Sociale centre i centrum i storbyen uden centrum

4. november 2009 tags: Modrum Gentrificering BZ

af Luca Casarini

Med regelmæssige mellemrum, i slutningen og i begyndelsen af bevægelsens faser, genåbner politiske organisationer og netværk debatten om sociale centre, en debat som forsøger at styre tordenvejret eller komme af med den mørke stilhed. Senest siden slutningen af 80’erne er praksisser i forbindelse med besættelsen og selvforvaltningen også blevet til teoretisk materie, til gennemtænkt stof, og til et udviklingslaboratorium af nye skudbaner af politisk aktion. Der er tider, hvor en praksis dominans, eller måden hvorigennem substans udtrykkes og bevægelsernes organisation konsoliderer, men som derefter, på grund af en mutation af de objektive og subjektive betingelser, blot bliver til kollektiv ”kapital”, historie, erfaring, ophobninger i erindringer. Der opbygges et ”genetisk” grundlag, men grundlaget forbliver der, i dna’en af et organisme som vogter hemmeligheden, måske jaloux, måske ufrivilligt. Dette gælder ikke for de sociale centre. Med hver cyklisk bølgegang af bevægelsernes optræden, er de et sted der kommes tilbage til og der startes fra. Offentligt. Denne ”soliditet” som løber over tiden, er, på en måde, med til at definere, den store kraft som viste sig klart og tydeligt allerede siden rydningen og genbesættelsen af Leoncavallo i 1989. Italiens sociale centre, som Le Monde, dengang omtalte som ”juvelerne af Italiens kultur”, har fremskyndt forståelsen af biopolitikkens koncept med to dekader. Og de har lagt grundlag for, (på konkret og kreativ vis, sommetider vovemodigt men altid med blikket til fremtiden), de første større eksperimenter på de nye terræner af organisationen, hvad der angår både den subjektive og den sociale dimension. Netværk og offentligt rum, dvs. det vi i dag forstår med disse termer, er blevet udforsket derinde (i de sociale center), mellem seriøse og tunge vægge, forynget med graffiti og ledelseskomitemøder alt for ideologisk belastede for blot at være hensigtsmæssige og alt for åben for at følge en direktion. Selve ”politik-lavning” er blevet, umiddelbart til ”samfund-lavning”. Besætningens praksis, dvs. at forvalte rum som såvel var åbne som lukkede, at forholde sig til indbyggede modsigelser i opbyggelsen af fællesskaber uden at glide ind i lukket kom-unitarisme, at kreere nye progressive identiteter uden at forhindre aggregrationen og den offentlige deltagelse, det har været terrænet hvor den generation som hyldede 70’ernes myte, en myte lavet af andre, og som de samtidigt ikke var i stand til at forlade, en nærmest religiøs ritual, eksploderede langt om sider. Revolutionerne, med udgangspunkt i disse år, har været mulige. Men centrene, og dette forklarer også deres stadigvæk meget centrale rolle i forhold til bevægelsens praksisser og form har siden begyndelsen haft denne polyedriske, mangfoldige form, som sørger for at de altid er i centrum af de store forandringer i de forskellige epoker. Da besættelsensbevægelsen var på dens højdepunkt, dvs. dengang det at besætte var blevet til almindelig og udbredt praksis, og bevægelsens mangfoldighed og størrelse afspejlede sig i mange hundrede besatte sociale centre, begyndte man at gøre sig tanker over dens vigtighed med udgangspunkt i det, hvad der foregik på det urbane territorium. De store ejendomsspekulationer gentegnede byen i post-fordistisk forstand, men samtidigt blev de af den gamle arbejdsorganisation temporær efterladte, tomme huller på illegal vis fyldt med nye, urbane subjekter. Disse subjekter var allerede – og for første gang – udtryk for nye organisationsformer i og mod den sociale, kapitalistiske fabrik. Starten af halvfemserne er emblematisk i denne sammenhang, en tid hvor sammenfletningen af de sociale centre og universiteterne blev særdeles osmotisk at der skabtes et kontinuum der nærede den sociale konflikt for mange år fremover, og som resulterede i en gigantisk produktion af ny politisk subjektivitet og nye praksisser. ”Vi er det nye blod i storbyens arterier”, reciterede en historisk åbningsbanner af en lige så historisk manifestation af Milanos sociale centre. Og at være det, på dette tidspunkt, betød at have forstået hvordan netop produktionsnetværkene i den diffuse storby kunne blive det nye transportmiddel af revolutionær potentiale, i tiden efter den reaganianske hedonisme og den brutale afslutning af de bevægelser som startede i 1968. I den urbane reorganisation fandt den kapitalistiske værdiforøgelse nye applikations-terræner og med den kendte omvæltningspraksis var den midt i denne proces, den proces, hvor praksissen af den sociale auto-værdiforøgelse konkretiserede sig. Overskuddet af denne subjektivitet som var blevet igangsat i storbyen – fra universiteterne til servicesektoren, fra underholdning til information, fra byggeindustrien til transport – fandt i den afdelingsløse storfabrik en konkret måde at organisere sig på.

Også hvad det angår, har de sociale centre været et fremragende sted for fremskyndt politik. Praksissen af den kommunikative aktion, som allerede var blevet diskuteret siden 1991 og udført i praksis med de første BBS kort tid efter på europæisk plan, introducerede dermed dette hvad nogle år senere er blevet almindeligt kommunikationspraksis. Men nu, med blik på globaliseringens krise og krisens effekt på politisk, social, økonomisk og kulturel plan og på livet generelt, hvordan kan det så være at de sociale centre repræsenterer en kæmpe ressource? Lad os starte med deres natur: steder, konkrete rum, inkorporeret i et territorium. Og her er den første refleksion: territoriet og dets storbykvalifikation er, midt i globaliseringskrisen, alligevel et globalt element. I vore dage virke det som om det er de mest ivrige neoliberaliaster som prøver at fremskubbe protektionismen, protektionismen som middel mod krisen. Territoriet fremfører hele tiden og på modsigende og tit voldelig vis, det at være kompromisløs globalt. Territoriet muterer hen mod storbyen, det skal ikke forstås som en simpel og originær rumlig og/eller geografisk determination, og frem for alt er territoriet påvirket af produktions- og sociale netværk, netværk som er resultatet af globaliseringens ekspansive fase. Dette er et territorium som på den ene side hele tiden skal generobres, et territorium som er uenig med den kapitalistiske, parasitariske profit og tilegnelse og som derfor løbende skal gendannes og forsvares – på den anden side kan denne tilgang ikke andet end måles med de præcise, differentierede, objektive og materiale karakteristikker som er gældende for ethvert territorium. Centrene kan være stedet hvor dette storbyskoncept kan verificeres. Muteret og mutanter, født i modsigelsen mellem lokalt og globalt som nu om dagene definerer det sted, hvor udnyttelsen og befrielsen finder sted, som en anticipation af centrenes egen erobring og modifikation, men samtidigt forankret i centrenes særegenheder og differenser og i deres værende objektiv og reel eksisterende. At måle sig med storbysdimensionen af territoriet er nøglen til at læse (og organisere) den sociale komposition som kendetegner centrene og deres styrker. Demokratiet, eller enden af dets repræsentative form, er et centralt punkt som mere og mere karakteriserer styrelsens form. Den dikotomien som former sig mellem styrelsen og konsens, dikotomien som allerede kendes fra Irak-krigen, positionerer styrelsensbilledet i større og større vanskeligheder på globalt plan, og den reduceres tit til en info-magt, som på lang sigt dog ikke er i stand til at løse denne anomali. Den kommunikative manipulation eller meningsproduktionen er ikke i stand til at sikre sig mod problemerne genereret af den illegitime styrelse. I denne kontekst findes der måder som gør det muligt at tænke politik som at være i stand til at generere steder hvor der tages beslutninger, steder hvor selv-regering (autogoverno) er mulig. Disse steder er i åben konflikt med de institutionelle steder, som i dag repræsenterer magtcentrene for anvendelsen af det, som de magthavende beslutter andetsteds. Der ligger muligheden for centrene at blive til vigtige eksempler. At beslutte og at bestemme hvordan man beslutter, at opstille ens egne normer i modsætning til de påtvungne, at blive til offentlig rum med disse karakteristikker, alt dette er vigtige egenskaber. Friheden. Er en ”borgerlig koncept”, sagde man i det sidste årtusind. Det er ikke sandt længere. Søgning efter friheden i absolutte termer, er kendetegnende for ethvert subjekt som prøver at udbryde fra bio-magtens begrænsninger. Friheden forstået som muligheden for at være, muligheden for at bestemme over sig selv og kollektivt, muligheden for at undgå afhængighed. Friheden som uafhængighed i sig selv. Som mulighed for at leve uden at mærke den tunge ånd af Statens parasitterne på sig. Friheden som antiforbud, antifascisme og antiautoritet, antiracisme. Friheden som sådan. De sociale centre kan blive til et referencepunkt for konstruktionen af nye tankegange som har erobringen af frihed som fælles drøm.

Oversat af: Heidi Erschbamer fra: www.posseweb.net /