskaber, teknikker og sprog, tror at de ved at udvikle og fuldkommengøre dem, faktisk spiller en tilbageholdene rolle i forhold til regeringen og resten af sikkerhedsstyrkerne, som det ellers ville lykkedes for at gennemtrumfe en radikalisering af volden. I en bekræftelse af denne logik, nævnte luftvåbnets øverstkommanderende Shakedy (før hvad han beskrev faktisk skete et par uger senere), at "det eneste alternativ til luftangreb [læs: målrettede snigmord] er en landoperation og genbesættelsen af Gaza... Vi har ikke et mere præcist våben." [31]

Angrebet på Gaza, der startede i slutningen af juni 2006, og angrebet på Libanon i juli-august 2006 - begge efter kidnapningen af israelske soldater, demonstrerede at de alternative, mere destruktive metoder, stadig og altid er til stede, specielt når lavintensitets-konfliktens "uskrevne regler" bliver opfattet som værende brudt. Det aggressive angreb og drab på civile, fordrivelsen af samfund, den forsætlige ødelæggelse af ejendom og infrastruktur medregnet lufthavne, kraftværker og broer begge steder, skabelsen af næsten en million flygtninge i Libanon, ødelæggelsen af regeringsbygninger, arrestationen af regerings- og parlaments-medlemmer og uddrivelsen af Jerusalems beboere i Palæstina, [32] skal forstås - ligesom "Operation Defensive Shield" i april 2002, især angrebet på Jenin - som udbrud af vold rettet imod at opretholde truslen af den virkelige mulighed for de altid-tilstedeværende "større forholdsregler".

Alligevel, og hermed er ikke ment en godkendelse af de "større onder", er det lavintensitets-alternativerne, der paradoksalt nok kan resultere i et højere antal dødsfald. Det er simpelt hen fordi, at hvis man følger logikken, der gør de "mindre onder" lettere at tolerere og anvende, kan den overordnede længde af konflikten forlænges og flere af disse "mindre onder" kan foretages, uden diplomatisk pendulering og skyndsom indrykning af "fredstropper". Resultatet af en forlænget brug af "mindre onder", selv ifølge den "nekro-økonomiske" logik som først anbefalede den, kan akkumuleres til at blive det "større onde" og den stigning i dødsfald, som deres anvendelse var rettet imod at undgå. Dette forhold fremgår også af IDF’s ukritiske brug af gummibetrukne stål-ammunition. Soldaterne tror, at disse "ikke-dødbringende våben" viser "tilbageholdenhed" i situationer, der ikke er livsfarlige. Men den hyppige og ukritiske brug af de såkaldte "gummikugler", resulterer i død og lemlæstelse af mange palæstinensiske demonstranter, primært børn. [33] Jo lavere voldstærskel en specifik metode tros at have, jo hyppigere vil den blive brugt.

Jeg har dog ikke i sinde at antyde, at spørgsmålet om lavintensitets-metoder overhovedet skal adresseres i forhold til en voldsøkonomi, men snarere at indikere, at selv hvis det gør, viser resultatet sig ofte at være det modsatte af hensigten, dermed bliver selve den økonomisk logik, der forårsagede lavintensitets-metodernes undfangelse, modbevist.

Målet med at gøre krig mere "humant" – som er blevet udtrykt siden det nittende århundrede i forskellige krigskonventioner, kan under visse omstændigheder, paradoksalt nok resulterer i at gøre krig mere muligt, mere tænkeligt, hyppigere, længere og dermed mere fordærvende. Reguleringen af vold, krigkonventionerne og andre morale love som samfund frivilligt pålægger sig selv, kan ende med at retfærdiggøre den.

"Kløften" imellem individ og kollektiv

Den presserende og vigtige kritik som fredsorganisationer ofte retter imod IDF, at de umenneskeliggør deres fjender, tilslører en anden mere farlig procedure igennem hvilken militæret i dets operationer inkorporerer logikken fra – og endda forsøger at samarbejde direkte med – de selv samme humanitære og menneskerettigheds-organisationer, som modsætter sig dem. Den anden side af fremgangsmåden med drab på individer er en stigende optagethed af de generelle livsbetingelser for de mennesker, der ikke bliver dræbt. I marts 2006, modtog stabschef Halutz nogle medlemmer af Machsom [checkpoint] Watch – en organisation dedikeret til at sikre, at palæstinensere ikke bliver udsat for overgreb ved militære checkpoints, til et stærkt mediedækket møde, hvor han påstod at være klar til at høre deres forslag til at forbedre IDF’s opførsel ved checkpoints og adressere den besatte palæstinensiske befolknings problemer i det hele taget.

Ligeså er de, som den israelske regering forstår dem, målrettede operationer lavet til at undgå nødvendigheden af at "straffe en hel befolkning", ved kun at ramme de "skyldige". Logikken som ser radikaliseringen af målrettede snigmord som betingelsen for forsøg på at forbedre livet for befolkningen som helhed, er udtrykt i en forslidt frase ofte brugt af Ariel Sharon, og for nyligt gentaget af den nye israelske [nu forrige] forsvarsminister, Amir Peretz, som, efter IDF-soldater dræbte syv palæstinensere i Jenin i maj 2006, påstod, at den nye IDF-strategi under hans kommando var at "voldsomt bekæmpe terror, imens man gjorde livet lettere for den uskyldige civilbefolkning." Og ganske vist, denne nye politik, hvori målrettede snigmord bliver foretaget for at lade den generelle befolkning leve (eller sådan bliver det i det mindste fremsat), var udtrykt i åbningen – lige efter disse drab - af en grænseovergang i Gaza for landbrugs- og medicinske forsyninger, af "humanitære" årsager.
Logikken bag israelsk herredømme og kontrol over den palæstinensiske befolkning er blevet forvandlet fra én baseret på landbesættelse, fysisk tilstedeværelse og kontrol over det daglige liv, til én baseret på målrettede snigmord på den ene hånd og "krise-håndtering" igennem åbning og lukning af grænseovergange på den anden. "Thanato-taktikker" har dermed fundet en uforudsigelig partner i den humanitære politik, der forsøger at bestyre det daglige liv. Dette placerer ved hver sin pol af én enkelt fremgangmåde, en særlig kynisk form for "stats-humanitarisme" og taktikken for målrettede snigmord, dette er en fremgangsmåde, der endelig har administreret at krydse kløften imellem individet der skal fjernes og kollektivet der skal helbredes.


Eyal Weizmann er en israelsk arkitekt, kurator og leder af Centre for Research Architecture ved Goldsmiths College i London. Han har arbejdet sammen med en lang række NGO’er og menneskerettighedsorganisationer i Israel-Palæstina. Han har senest udgivet "Hollow Land. Israel’s Architecture of Occupation" på Verso Press (2007).

Denne artikel er baseret på uddrag fra et kapitel af samme navn i bogen.
Artiklen er oprindelig bragt i det østrigske tidsskrift springerin.
Her oversat fra engelsk af David Walther Birk.

[1] Disse angreb er blevet refereret til som "målrettede drab", "målrettede snigmord", "snigmord", "likvideringer", "ikke-juridiske henrettelser" og "fokuseret forebyggelse". Valget af terminologi har implikationer når man tager lovligheden af handlingen i betragtning. Jeg har valgt udtrykket ”målrettede snigmord”, da det kombinerer en operationel logik med en ulovlig handlings natur.

[2] Yedidia Ya’ari og Haim Assa, Diffused Warfare: War in the 21st Century, Tel Aviv: Miskal–Yediot Aharonot Books and Chemed Books, 2005, p. 146 [Hebræisk].

[3] Interview with Shimon Naveh. Interviews with Naveh were conducted on the telephone, March 7, 2006, September 15, 2005 (telephone) and April 11, 2006 (at an Intelligence military base in Glilot, near Tel Aviv).

[4] Interview med Ephraim Segoli, Tel Aviv, 22. maj 2006.

[5] David Kretzmer, Targeted Killing of Suspected Terrorists: Extra-Judicial Executions or Legitimate Means of Defense?, The European Journal of International Law, Vol. 16, No. 2, pp. 196, 207.

[6] Press Briefing by Colonel Daniel Reisner–Head of the International Law Branch of the IDF Legal Division, Israeli Ministry of Foreign Affairs, http://www.mfa.gov.il , November 15, 2000.

[7] Quoted in an interview conducted by Amnesty International with Colonel Daniel Reisner in December 31, 2000

[8] Quoted in Amos Harel and Arnon Regular, IAF probe: Civilians spotted too late to divert missiles in Gaza strike, Ha’aretz, March 7, 2006. Se også: Soha Abdelaty, Intifada timeline, September 30–October 6, 2004, Al-Ahram; Vincent Cannistraro, Assassination Is Wrong—and Dumb, The Washington Post, August 30, 2001.

[9] Den israelske forsker, Eyal Benvenisti, påstod at den korrekte måde at bedømme om Israel fortsat er bundet af forpligtelserne for en besættelsesmagt, blot er kendsgerningerne i området: ”Hvis der var områder under palæstinensisk kontrol, var de ikke besat af Israel.” Cf. Eyal Benvenisti, Israel and the Palestinians: What Laws were Broken, Crimes of War Project
Charles Shamas, en juridisk ekspert i Ramallah, pointerer, at da Israel i høj grad stadig udøver kontrol over bevægelsen imellem områder, over udbud af varer og adgang til naturlige resourcer, har de den endelige autoritet over udøvelsen af den palæstinensiske lovgivning, og er derfor kontinuerligt bundet af en besættelsesmagts pligter. Dette ville betyder at kriminelle handlinger udført af civile - også terror-grupper, skal afskrækkes og undertrykkes igennem brugen af lovlig ordenshåndhævelse og juridiske tiltag. Målrettede snigmord blev debateret og affærdiget af den israelske højesteret (HCJ 5872/2002, M.K. Muhammed Barake vs Prime Minister and Minister of Defense). Domsudtalelsen inkluderede: ”Valget af sagspartens [forsvarsministeren/IDF] kamp-metode, hvis mål er at forpurre morderiske terror-angreb i ordentlig tid, er ikke et anliggende denne retsal vil blande sig i.” Se her Rettens standpunkt i denne sag kritiseres i Ben-Naftali and Michaeli, Justice-Ability: A Critique of the Alleged Non-Justiciability of Israel’s Policy of Targeted Killings, International Journal of Criminal Justice (2003), p. 368.

[10] Eyal Weizman, Walking through Walls: Soldiers as Architects in the Israeli Palestinian Conflict, Radical Philosophy, March–April 2005.

[11] Zuri Dar and Oded Hermoni, Israeli Start-Up Develops Technology to See Through Walls, in: Ha’aretz, July 1, 2004. Amnon Brazilay, see also Amir Golan, The Components of the Ability to Fight in Urban Areas, Ma’arachot 384 (July 2002), p. 97.

[12] Moderne metoder og våben, hvis mål er drab uden beskadigelse af ejendom, minder om funktionen af neutron-bomben fra 1970, der var lavet til at efterlade alt udstyr og alle bygninger intakte og dræbe alle menneskerne i dem.

[13] Interview with Shimon Naveh.

[14] Første gang Israel brugte ubemandede droner var i dets angreb i 1983 på de Sovjet-fremstilleder syriske antiluftskyts-missiler, brugt i Libanon. I 1992 blev Hizbollah’s generalsekretær Sheikh Abbas Mussawi dræbt af et israels luftangreb.

[15] Da han i 2001 underviste i det militære National Security College, udtale han, at "luftvåbnets virksomhed i dag, betyder at nogle traditionelle antagelser er anakronistiske... at sejr er lig med territorium..." Israel Harel, The IDF protects itself, Ha’aretz, August 29th, 2006

[16] B’tselem data, updated 3. Juli, 2006 - besøg deres site for mere info

[17] Segoli in interview, May 22, 2006

[18] På den anden side tages beslutningen om at angribe et Qassam mandskab meget hurtigere og udelukkende på militært niveau.

[19] Citatet er fra Segoli i et interview. I november 2002 blev en bil i et fjernt hjørne af Yemen ødelagt af et missil affyret fra en ubemandet Predator-dron, seks mistænkte medlemmer af al-Qaeda blev dræbt. Selv om USA ikke offentligt tog ansvaret for angrebet, lod embedsmænd det sive, at CIA stod bag. Drabet i juni 2006 på Abu Musab al-Zarqawi og forsøget i januar 2006 på at dræbe Ayman al-Zawahiri blev foretaget fra luften. Tidligere angreb dræbte Mohammed Atef, al-Qaedas militære leder og Hamza Rabia, et seniormedlem i Pakistan. For tiden planlægger USA’s militær at fordoble antallet af Predator- og Hawk-droner, der bruges til overvågning og udvælgning af mål. Se: Anthony Dworkin, The Yemen Strike: The War on Terrorism Goes Global, Crimes of War Project, November 14, 2002, tilgængelig her Se også Chris Downes, »Targeted Killing« in an Age of Terror: The Legality of the Yemen Strike, Journal of Conflict and Security Law (2004), Vol. 9, No. 2, pp. 277-79; and Nyier Abdou, Death by Predator, Al-Ahram, November 14–20, 2002

[20] Interview med Shimon Naveh.

[21] Amos Harel, Nothing »surgical« about air force attacks in urban areas, i: Ha’aretz, 22. Juni, 2006.

[22] Harun Farocki, War From a Distance, lecture delivered at the Academy of Fine Arts Vienna, 13. Januar, 2005

[23] Neve Gordon, Rationalising Extra-Judicial Executions. The Israeli Press and the Legitimization of Abuse, in: International Journal of Human Rights, Vol. 8, No. 3, Fall 2004, p. 305. Ha’aretz, Israel’s liberal daily, started in 2005 to publish, as a matter of policy, the names of Palestinians killed. There is considerable resistance in Israel to the policy of »targeted assassinations.« In 2003 several Air Force pilots announced that they would not be taking part in these operations. See: Chris McGreal, We’re Air Force pilots, not mafia. We don’t take revenge, The Guardian, December 3, 2003.

[24] Harel: Nothing "surgical"

[25] Adi Ophir, The Order of Evils: Toward an Ontology of Morals, Rela Mazali and Havi Care (trans.), New York: Zone Books, 2005, chapter 7.100. "Evils can only be justified by appealing to more grave hypothetical evils that could have been caused if the prevention or disengagement actions would have taken place (3.432). The justification displaces the discussion from one order of exchange, in which the one harmed tries to create a link between damage or suffering and compensation, to another order of exchange, in which the defendant tries to create a link between evils that occurred to possible evils that might have occurred."

[26] Michael Ignatieff, The Lesser Evil: Political Ethics in an Age of Terror, Princeton: Princeton University Press, 2004. Det "mindre ondes" indgangsvinkel kan, ifølge Ignatieff, tillade tvang og hemmeligholdelse. Hvis man holder sig sikkert inden for lovens grænser, kan det give terrorister for meget spillerum til at udnytte vores frihed."

[27] I disse betingelser er iberegnet at det "gælder for det mindste antal mennesker, bruges som sidste udvej og holdes under et demokratisk systems opponerende gransken..." Desuden, "snigmord kan kun retfærdiggøres hvis... mindre voldelige alternative, som arrestation og tilfangetagelse, bringer i fare... personer og civile ...[og] når alle rimelige forholdsregler er taget for at minimere skaden på bygninger og civile." Ignatieff, The Lesser Evil, pp.8, 129, 130,133.

[28] Adi Ophir, The Order of Evils: Toward an Ontology of Morals, Rela Mazali and Havi Care (trans.), New York: Zone Books, 2005, chapter 7.100.

[29] Ariella Azoulay and Adi Ophir, The Monster’s Tail, in: Michael Sorkin (ed.), Against the Wall, Israel’s Barrier to Peace, New York; The New Press: 2005

[30] Ibid.

[31] Harel: Nothing "surgical"

[32] September 2006: siden den 28. juni da en israelsk soldat blev kidnappet, er over 500 palæstinensere blevet dræbt og mere end 2.700 såret. Der er udrettet skader på infrastruktur til 46 millioner dollars, 270 private huse og hjem er ødelagt. Udenrigs-, finans- og indenrigsministeriet er seriøst skadede. Fem PA-ministre er i fængsel, heriblandt vicepremiereministeren og formanden af parlamentet. 37 palæstinensiske medlemmer af den lovgivende komité er blevet arresteret. Og Gazas kraftværk, der tilfører 87 % af strømmen til Gaza, er ødelagt.

[33] B’tselem, A Death Foretold: Firing of »Rubber« Bullets to Disperse Demonstrations in the Occupied Territories, November 1998