På jagt og jagtet, i New York

Ligesom alle de andre, som ham, flyttede Douglas til New York, da han var færdig med skolen. Med ideen om at finde det perfekte sted at bo, leve og arbejde som ung, kreativ og ambitiøs, drømte han om det rå, urene, industrielle, billige, meget rummelige, ulovlige. Hvad du end vil kalde det; det alle vil have.

Den personlige erfaring og optimistiske jagt, begynder i Clinton Hill. Et kvarter der tidligere blev kaldt Bed-Sty og engang var et notorisk råt Brooklyn kvarter, bla eksponeret i Spike Lee’ "Do the Right Thing". Clinton Hill er egentlig udkanten af Bed-Sty som grænser op til Williamsburg, men blev sit eget kvarter i en større bølge af gentrificering. Ved at gen-navngive denne del af Bed-Sty, øgedes ejendomsværdien i kvarteret og Clinton Hill fødtes.

Hvis du er ung, kreativ og ambitiøs flytter du til Brooklyn når du er færdig med skolen. Det var præcis hvad jeg gjorde. På en coffeshop i Williamsburg Brooklyn rev jeg et telefonnummer af et A4 papir, tapet op på en væg, der reklamerede med et værelse til leje. Værelset var fedt, og jeg flyttede ind. Det var en stor (for NY standard) lejlighed, med godt lys og trægulve. Sammen med en koreansk design-studerende og en nyuddannet fashion-designer, flyttede jeg ind i Brooklyns Clinton Hill kvarter. Udlejeren boede lige oven over mig, hvilket var et godt tegn (hvis jeg havde rotter havde han ogsaa). Jeg var omgivet af en masse mennesker ligesom mig, og der var også en del ret gode mexikanske madsteder. Ud over dem der var ligesom mig, var de fleste af mine naboer fra den dominikanske republik; dvs kun enlekte var foedt og havde boet der, flere havde levet hele deres liv paa den lille gade i New York, ligesom deres forældre. Med andre ord; vi var den indmarcherende force, der ændrede landskabet, kolonialiserede deres gader, og skubbede dem ud. "Vores kultur" vandt territorie krigen og coffeshops poppede op en for en.

Ligesom alle andre, som ham, kreativ og ambitiøs, ville han dog gerne følge i fodsporene på den kreative klasses bedsteforældre, de historiske "Soho’ianere". En prototype historie på gentrificering, der gjorde øde gader og fabrikshuse i det sydlige manhatten til kreativt Mecca. Siden, dvs længe inden Douglas’ tid men efter de berømte Soho’ers tid, er fabriks-atelieerne, ’live/work-spaces’, blevet institutionaliseret, fordøjet, og gen-branded. Willimasburg der med rette kan siges at være 90’ernes Soho, er stadig relativt tilgængligt for "den kreative ungdom" som flokkes til New York City, men er allerede blevet vanvittigt dyr.

Min generation har kun hørt historierne, og i vores øjne, nu, er Soho ikke andet end vanvittig dyre butikker og restauranter. En gymnasie ven fik en lejlighed der, da hun fik et job på Manhattan. Hun lejede et rum som var præcist på størrelse med hendes seng til 12.000 kroner om måneden. Det jeg ledte efter var noget andet, og et truet fænomen: et sted med plads og mulighed for at bygge noget op selv. Jeg boede i ’Clinton Hill’, men kom regelmæssigt i Williamsburgs gallerier og barer, og holdt øjene åbne efter den sjældne mulighed: at finde noget billigt, råt, urørt, endnu ikke opdaget af ’hipsterne’. Uudnyttet af alle dem der var præcist lige som mig, men havde flere penge. I New York City, er det hundrede tusinde af unge mennesker. Derfor fandtes det sted jeg jagtede, ikke. Ikke der.

Men.. En nat cyklede han og hans kæreste ind til en del af New York der i stort omfang er ukendt af den ’kreative-unge-flyttet-til-Brooklyn-fra-hvorsomhelst’: Queens. Det største af New Yorks fem bydele, og det sted i verden med den mest mangfoldige population. Queens er god mad, industri-områder, bagerier og garager, sine berømte sociale bolig byggerier, famillie-boliger og velhaver villaer, motorveje, de to lufthavne LaGuardia og JFK, og en lang række endestationer for både taxa’er, tog, buser og mad-vogne. Men Queens er et væsenligt mindre eksponeret område end både Brooklyn og the Bronx, og selvfølgelig Manhatten.

Hun var del af en DIY-video nat, der blev holdt i et kæmpe tomt palads der sædvanligvis lejes ud til filmoptagelser. Fra vinduet fra dette fantastiske sted, kunne jeg se ud over Queens’ landskab. Og det var ikke midst store tomme bygninger. Jeg vidste det var Queens der var stedet for mig. Det endnu ikke opdagede sted hvor der fandtes plads uden yuppier og hipsters der kæmpede for "resterne fra de riges bord"; den næste bygrænse.

Udrustet med dette klarsyn, begyndte Douglas at fokusere sin ejendomsmægler kampagne. Han brugte dage på at cykle rundt i gaderen i det nordlige Long Island City og lede efter udlejningsskilte og telefonnumre, mens han brugte aftner på at researche "craigslist" (en slags ’den Blå Avis) for at finde et ledigt industrielt sted. Han talte med ejendomsmæglere, og besøgte store tomme rum, etager og hele bygninger og laerte en masse om at prøve at leje et industri-lejemål. Blandt andet blev han uundgåeligt nødt til at forklare hvad han ’lavede’; og blev til et bygge firma. Han spurgte sin ven Matt, der ejer et gallery i Williamsburg hvor han havde arbejdet som tømre i et par måneder, om hjælp. Matt havde selv tænkt på at leje et stort sted, som han ville leje ud til kunstnere for at tjene lidt ekstra penge, så det passede perfekt og gav Douglas nyt mod på at lede efter et industri lejemål.

Jeg fortsatte med at lede efter et stort industrilejemål. Men aldrig noget held. Det hele var "no living" - indtil, i en af bygningerne, vi forstod at der var folk der boede, på øverste etage. Og det var yuppies! Hvilken forløsning! Udrustet med den viden formåede vi at overtale ejendomsmægleren. Vi mødte udlejeren, og lejede stedet. En tom, 5000 square foot bygning, der kostede 70cent pr kvadrat fod. Det er mindre end halvdelen af prisen noget sted i Brooklyn, sikkert noget sted i New York City. To venner tog med mig, vi havde halvdelen af stedet. En fyr der hed Ken fulgte med Matt’ byggefirma, men de blev uvenner og brød op med det samme. Ken brugte derefter halvdelen af stedet til hans sporadiske buisness. Det var absolut ideelt, og absolut uideelt. Vi boede i konstant frygt for bygningsinspektører. Der var ikke noget varme. Et hvert venskab blev testet og gik i stykker. Det var ekstremt billigt.

De boede i Long Island City i 4 år. Omkring QueensboroPlaza, hvilket er et unikt og råt område der huser noget af den sidste små-industrier i form af auto-garager, bagerier, møbelfabrikanter og smede, mm. De boede lige om hjørnet til det største og ældste "housing project" i USA, men geografisk lige så vel tæt på både Manhatten og Brooklyn. Ekstremt tæt ved et utal af subways, men mentalt langt væk for mange New Yorkere, dvs en bestemt demografi, der kender Queens som "sove-byen" og som en grim modsætning til Manhatten. Området er dog langsomt ved at ændre sig, på godt og ondt; kunstner atelier, nybyggerier, og coffeshops. Meget står tomt, bygninger og arealer ligger brak og venter på at økonomien heler, men der er ingen tvivl om at den igangværende ekspansion har fat i Long Island City. De entreprenører og spekulanter der har investeret i Long Island City, og som kan undgå at måtte bukke under for den nuværende krise, har gode korte på hænderne om nogle år.

Meget skete på de fire år, og alting forblev præcist det samme. Vi boede i harmoni med hjemløse og illegale pushere som boede oven over den rotte befængte ’Diner’ siden af os. Jeg beskyttede dem så godt jeg kunne, og de beskyttede mig det bedste de kunne. Det var perfekt. Selvom mange ikke føler sig helt trygge ved området omkring Queensboroplaza, er de højst sansynligt mere sikre (men grimmere) end i Williamsburg, Clinton Hill, Bed-Sty, eller nogen af de andre "kreativ-unge" destinationer. En sommer, startede yuppierne på øverste etage en ildebrand og blev smidt på porten, og blev skiftet ud med en anden gruppe yuppier som lavede low-fi musikvideoer til youtube. De yuppier er der stadig: et ildevarslende tegn for kvarteret.

Da Douglas og hans venners kontrakt udløb for et par måneder siden, bad de udlejeren om en ny, og fik en - eller det troede de. Den nye kontrakt blev dog sendt frem og tilbage fra advokat til advokat et par gange indtil udlejeren tilføjede en side der sagde, at de skulle betale for nogen reperationer som udlejeren havde taenkt sig at tilføje bygningen.

Og så måtte de smutte. Det var dødstødet. Skubbet ud, fordi øjnene har åbnet sig for Queens, og området har aendret sig radikalt i løbet af de tre år jeg jaevnligt har besøgt Douglas; de der flytter ind i bygningerne omkring Queens Plaza i dag, til forskel fra for blot få år siden, er villige til at betale for at komme foran i køen og købe sig ind på markedet og definere udviklingen af området.

Udlejeren forklarede Ken at hvis han tømte hele etagen, ville han betale vores depositumet tilbage, plus extra for hver "for tidlig" dag vi forlod stedet. Ken tømte hele etagen - dekonstruerede for tusinde dollar vægge, døre, eletriske installationer og vvs arbejde vi havde installeret. Ken sagde til os: "Jeg hyre nogle folk til at komme på tirsdag og smide alt ud af hvad der er efterladt og tilbage." Og det gjorde han. Han skaffede en stor container og hyrede nogle folk til at smide de fleste af vores ting ud. Jeg kæmpede selv for at finde er nyt sted at bo. Til sidst lejede jeg en lille opbevarings container og var kun i stand til at rede de vigtigste ting jeg ejede. Udlejeren fuckede Ken. Han betalte ham aldrig. Ken fuckede os andre. Han smed os ud en måned for tidlig, og smed års arbejde, materialer, værker, værktøj og andet ud. I sidste øjeblik fandt jeg et lille umenneskeligt rum langt inde i Brooklyn . Huslejen var bemærkelsesvaerdigt højere. Jeg blev krævet overpris af en fyr der selv blev krævet overpris af udlejerene. Det var et loftrum, men udnyttet maximalt af udlejerne for at se hvor profitable gentrificeringen kunne være. (Bushwick! - den nye destination for unge kreative mens der drømmes om noget bedre)

---

Alle fucker alle. En kamp om få realistisk tilgænglige resourcer, til en stor voksende demografi og klasse af byboere. Douglas og mange andre kom til New York, magnetisk tiltrukket af det voksende urbane centrum, for at være kunstnere, musikere, designer, eller andet. Men i stedet blev de til kannibaler, der overlevede ved at fucke hinanden. Om noget sted er New York forbundet med ideen om muligheder og potentialer, og en kompromisløs og ambitiøs jagt efter på en gang succes og benhårde overlevelser, side om side, eller dør ved dør. Vi tilhører en demografi der spalter sig i to: vores jagt er indlejret i de vilkår og mekanismer der jager nogen af os ud af byen igen; vi skuber os selv fremad samtid med at vi ødelægger os selv og ikke mindst byen.