Alting og intet er nationalt

af Søren Rafn

Som annonceret tidligere på openhagen.net rykkede Asyl Dialog Tanken (ADT), der bl.a. har initieret Trampolinhuset, ind i Det Kongelige Teaters skuespilhus i dagene fra 1. til 5. december 2009 under titlen It’s all national. Arrangementet indgik i projektet Temporary National Theatre, der sætter fokus på nationalt teaters væsen og identitet. Dermed var It’s all national uundgåeligt et led i nationalteatrets eget kritisk undersøgende blik på sin rolle som nationalkulturelt symbol.

Dette kan mane til skepsis i hvad man i denne sammenhæng kuriøst nok kunne kalde for et skuespildemokrati, hvor kritik, uanset om den fremføres med egentlig indignation eller ej, typisk ender som et element i demokratiets egen rutinemæssige marchparade, der kan legitimere både konsensusracisme og militær intervention. Det er ligefrem fristende at anskue It’s all national som et udtryk for ’recuperation’; at nationalteatret havde overtaget et kritisk projekt og derved blot styrket sin legitimitet i skuespildemokratiet. Men omvendt også som en slags detournement, således at It’s all national overtog og fordrejede nationalteatret i kritikkens tjeneste.

Men det er mest akademisk aftengymnastik. ADT takkede ja til invitationen og besluttede sig for med teatret som ramme at skabe en, ja ramme, for diskussion og underholdning i relation til asylpolitik. Det Kongelige Teaters nærmere rolle er ikke afgørende og kan ikke afdækkes med teoretiske stereotyper. [1] It’s all national blev skabt i fællesskab med folkene bag Temporary National Theatre som en åbenlys drivkraft, mens det kan undre at Det Kongelige stort set ikke gjorde opmærksom på arrangementet, f.eks. på teatrets hjemmeside. I skuespilhusregi levede It’s all national således delvist en grænsetilværelse.

Med ADT’s ja tak var vejen imidlertid banet for at lejrens ellers ekskluderede beboere kunne træde ind i et nationalsymbolsk hjertekammer (ADT består i forvejen af bl.a. asylansøgere og danske statsborgere, og transport til Skuespilhuset var gratis for lejrenes beboere). Det var dog ikke blot dem uden for, der skulle træde inden for, men også dem inden for, danske statsborgere, der aktivt måtte træde ind i et 3. rum. Hverken Danmark eller lejren. Men et fælles mødested, hvor grupper ideelt set ville opløse sig som grupper (for naturligvis er de ikke homogene størrelser, skønt betegnelserne dansker og asylansøger indikerer det). Et demokratisk frirum, hvor det fælles projekt netop var at lade enkeltstemmer blive hørt. På skuespilhusets lille scene skulle nationalteatrets alligevel blot symbolske arena tømmes og forestillingen om mangfoldighed, eller drømmen om en offentlighed, gøres levende.

Spørgsmålet er imidlertid om dette spøgelse i realiteten går gennem Danmark. En dansk offentlighed? Helt ærligt! En politisk aktiv gruppe blandt asylansøgere, der har overskud til andet end kæmpe for sin egen sag og manøvrere strategisk i et bureaukratisk helvede? Svært at forestille sig. Et kulturmøde som andet end et kontrasymbolsk alternativ til nationale forsamlinger?

It’s all national nedbrød ikke barrieren mellem danskere og asylansøgere. Skabte ikke en bevidst offentlighed. Selvfølgelig ikke. Men It’s all national var et væsentligt og imponerende eksperiment. De enkelte begivenheder var blevet planlagte i mere eller mindre autonome grupper inden for ADT, før de nærmest blev kastet ind i et skema for hele ugen. Det viste at man relativt spontant kan træde ind i et tomt rum, hvilket som helst, og skabe noget andet – JUST DO IT! Med visse holdepunkter som arabiskundervisning og præsentationer om eftermiddagen, men ellers meget på må og få, som skemaet tillod. Resultatet blev en broget, men overvejende charmerende, blanding af politisk debat, kritisk kunst, god musik, stille & rolig hygge og fest, samt et overraskende stort fremmøde. [2]

Det fortsætter. Men forudsætter et vedvarende selvkritisk arbejde med rammer og former for ikke at inkludere ekskluderende. Med sprogbarrierer. Og oprigtig omsorg for den mindste praktiske detalje.

Eftermiddagenes (mere eller mindre akademiske) præsentationer/diskussioner, The Integration Dilemma, som fokus her skal snævres ind på, satte just inklusions/eksklusionsproblematikken på spidsen. Både indholdsmæssigt, men også som initiativ. Engelsksprogede præsentationer med især europæisk teoridannelse omkring asyl, migration og integration i bagagen kan naturligvis virke, ret og sagt være, ekskluderende for den, hvem denne tradition er fremmed. [3]

The integration dilemma forsøgte at bringe alternative stemmer ind i asyl- og integrationsdebatten og bidrage med det uomgængelige globale perspektiv på migration. Af og til radikale stemmer og perspektiver, ganske vist, men væsentlige stemmer for en ny diskurs, hvis denne skal levere et reelt modspil til det politiske centrums ekstreme diskurs, der har Khader, Søvndal og Thorning-Schmidt som nogle af fanebærerne. Størstedelen af befolkningen som lakajer. Udgangspunkt var begrebet integration, og en skepsis over for brugen af dette begreb i en nation med lejre, restløshed, starthjælp, 24-års regel, danskhedstest – det rette ord for dette er assimilation. Dette blev opfulgt af kritiske indlæg af Anders Paulin (The National Theatre: To fake a narrative), Johanna Guldager (Architecture of Fear?), Allan Ahmad (Inclusion is not for free – a personal story), Magnus Hörnqvist (Fear of Terror/War on Muslims) samt Hugo Hopping (A Perspective on the Dilemma). Perspektivet blev fuldstændigt sat på spidsen i Jens Pfeifers oplæg Integration starts (and ends) in the camp. Jeppe Wedel-Brandt meldte også titel- og indholdsmæssigt klart ud med A History of Violence - Globalization, Migration, and the Nation State: Why Nationalism Loves Migration and Nationalists Don’t. Carsten Juhl talte om byen som alternativ til nationalstaten i præsentationen The cosmopolitan city between language and mother tongue, suburb and hinterland. Openhagen præsenterer materiale fra Juhl, Pfeifer og Wedel-Brandts indlæg. Åbenlyst politiserende perspektiver i en europæisk/vestlig kritisk tradition, fra inden for, karakteristisk for bidragene til The integration dilemma generelt. Som sådan måske problematiske i forhold til at favne bredt i Danmark, og nok så væsentligt: Potentielt i strid med diverse asylansøgeres politiske observans – og dermed hæmmende i forhold til at lade dem komme til orde, ja i forhold til grundstenen i It’s all national.

Men: Lad os for det første indse hvorfra i det politiske landskab støtten til asylansøgere kommer fra (uden at sætte farvepolitiske kriterier for hvem der kan og må bidrage med demokratisk deltagelse i asyldebatten). Og frigøre os fra illusionen om at dansk asylpolitik er et rent moralsk, menneskeligt og ikke-politisk problem. De politisk motiverede røster skal foldes ud, så et reelt møde bliver muligt. Et møde, hvor forskelle ikke undertrykkes, heller ikke inden for etablerede identitetsgrupper – et møde mere end af symbolsk karakter. [4]

Dette kan give fundament til skabelsen af et på en gang politisk og socialt fællesrum, der både giver plads til solidaritet og venskab.

[1] Skuespillet er måske også ovre. Rydningen af Brorsons Kirke og delegationsafhøringerne af irakerne i Ellebæk uden bisiddere, de politiske fængslinger af demokratiske forkæmpere under det forgangenværende topmøde samt Birthe Rønn Hornbechs nylige afvisning af at ville begrunde yderligere stramninger på asylområdet over for Politiken, viser at demokratiet knap nok gider, eller behøver, at lade som om det er demokratisk længere. Som en ven udtrykte det: ”Det er skuespilsamfund uden skuespil.” Befolkningen afkræver ingenting af politikerne. Og dog, det er ikke utænkeligt at den siddende regering væltes ved at kommende valg, men så vil det just ske under sloganet: Vi vil have skuespillet tilbage!

[2] Gennemsnitligt havde It’s all national 100 besøgende per dag. De fem dages 500 besøgende overgik det indtil da samlede sæsonbesøgstal på Skuespilhusets lille scene!

[3] På førstedagen kom skuespilhusets ’3. rum’ ironisk nok til at bestå af en inderkreds af mestendels danskere og en kreds uden om af især lejrbeboere på grænsen af samtalen under The Integration Dilemma, hvorpå man så sig nødsaget til at ændre dispositionen i rummet. Arrangørerne konkluderede at det var på grænsen til arrogance at holde symposium på engelsk midt i det åbne scenerum, hvorfor arrangementet de følgende dage blev henvist til et mere intimt hjørne, således at der kunne foregå parallelle aktiviteter. Arrangørerne konstaterede desuden med glæde at informationsmateriale på både arabisk og engelsk havde tiltrukket mange fra lejrene, men også, med knap så stor fryd, at man ikke havde informeret om at arrangementet kun foregik på engelsk.

[4] Skønt etablerede identitetsgrupper som f.eks. danskere (personer med dansk statsborgerskab) og asylansøgere (personer, der søger asyl) som sagt umuligt kan være homogene, så skal der på den anden side ikke herske tvivl om at de findes. Der findes faktisk ikke andet, vi er alle sammen besudlede af – hvilket ikke er det samme som skyldige i eller lige gode om – gældende klassifikationer og hierarkier. Derfor er det utilstrækkeligt i fællesskab at forsvare hvad vi er, f.eks. anstændige danskere, fælles må ’vi hver især’ insistere på hvad ’vi hver især’ kan blive. Forskellen er ikke det egentlige, der er undertrykt af en falsk sammenhængskræft. Denne er helt reel, mens forskellen snarere er et endnu uudforsket potentiale. Forsvaret for hvad vi er inkarneres netop af det symbolske kulturmøde, der jo med god grund kan finde uforstyrret sted inden for det gældende.