Reportage: Byen efter krigen

Af Tine Møller Sørensen

Beograd og Sarajevo udgør to vidt forskellige urbane rum. Alligevel er de bundet sammen i vores bevidsthed af historiske hændelser, selvom de i henholdsvis Serbien og Bosnien ikke opfattes som særligt sammenhængende. Og det på trods af (eller måske netop som følge af), at Beograd sådan set også var hovedstad for indbyggerne i Sarajevo indtil starten af 90erne. Det kan med god ret påstås, at begge byer hver især udgør to særlige tids- og stedsforbundne konfliktrum.

Jeg har af flere omgange de sidste år rejst i både Serbien og Bosnien i forbindelse med mit speciale, der behandler de to byer som kulturelle erindringsrum.

Det er hårdt prøvede byer og ikke mindst lande. Og nok formentlig de steder i Europa man rejser til med den største grad af forudindtagethed. Med tiden er mit blik på byerne blevet forskubbet og transformeret, både i positiv og negativ forstand.

I hate this stupid shitty place

Beograd er en larmende by. Alle taler utrolig højt og bevæger sig hurtigt i gaderne, bilerne dytter og sprutter af alderdomstegn, hundene gøer overalt hele tiden...

Og rod. Rod, rod, rod. Skrald og skrammel tårner sig op i gaderne. Der er hele tiden byggeprojekter i gang, mænd der råber ordrer til hinanden mens støvet står i store skyer fra hullerne i vejen eller fra det ene nye hus efter det andet. På den store Bulevar kralja Aleksandar sælges absolut alt fra bilernes bagagerum; dette er mest af alt en praktisk foranstaltning, idet varerne på denne måde lynhurtigt kan pakkes af vejen hvis politiet laver en af deres rutinemæssige razziaer.

Beograd er en storby, på så utrolig mange måder en helt almindelig storby. I sådanne byer findes naturligvis tvivlsomme elementer og jo, måske de nærmeste historiske omstændigheder har gjort, at der måske er lige lidt flere af dem her. Men byen fungerer jo. Folk lever deres liv, arbejder, sover, spiser, går ud, har familier osv. Der er intet opløsnings-agtigt over Beograd.

Men der er fattigdom. Ikke sådan at der kravler babyer i rendestenen, men penge er et konstant samtaleemne. Fordi de mangler. Hele tiden. Og med en gennemsnitstimeløn på 10 kr. er det jo forståeligt nok. Og jo, der er også den mærkelige sigøjner-slumby under broen, som ingen rigtig taler om…

Men den rigtige kamp i Beograd er en hjerne-kamp. Og ser man på byrummet er nationalisterne ved at vinde denne kamp. Den bizarre historie om gadernes navne og skiltning fortæller om situationen på tydeligste manér.

Da Tito kom til magten efter 2. Verdenskrig, baserede han store dele af jugoslavisk politik på sin idé om en solidarisk broderlig befolkning. Heri lå en vision om at udviske alle former for etniske eller religiøse tilhørsforhold; det var visionen om ét samlet folk, der skulle gælde, den jugoslaviske identitet fødtes.

Op til dette tidspunkt havde gaderne i Beograd hovedsaligt været opkaldt efter historiske, ofte kongelige, skikkelser. Tito gik nu radikalt til værks og omdøbte de fleste gader, så de fik navne som Bulevar Revolucije og lignende. Han valgte desuden at opsætte to typer af gadeskilte med henholdvis det kyrilliske og latinske alfabet.



Efter Tito’s død, Jugoslaviens sammenbrud og fremkomsten af heftig nationalisme på det politiske niveau valgte magthaverne så igen at udskifte samtlige gadenavne og -skilte i Beograd. Gadernes navne skiftede i nogle tilfælde tilbage til de oprindelige navne. Andre blev omnavngivet især efter personer, der i den serbiske nationalistiske mytologi fremstår som stærke ledere/beskyttere af serbisk nationalisme. Samtidig forsvandt al latinsk skiltning.

Da Milosevic mistede magten i 2001, besluttede man så igen at ændre gadernes navne – og dermed også skiltene endnu engang. Denne gang var det i udpræget grad en tilbagevenden til navnene fra den præ-Titoske æra.

Resultatet er blevet at stort set alle gader i Beograd har to gadeskilte, hvorpå både det milosevicske og det nuværende navn er skrevet og at befolkningen ikke længere selv kan finde rundt i hvilke gader der hedder hvad. Som besøgende bliver man yderligere forvirret, da gaderne på de kort over byen man kan skaffe, er benævnt med det latinske alfabet og ganske ofte er trykt før 2001 – man kan altså hverken regne med at gadernes navne er de samme som på kortet og kan man (som jeg) ikke læse kyrillisk kan man ikke engang bruge et kort som visuel markør, idet navnene altså ikke står med de kyrilliske bogstaver.

Opretholdelsen af kun at benytte kyrillisk skrift er en markør for den stadigt voldsomme nationalistiske diskurs, der på alle måder gennemsyrer Serbien, og især dens måde at iscenesætte sig selv på udad til.

Ingen holder med magten

En anden måde den nationalistiske diskurs kommer til udtryk på, er i de voldsomme konfrontationer mellem såkaldt nationalistiske demonstranter og politiet. Politiet opfattes på alle tænkelige måder som en fjende her. Det er endnu ikke lykkedes mig at møde én eneste der har sagt noget pænt om politiet. Nærmere er det ord som politistat og fascisme der associeres med politiet. Alle kan stoppes på alle tidspunkter og blive kropsvisiteret og få ejendele og bil ransaget.

Man har nærmest en fornemmelse af, at sammenstødene mellem politi og demonstranter antager karakter af et slags spil; politiet får afløb for deres aggressioner på denne måde og demonstranterne er mestendels hooligans, der også får udlevet deres trang til et godt gammeldaws slagsmål.

Man kunne mene, at disse gadekampe således er mere eller mindre uden reel politisk betydning, og på mange måder er det også sådan, det opleves internt i landet selv. Men i forholdet mellem Serbien og resten af verden, forholder det sig ganske anderledes.

Vi præsenteres her for et billede af serbere/serbisk politik, der er let genkendeligt: vilde horder af barbariske og voldshungrende mænd der rager frådende og hærgende gennem Beograds gader. At de findes her er hævet over enhver tvivl, det er ikke blot et forvrænget billede som vi præsenteres for i medierne, men der er, så vidt jeg kan se, tale om en slags sammenrend fra hele landet, der mødes i flok for at iscenesætte disse slagsmål.

Det er altså helt tydelige eksempler på måden, hvorpå den serbiske nationalistiske diskurs lukker sig om sig selv og udelukker omverdenen. Internt i landet betyder det, at befolkningens mistillid til magthavere og politikere styrkes og at enten den voksende nostalgi omkring Tito-æraen forstærkes – der er intet godt at komme efter i fremtiden, det var bedre før – eller at nationalismen bliver yderligere forstærket. Udadtil kommer Serbien/serberne til at fremstå som ekstremt lukkede, fremmede, afvisende og aggressive.

Den menige serbers syn på verden, politik og fremtid, har svært lidt at gøre med det ovenstående. Jeg har mødt både de tossede nationalist-radikale, de frustrerede samfundsengagerede og (især) de sært ”afpolitiserede”, de, der absolut nægter at tage stilling – dem er der flest af, fornemmer jeg. Det gælder om at få tingene til lige at køre rundt. Og så væk. Væk, væk, væk. Den mærkeligt verdensfjerne passivitet er udtalt. Disse mennesker har nu siden 1991 levet i et bizart vakuum – de var i krig, de var hele verdens fjender, men krigen var langt borte fra Beograd og flyttede kun kortvarigt ind, da NATO kastede sine bomber i 1999. De har levet med sanktioner, underligt isoleret fra omverdnen (et eksempel herpå, er historien om den ene kopi af en Windows-licens der ifølge stædige rygter var i omløb i piratudgaver i hele Serbien gennem 90erne; de havde ikke brug for flere, der var jo alligevel ingen handel eller lignende ud af landet) og kan nu slet ikke vente på muligheden for at undslippe deres hjemlige fængsel. Overalt udvekles idéer og historier om hvordan man kan skaffe sig visa og komme UD.

Pazi snajper

Sarajevo lever og ånder krigen. Stadigvæk. Når man færdes i gaderne, kan det ind imellem føles svært at forestille sig at den nogensinde vil slippe dets jerngreb. Hele byen er fysisk og psykisk arret af det, skudhuller i så godt som alle huse, mindetavler over dræbte på hver andet hjørne, kratere efter granatnedslag. Bygningerne langs Sniper Alley er prikkede efter de årelange beskydninger med pletvist større huller efter granater ved altanerne.



Sarajevo by er placeret i en dal mellem en række bjerge og er gennemskåret af en flod. Disse geografiske fakta er centrale for forståelsen af den belejring, byen var udsat for i årene 1992-95. Placeringen i dalen muliggjorde nemlig belejringen idet den gav serbiske styrker mulighed for totalt at omringe byen militært, så det hverken var muligt at komme ind i byen eller at forlade den. Ydermere udgjorde floden i byens midte både frontlinje og var samtidig et af de farligste steder i byen at færdes, sammen med den store boulevard kaldet Sniper Alley. Det var imidlertid en absolut nødvendighed at krydse både boulevarden og broerne over floden, for at søge efter mad, vand, brænde osv. Selve byens vartegn eller centrale træk var således også det, der muliggjorde dens katastrofe.

Udover byens åbenlyse tegn på krig, hænger der på udvalgte steder tavler i hvid sten, der markerer granatnedslag, massakrer eller andre krigskatastrofer, og som minder om romerske grav- eller mindetavler. De bærer en kort tekst med fakta om den konkrete tragedie (dødstal, dato osv.), alle sammen med den lille lilje, der er Bosnien-Herzegovinas vartegn påtrykt.

Et andet konkret tegn på byens måde at erindre krigen på, er de såkaldte Sarajevo Roses, granathuller i fortovene fyldt med rød cement. Disse blodige roser er placeret langs den store boulevard Marsala Tita (samme Sniper Alley) og altså langs en meget central trafikal åre, der forener de forskellige områder i byen.



Både den krig der blev udkæmpet i selve Sarajevo, men også de blodige kampe og etniske udrensninger, der foregik i resten af det tidligere Jugoslavien, naturligvis primært i Bosnien-Herzegovina, har sat sine umiskendelige præg på byen. Udover de gigantiske materielle og menneskelige ødelæggelser der nærmest totalt har lammet landets infrastruktur og industri, resulterede krigene også i enorme flygtningestrømme både til og fra Sarajevo. Det meste af byens intelligensia forlod byen under belejringen; det var dem, der havde mulighed – økonomisk og socialt – for at flygte fra byen, og som i høj grad har været i stand til at finde nyt liv og arbejde uden for Bosnien-Herzegovina. Samtidig foregik der en kolossal flygtningestrøm til Sarajevo fra de omkringliggende landområder – i takt med at det østlige Bosnien blev etnisk udrenset af serbiske Tjetnik-styrker, havde disse fordrevne mennesker ikke ret mange andre steder at søge hen end til landets hovedstad.

Resultatet af denne menneskelige migration er i dag, at Sarajevo i det store og hele nu er befolket af hovedsageligt uuddannede, voldsomt fattige og traumatiserede mennesker. Man kan sige, at byen er åndeligt udmagret. Ved byens største marked sælger kvinder af ubestemmelig alder brændenælder ud af plasticposer, de sidder på hug langs vejen med gammeldags pantaloner og hovedtørklæder med poserne foran sig og tørrer deres ansigt i hænderne. De har intet, alt har krigen taget fra dem; mænd, sønner, hus – deres liv.

Hvordan kommer en by sig over årevis med angst og konstant overlevelseskamp? Verden har efterhånden glemt Sarajevo. Hele denne mismodige stemning ligger som en tung dyne over byen og selv de yngre og uddannede mennesker er stærkt præget af en desperation og pessimisme over for såvel nu- som fremtid.

Yngre mennesker kæmper en brav og stædig kamp for at skabe sig et liv. Uddanner sig, arbejder hårdt og gerne ulønnet. Man kan fornemme deres kamp når man taler med dem; de vil så gerne tro på at de kan. Men de er nødsaget til at bo hos forældrene selvom de er langt oppe i 30erne, at flytte er kun en mulighed hvis de bliver gift og skal stifte familie, og det er jo ikke alle, der har det som største og eneste ambition. Det synes umuligt at forme sit liv som man ønsker det. Man skal da heller ikke tale med de unge i Sarajevo i lang tid, før også de viser klare tegn på desperat frustration over den stilstand byen såvel som landet befinder sig i.

Selvom disse mennesker virkelig kæmper for at lade landet køre videre, kan de ikke skjule en dybfølt udlængsel, en trang til at forlade al denne tragedie og tristesse, hvor de ikke kan se nogen fremtid for sig. Krigen kan man ikke undslippe, hvilket efter min mening, er med til at cementere og fastholde Sarajevos indbyggere i en art in-between tilstand, hvor krigen aldrig rigtig er ophørt, og hvor, især de yngre mennesker, derfor bliver ved at leve i en slags desperado-tilstand hvor nuet er det der tæller, mens fremtiden synes hinsides en uoverstigelig barriere.

Men selvfølgelig – der er jo også liv i byen. Sarajevo er da ”kendt” for sit natteliv. Jo flere gange jeg har besøgt byen, jo sværere har jeg imidlertid haft ved ikke at se underfladen (om man så må sige); aggressionerne og frustrationerne hænger i luften. Under mit seneste besøg talte jeg om situationen i byen med et østrigsk par, der har boet i Sarajevo i godt fem år. De var trætte af den. Trætte af netop frustration, aggression og den offer-mentalitet, der hele tiden er snublende nær. Alle i Sarajevo er ofre. Og det er de. Ingen tvivl om det. Men at fastholde sig selv som offer, betyder også at man bliver handlingslammet: ”denne situation er jeg i, fordi nogen har sat mig i den” – det må også være nogens (nogen andres) ansvar at få mig ud af den igen. Sarajevo er imidlertid ikke kun befolket af ofre. Der er også rigtig mange i Sarajevo der er gerningsmænd. En stor del af by-krigen blev udkæmpet som lokale bande-opgør. Altså, en slags dobbelt-belejring kunne man sige.

Alle disse mennesker bor jo så stadig i samme by. Godt nok i ret klart afgrænsede områder (bosnisk-serbere dér, bosnisk-kroater dér osv.), men trods alt i samme by. Og de har jo ikke glemt, hvem der gjorde hvad for femten år siden…

At byen så samtidig stædigt forsøger at opretholde sit multikulturelle vi-er-stadig-én-by-image, skaber ikke ligefrem færre latente anspændinger. Byen forsøger at opretholde noget, der virker som et stadigt mere påtaget identitets-fællesskab, hvor den officielle holdning er, at i Sarajevo er der plads til alle. Reelt er opfattelsen nærmere, at det er den bosniske (udpræget muslimske [1]) identitet, der er den, der opfattes som rigtig; både serbere og kroater har jo deres eget land… Dette er jo så desværre blevet den gennemgående holdning i Ex-Jugoslavien, og er bestemt ikke særegent for Sarajevo; det interessante er, at Sarajevo således officielt faktisk forsøger at opretholde en titosk vision, i en slags opdateret udgave. Men altså reelt ligger lige så meget under for nationalistiske diskurser og strømninger. Det store arbejde med såkaldte diaspora-bosniakker tydeliggør i virkeligheden denne problematik. Det er et nødvendigt arbejde, da Sarajevo/Bosnien virkelig har hårdt brug for at nogle af dem, som er flygtet og har taget en uddannelse andre steder, vender tilbage.

En stor del af disse flygtninge, har imidlertid i flere tilfælde forladt landet med en ganske anden identitet, som jugoslav fx. De skal så vende tilbage til en by hvor alle spilleregler er lavet om, og hvor de først og fremmest bydes velkommen hjem på grund af deres nyvundne bosniske identitet.

Det østrigske par fortalte mig, at de mest udbredte ulykker i Sarajevo sker i forbindelse med trafik-uheld; ikke så meget på grund af de åbenlyse farer, der er forbundet med trafikken her, men fordi de fleste benytter netop netop det at færdes i traffikken til at komme af med de skjulte aggressioner. Latent krigs-hævntrang og manglende trauerarbeit kommer altså her til udtryk i noget så umiddelbart banalt som road rage.

Alternative identiteter?

Der er dog også de områder der udfordrer de markante nationalistiske strømninger. Særligt i kunstens verden fornemmer man denne modstand. Jeg vil fremhæve to forskellige arrangementer, der på forskellig vis forsøger at gøre op med den meget tungt stereotype forestilling om national identitet på Balkan.

I Beograd afholdes netop nu den 49. October Salon, en enorm årlig international samtidskunstudstilling, der indtager stort set hele byen. Dette års tema er Artist-Citizen og er karakteriseret ved fokus på konceptuel kunst der inddrager kunstneren som kritisk medborger i samfundet, og en stor del af værkerne befinder sig et sted i feltet mellem kunstnerisk og politisk happening.

I kataloget forklarer kuratoren Bojana Pejic at hun i forbindelse med udstillingen har måttet spørge sig selv om retten til at kalde de udstillede værker politiske. De fleste kunstnere fra regionen, forklarer hun videre, nægter at tage prædikatet på sig; nok laver de kritisk kunst, men ikke politisk. Måske et udslag af førnævnte afpolitisering. Interessant er det ikke desto mindre, at der så alligevel er intellektuelle der går imod denne tankebane og på nærmest manifestisk vis erklærer, at her er der altså tale om politisk, samfundsengageret kunst.

Som altid ved sådanne udstillinger (det er jo på ingen måde særligt for Balkan) stiller man sig selv spørgsmålet, hvem der ser denne udstilling. Er der (igen) tale om kunst formidlet fra et hjørne af en lille lukket stue til en anden? Og hvis den ses af andre, hvad ser de så? En mulighed? Eller bare endnu et elitært råb i en eller anden retning, der i hvert fald ikke er deres…? Men med denne udstilling ser jeg fra kuratorens side også et ønske om sætte diskussionen i gang internt i det elitære kunstmiljø; stå ved dine meninger, lad os begynde diskussionerne.

SCCA (Sarajevo Center for Contemporary Art) er en uafhæning organisation, der siden sin stiftelse i 1996 har arrangeret udstillinger, seminarer, aktioner m.m. i og omkring Sarajevo. Deres projekt De/construction of Monument fandt sted mellem januar 2004 og januar 2006, og i løbet af denne periode fandt en hel række udstillinger og seminarer sted. Deres udgangspunkt var netop kunsten som kickstarter af en diskussion med og i offentligheden, som de skrev: ”Through art and culture one may follow the genesis of historical consciousness of peoples or societies (…) It is this individual artistic attitude, that we recognize as the corrective society, the starting point of this project.”

SCCA ønskede at realisere et “nyt monument” (New Monument) og et væsentligt led heri bestod i at synliggøre bureaukratiske kræfter på spil i det offentlige rum; hvem ejer det? Selve tilblivelsen af dette nye monument tog form af en offentlig konkurrence, hvor foreslåede værker skulle indeholde følgende kriterier: være et tidens tegn (der skulle inddrage ophavsmanden egen stillingtagen til samtid og sted), være fremstillet med henblik på realisering i Bosnien-Herzegovina’s offentlige rum, fremstille nye løsningsmodeller for kunsten i det offentlige rum og være af vedvarende karakter. De foreslåede værker blev herefter udstillet og publikum kunne stemme på deres favorit. Den endelige bedømmelse var dog lagt i hænderne på en professionel jury, der endte med at udvælge tre værker, som i dag står i Sarajevo by. I og med diskussionen altså blev taget alvorligt, må projektet således ses som en succes.

Men så er der vist heller ikke mere i det… Der er ikke meget palaver omkring værkerne, der er overtegnet med graffiti osv. Men de er der dog, og lader måske dem, der støder på dem tænke efter endnu engang.

Disse kunstnerisk arrangerede projekter stiller sig altså an som påberåbere af alternativer til fasttømrede, det være sig nationale, etniske eller religiøse, identiteter. De bliver en legitim måde at udfordre de identiteter der på det nærmeste opstod fra det ene sekund til det andet, og som folk i ekstreme situationer blev tvunget til at forholde sig til – og stadig ligger under for. Hvorvidt man kan tale om kunsten selv som udfordreren eller om det i virkeligheden handler om, at det simpelthen er nemmere at etablere det rum, der kan udfordre indenfor en kunst-instutionel ramme, er vel egentlig ikke det interessante her. Det interessante er, at det rum overhovedet får mulighed for at opstå.

[1] Alene denne diskussion kan forekomme uoverskuelig; angår identitets-diskussionerne i det tidligere Jugoslavien egentlig nationalitet, religion eller blot terrotorium…