Min krop ved 93º

Min krop ved 93º [1]

Af Mohamed Rouabhi

Sekvens-dionysisk rakkerpak

Dette er min krop.
Tag den i din mund.
For at du skal huske mig.
For at du skal huske, at jeg stadig lider i al evighed.

Vi er født i Afrika. Det er længe siden. Vi er født på dette kontinent og dette kontinent har givet liv til hele vores menneskehed.
Jeg bar uden tvivl navnet på en plante, som voksede i jorden. Eller et dyr som fløj på himlen og som ingen nogensinde har set tæt på. Eller en ting som udtrykte en følelse eller et navn, der var endnu mere kompliceret, et ord som ikke ville sige noget og som en kvinde lige havde fundet på, et ord som ingen nogensinde havde hørt før. Det første ord. Fordi det første barn som bliver født, altid vil være det første barn i fortællingen om verden. Fortællingen om vores verden.

Det første barn var en sort og da hans mor så ham komme ud af sin mave, kaldte hun ham Banou; hun sagde til ham på det sprog, som kun kvinder kender, når de er dus med det liv, som kommer ud af deres mave, ”Du er Banou og du er mit barn.”
Det andet barn var en araber. Han kom også fra Afrika og han havde også en mor, som badede ham i sin mave, før hun lod ham tørre i solen og indånde vores verdens luft. Hun gav ham navnet Ziad, mens hun hviskede ham kærlighedens ord, de ord som kun kvinder kan udtale uden at bevæge læberne.

Det første barn var en sort. Han kom fra Afrika.
Det andet barn var en araber. Han kom fra Afrika.
Vi befinder os ikke længere ved verdens begyndelse, vi befinder os i begyndelsen af vores historie i Clichy-sous-Bois.
Men er det nu også begyndelsen på historien?
Og denne luft som disse børn begærligt har indåndet i sytten år, var den nu også til at indånde, når man er ved godt helbred og i stand til at leve godt, udover hvad man måtte håbe for en krop, der endnu ikke er udvokset?

Hvem begyndte? Hvor langt skal man gå tilbage?

Til en tid, hvor Paris bag ved dets ”forskansninger”, var omgivet af kornmarker, marker med solsikker, før det blev til en slagmark, et slag der var tabt på forhånd. En tid hvor der var små hytter, hvor man kunne stille hakkejern og klapstole. En tid hvor man havde små køkkenhaver, der gav lidt til aftensmaden. Hvor man fiskede i åer og floder, der løb gennem skovene, en tid hvor byernes navne var sammensat, sammensat af det grønne og markveje, Clichy-sous-Bois, la Fôret de Bondy, Aulnay-sous-Bois, Montreuil-sous-Bois, Les Pavillions-sous-Bois, Noisy le Sec. Havernes tid og de nationale vejes tid. Tiden med madkurve og arbejdere på cykel. En tid, som ikke har varet længe.

Tusinde af kilometer derfra fandtes et andet Frankrig, et Frankrig af farver, de tre farver, det gule, det sorte og det grå, de eneste tre sande farver som Frankrig har bragt med sig ind i 1960erne for at bringe tragedien og blodet endnu længere, længere ind i vores hjerter, længere ind i vores blod, glemslen om de kollektive afstraffelser og de koloniale forbrydelser: Sétif, Casablanca og Madagascar, Conakry, Douala eller endda Haiphong i Vietnam i december 1946, hvor tre franske krigsskibe uden ophør bombarderede en folkeskare af kvinder og børn, som flygtede fra kampene, der på få minutter resulterede i 6000 døde.

En landmand fortalte mig en dag, at man skal brænde jorden af for at ”det derefter bedre kan gro.” Efter hvad?
Intet godt vil vokse op igen her i min forstad.
Og i haverne er der ikke sprunget andet ud end parabolantenner.

”Brød til staklerne” skreg de ludfattige fra forstæderne, før de plyndrede Paris’ bagere og brændte Bastillen af, for at tilegne sig frelsende våben.
I revolutionskalenderen, kaldes november tågemåned, Brumaire. Tågemåneden, er tætte tåger og lavtliggende dis, som er naturens uddunstninger.
En tåge duftende af fed jord og visne blade.
En tåge, som ikke sveg i øjnene eller i halsen på børnene, som levede tæt ved jorden.
Vi må uden tvivl finde et andet ord, en anden revolution, en anden dag, for naturen her har glemt at sprede og parfumere landskabet med ekstatiske dufte, morgendagens lovende dufte.

Selv kulden har svært ved at lugte skammen, som hvert år gemmer sig under pappet for at dø. Tågemåneden er årstiden for frosne hjerter, køen til en varm suppe på fortovet foran Gare de l’Est, lammeskindstøvlerne og pakkerne som man lige har hentet i rådhusets festsal dagen før jul, sedlen stemplet socialkontoret krøllet sammen i en hånd, bøjet hovedet. Med bøjet hoved, for hvem har sagt, at de fattige forblev værdige? En skiderik hvis navn er glemt med tiden, sulten og skændslen.

I Frankrig var der i 2001 tæt ved 3 600 000 personer, hvis levestandard var under fattigdomsgrænsen, det vil sige 6,1 % af befolkningen [2] . På europæisk niveau er sammenligningsgrundlaget 60 % af middellevestandarden, dvs. omkring 450 € om måneden per person. Med en sådan rapport var fattigdomsraten i Frankrig på 12,4 % i 2001.
Et folk af ludfattige, som værdighed ikke kan mætte.

Jeg husker, at man dengang blev råbt op ved sit efternavn. Stemmen gav genlyd mellem hovedsalens gule vægge, dekoreret til lejligheden med farvede guirlandere, som endnu ikke gjorde noget indtryk på de trætte ansigter. En person rejste sig og gik direkte mod det lille bord, hvor han lagde sin seddel i urnen, som for at give livet en chance til. Endnu et år.
Man tog sin pakke. Og man sagde ”tak”.
Tak til hvad?
Tak min Gud.
Sikken værdighed? Hovedet bøjet. Ja.
Den lange opremsning af uværdige.

Og denne november måned blev måneden for den røde høst, høsten af brændende vrede efter årtier, hvor man har set ukrudtet vokse og gro, født af ”dårlige frø”.
De dårlige frø som en minister i den franske republik har overfuset offentligt, med unådens og ydmygelsens sætninger i sin mund, et racistisk ordforråd arvet fra kolonitidens ordbog for at betegne disse indfødte. Men det er ikke mere nødvendigt at bøje hovedet. Det er med oprejst pande, at man udfordrer kniplen. Og det slår hårdt venner.

Hvor er de egentlig blevet af; de sortsmuskede (les Bougnoles), niggerne (les Bamboulas), perkerne (les métèques), rotteungerne (les râtons), de grå (les gris) fra min ungdom! Andre tider, andre skikke. Man tilpasser sig. Man taler sammen. Man omgås.

Når man er indenrigsminister, kommer man ikke uforvarende til at sætte ild til det franske sprog og man bruger næppe ord, som man ikke kender essensen af eller definitionen på. “Racaille (rakkerpak)”, kommer af latin rasicare, som betyder ”racler (at skrabe)”. Bundfaldet er rester af det produkt, som man har skrabet. Altså en kategori af personer, som betragtes som foragtelige. Ussel pøbel.

Men måske vidste kirkeministeren, hvad han sagde i dette bestemte øjeblik. Han vidste, at han manipulerede med sproget med det diskriminerende formål at brændemærke en gruppe af franske borgere, og ved samme lejlighed udlede, at det dårlige korn altid befinder sig i den dårlige silo.

Som før i tiden hvor Vichylovene delte franskmændene i to kategorier, franskmænd af israelitisk herkomst og de andre.
For efter nogen tid at gentage det samme med franskmænd af muslimsk herkomst og de andre.
For bedre at indkredse og genkende dem som værende fremmede.

For de andre andre, dem som ikke er franskmænd, bliver det den samme straf, for historien gentager sig. De fremmede bliver altid syndebukkene i dette land, lige meget hvad der sker. Deres skikke, deres dufte, deres kultur.
Frankrig for franskmænd.
Og man nulstiller måleren.

Vi er den femte kolonne, vi vil oprette en muslimsk republik i Frankrig, vores byer overlever takket være en “parallel økonomi”, organiseret af fanatiske smågrupper, som trækker i snorene til opstand etc. Frankrig har en svaghed for “komplottets” mytologi og fantasme.
Jødisk komplot, muslimsk komplot: Frankrigs dunkle side.

Et deputeret parlamentsmedlem, Jean-Paul Garraud, foreslår at fratage det franske statsborgerskab fra fremmede med indfødsret, der har gjort sig skyldig i alvorlig kriminalitet, for derigennem bedre at kunne udvise dem.

Han huskede vores gode gamle marskal, som fra juni 1940 fratog et utal af fremmede deres indfødsret, som de lige havde opnået. Spanske republikanere som havde søgt tilflugt i Frankrig, jøder fra Tyskland og Østrig efter Nürnbergtraktaten, polakker jaget på flugt af nazisterne i 1939. Dette tiltag udvidede sig endog til jøder fra Algeriet, som Crémieuxdekretet fra 1870, ophævet i oktober 1940, havde givet statsborgerskab. Dette gav ham den idé, at man kunne gøre det samme med visse urostiftere, hvor man kunne anvende dette for at sende dem, jeg ved ikke hvor hen.

Måske til Drancy [3].

De som endnu troede, at denne periode var fuldendt og som mente, at man måske skulle gå videre til andre ting – de som ikke bekymrer sig om andet end deres små baby-sitter problemer eller gardinernes farve til deres lille nye parcelhus i Montreuil-sous-Bois og som efter ti minutters diskussion uophørligt viser en vis grad af irritation, mens vi, børn af koloniserede, bliver ved med at insistere på at afsløre de diskriminationer, som vi altid har været genstand for, det være sig som studerende, ansat i et supermarked eller teaterforfatter – finder sig endnu en gang målløse og afvæbnet foran en kædereaktion af vold, som de ikke har villet se i øjnene, kunne opstå to skridt fra dem selv. Venstrefløjens gode samvittighed endte med at falde sammen med dem, der var utilfredse med statistikkerne, næret af følgevirkningerne af neo-fascisternes overdrevne taler: ejerne af køretøjer ”som koster dyrt” og som er ”gode familiefædre”.
Tankeløse udtalelser, hørt ved forskellige lejligheder, fra både de valgte højreorienterede og socialisterne: Mélanchon, De Villiers, Raoult.

Men hvad skal vi gøre, hører man her og der? Og enhver vender sig mod sin oplyste forklaring, mens de husker på hvor mange på hinanden følgende regeringer, der altid har gået rundt om den varme grød.
Derfor søger de mest åbensindede deres løsninger andetsteds. Og man skuer selvfølgelig til vores amerikanske naboers side, som altid har fundet løsninger på ethvert problem. En løsning på indianerne, en løsning på japanerne, en løsning på sorte, en anden på vietnameserne og endeligt den store løsning på alle planetens muslimer.
Men trods det, synes det for mange, ikke at være et racistisk problem, ej heller udfaldet af flere årtiers historisk fornægtelse eller at have nogen som helst forbindelse til kolonimagternes fald, masseimmigrationernes tilskyndelse i slutningen af tresserne, men helt enkelt et internt sikkerhedsproblem, som politiet skal løse.

Der skulle gå en uges tid efter folkeoprørets begyndelse, før man så småt kunne høre, flere steder fra, stemmer hæve sig mod statens propaganda, velvilligt afløst af presse og fjernsyn for endelig at se aviserne løfte sløret for alt det der har været gemt væk i kisterne på loftet i årevis.

Og så vendte det hele sig igen i modsat retning og ordet pulterkammer fik atter en ny drejning, altmuligmandens schweizerkniv, allegorien holdt ud i strakt arm til højre som til venstre, den berømte republik.
Republikken som springer frem.
Republikken som afslører.
Republikken som stemmer i anden omgang.

Og i denne republiks navn bliver alt pludseligt muligt. Det er nok at se den bestå, tydeliggøre dens valgsprog og se den frie mand direkte i øjnene, for virkelig at tro på den.
Når den så pludselig tager et skridt for at føre os alle mod en fremtid fuld af løfter, fornemmer man med ængstelse, at noget halter, at der er noget som et eller andet sted ikke går rigtigt for sig.

Men hvem ser det?

Dem som ikke er der, selvfølgelig. De hvis forfædre var gemt i den berømte kiste på loftet og som forgæves havde skreget, at de også gerne ville tage del i denne republik, der får alle til at drømme og for hvilken det er værd at kæmpe. På trods af styrken, modet og selvopofrelsen, har man fået mere end nok.

Men intet blev til noget. Vi har nok ikke råbt højt nok.

Hvor mange sorte er der i nationalforsamlingen eller i senatet? Hvor mange franskmænd med afrikansk baggrund er der i ENA eller hvor mange sorte embedsmænd er der? I den nationale politistyrke hvor mange sorte er så kommissærer eller har anden højere rang, og i hæren hvor mange er officerer? Hvor mange amtmænd? Borgmestre? Ministre, statssekretærer? Hvor mange rådsmænd? Hvor mange direktører for en national virksomhed. Hvor mange ambassadører, konsuler, rektorer på højere læreanstalter, statsskoler og akademier. Man skal gøre sig fortjent til det. Og det er dyrt.

Så fortsæt dog med at fortælle mig løgne og fortæl mig, at jeg er den smukkeste. Jeg spejler mig i republikken og ser ingenting.
Jeg eksisterer ikke. Mine forfædre eksisterede ikke, 40 år er gået og mit genskær kruser ikke statens overflade.
Du ser mig ikke.
Jeg eksisterer ikke Madame la République francaise. Og De er ikke min moder.
Forældreløs af Frankrig.
Rynker på næsen af sin mor papirrepublik.

Man kunne have leet af det. Måske have lavet historier ud af det. Og faktisk finde en måde hvorpå man kunne få de andre til at le. At pleje sig meget for, at blive en smule helbredt. Stille og roligt. Du ved det med at sætte et benbrud på plads. Men man kan gemme sig nok så meget bag en maske, der er ingen maske stor nok til at skjule alle.

Hvor mange ansigter af ikke hvide franske skuespillere har man set på en plakat, i metroen eller på gaden de sidste 10 år? Mon de overhovedet eksisterer? Hvis ja er de troværdige? Hvis de er det, hvilken verden får de os så til at drømme om? Og kvinderne eksisterer de virkeligt eller er de stadig disse eksotiske, seksuelle objekter, som en gang fik Pépé le Moko til at drømme.

Skuespilsamfundet udnævnte nogen af os til VIP og forsynede fransk film med nogle spraglede elementer. En lille smule ”Debbouze” her og lidt ”Zem” der, som blev shaket for at opnå en lille marokkansk alibicocktail, der lukker kæften på dem, som fortæller os, at vi ikke er repræsenteret i 16/9mm film søndag aften.
For at nære polemikken tilføjer jeg, at pressens afsløringer af Djamals løn ligesom fratagelsen af prisen for filmen L’esquive af Abdellatif Kechiche ved sidste cæsaruddeling, er en del af venstrefløjens altid mistænkelige dårlige samvittighed, der består i at skjule denne branches sande virkelighed, bag det 100-årige overherredømme: et segregationssystem i mangel af bedre.

På den ene side er de private dramakurser – næsten alle parisiske – økonomisk utilgængelige for størsteparten af befolkningen i forstæderne, efterkommere af immigranter. På den anden side og takket være republikkens valgsprog er de nationale dramaskoler – konservatorierne ENSATT – gratis og offentlige. De er ikke grundlagt på noget etnisk kriterium og lovpriser lige muligheder.

Lighed.
Stor hjælp.
De gældende love forbyder os at skelne mellem eleverne på baggrund af race og lave statistikker over dem.
Stor hjælp. Lad os grine sammen.

Hvis man tager blomsten af den franske dramatikundervisning (Le Conservatoire National d’Art Dramatique de Paris) er der ud af 243 elever, som har gennemgået de otte sidste år fra 1997 til 2005, 7 færdiguddannede skuespillere, som stammer fra Vestindien, Afrika og Marokko, deraf 2 kvinder, altså 2,88 %. Ingen er af hverken asiatisk, tyrkisk, kinesisk eller pakistansk oprindelse.
Hvem taler om Ghetto? Det er en elite!
Alligevel er der mange franske instruktører af afrikansk og marokkansk oprindelse. Intet overraskende i det. Det der er vigtigt i en film, er hvad man ser. Fordi de ikke kan stå foran kameraet, står de bag kameraet. Men publikum er ligeglade. Og det er vi også. For vi vil være foran, bagved og ovenover: der hvor det foregår.

Fjernsynet har fundet ud af at mestre den kunst at finde en måde at gennemtvinge illusionen og bedraget, idet den udnytter folks følelser.

Under dække af fiktioner, som har til formål at forene det sociale aspekt med masseunderholdning, er de etniske roller blevet indrettet efter et bestemt billede af den proletariske virkelighed, der klogt fremkalder identificeringen: ordensbetjente med de laveste grader, sygeplejersker, barneplejersker, taxichauffører, skraldemænd, tilsynsførere på læsesalene i gymnasiet. Men naturligvis også efter hele det rige persongalleri af marginaliserede og negative grupper: tyve, dealere, alle slags terrorister, våbenføre mænd, skumle forbrydere, vagtmænd, ludere, plattenslagere, vandalere, lommetyve.
Listen er lang og mangfoldig for bejlere af skuespillerfaget i det negative Frankrig.

Ikke desto mindre krydrer nyankomne – fra østen – castingerne og giver en smule konkurrence på markedet for gemene roller, monopoliseret af arabere.
På samme tid beriger de fjernsynets drejebogsforfatteres tomme fantasi og tillader dem spidsfindige kombinationer: russisk eller serbisk mafia + hvid slavehandel + våbenhandel kontrolleret af arabiske bandeførere + ulovlig narkotikahandel drevet og organiseret af asiaterne etc. Uendelige deklinationer i en racesmeltedigel, som har sæde i elendighedens forsamling eller organiseret kriminalitet.

Filmen eller teatrets kunst er poesiens, fantasiens, grænseoverskridelsens, illusionens og fantasmets kunst, hvilken interesse ligger der i for en sort skuespiller at reproducere karakterer i et fiktionsværk, der er bundet af deres virkelighed, uden dramatisk afstikkelse, uden utopi, uden nogen frihed?
Og hvilken forfærdelig effekt på samvittigheden?
Selv på film forbliver en neger, en neger med et negerjob.
Hvorfor skal vi have tillid til en republik, som ikke bærer den sande republiks farver og som ikke ligner os?
Ikke en gang i vores drømme?
Og i vores lille teaterverden, hvor er den? Siden dramatikcentrerne og de nationale teatres grundlæggelse, har der ikke været nogen franskmand af afrikansk eller asiatisk afstamning, som er blevet nomineret.
Ingen. Nul. Intet. Wallou.
Tre generationers fravær. Det er kun med nød og næppe, at nogle kvinder i de 50 sidste år, har fået et nøglebundt til at kunne åbne 5 CDN.
Mindre end en mand, en kvinde, mindre end en kvinde, en araber, mindre end en araber, en arabisk kvinde.
Alt dette må stoppe. Virkeligt. Vi har fået nok.
Eller må alt dette fortsætte.
For at det alt sammen en dag forsvinder.

I Flammerne. Endnu engang.
For efter supermarkederne og skolerne, bilerne og byggemarkederne, er det teatrene og bibliotekernes tur til at stå i flammer, biograferne, forlystelsesparkerne, tv-studierne, alt som på lumsk vis eller ufrivilligt befordrer benægtelsen og løgnen om vores sande identitet: vi er franskmænd.
Der vil ikke længere være mulighed for at more sig over en verden, der i det uendelige vil give et negativt billede af os, et så degraderende billede, at det allerede har gjort os i stand til selvdestruktion.

- Har du lige sat ild til biblioteket?
- Ja. Der har jeg har sat ild.
- Men det er en eksempelløs forbrydelse! En forbrydelse begået af dig mod dig selv, skændigt! Bogen er din egen rigdom!(...) Har du da glemt, at din befrier er bogen? Den er din medicin, din guide, din beskytter. Dit had, den har den helbredt; din galskab, den har den fjernet. Den ødelægger skafottet, krigen, hungersnøden, ikke flere slaver og ikke flere udskud. Og den destruerer du, dig!
- Jeg kan ikke læse.
(Victor Hugo, “A qui la faute?”)

For en fange, som vil gøre en ende på sin afsondrede tid i fængslet, er den første frihedshandling at brænde sin madras. Hver anden gang bemægtiger ilden sig resten af cellen og han går til grunde i frygtelige lidelser. Men når han undslipper, er han som dette mytiske monster, fra nu af bevidst om, at han kan vælte verdensordenen og ryste gudernes trone. Ærgerligt for dem som ikke har hørt den sidste indringning: dørene vil være lukket lige fra forestillingens begyndelse.

Vi er alle børn af republikken?
Ah ja?
Det er rigtigt?

Jeg var rigtigt inspireret den aften af at høre republikkens præsident, hvis følsomme lugte- og høresans tydeligt synes at have lidt af en særlig nedbrydning gennem de sidste 14 år. Hvilke børn taler han om?
Dem hvis forældre får 50.000 franc i sociale ydelser, uden selvfølgelig at arbejde? [4]
Eller om Fardaous og Wael på syv og tre år, som går i skole i Pantin – og det er en forpremiere i Frankrig, skilt fra deres to forældre, fængslet i Mesnil-Amelot, mens de venter på deres forestående udvisning – stik modsat den internationale børnerettighedskonvention?
Eller om de to elever fra tredje g fra et gymnasium i Roubaix i marts 2005, som blev anholdt midt i klassen, fik håndjern på foran deres klassekammerater, før de blev taget med af politiet.
Børn fra Roubaix og fra Pantin, elendighedens elever.
Chirac er der.
Kom til far.

Jeg husker dette meget tydeligt. For ikke at glemme det, når jeg passerer en af de små unger, der står med næsen trykket mod ruden på MacDonalds i Drancy. Jeg vil invitere en af dem over til mit bord for at huske ham på republikkens love. Huske ham på, at hans indenrigsminister har forbudt hans forældre at parkere deres bil, anskaffet med penge fra stoffer, på et kommunalt område, som de skal betale en lokal skat til. Huske ham på at ministeren også har forbudt tiggeri og forbudt hans ludersøstre at trække på offentlig vej eller skjult i en campingvogn under motorvejen. Ved samme lejlighed husker jeg ham på, at hans forældre står til fængselsstraf, hvis de bliver kendt skyldig i at være ude af stand til at varetage opdragelsen af deres små tyveknægte.
Og hvis han lykkeligvis fortæller mig, at han ikke er fransk, vil jeg sige ham, at han med selv samme billet kan vinde 2 gange dobbeltstraf til det nationale lotteri og at hans billet giver ham retten til en enkeltbillet til Rom-landets store park.

Dem fra min generation har længe tænkt, at man skulle vente, til det falder til ro. Bringe selvopofrelser. Acceptere at blive dirigeret, fordi vi en dag havde fået vores navn på omslaget af en bog, på en teaterplakat eller i de tre første linier af en rulletekst. Hvem sørger over vores nylige koloniale historie – knap 40 år – som udviskes blidt. Og langsommeligt.

Men alt er gået i vasken. Ved politistavenes voldshandlinger, ved truslerne, ved de fascistiske metoder á la française: udgangsforbud, standsning af de sociale ydelser til urostifters familier, opsyn med forældre til de mindreårige, som er involveret i sammenstødene.

Da jeg var lille, talte man om indvandrernes børn. I dag er det stadig de ”unge født af indvandrere”. Hvor længe endnu skal vi bære de koloniale ydmygelsers brændemærker, som vores forældre og bedsteforældre har været udsat for, på vores ansigter? Og når det ikke er farven på din hud, så er det dit efternavn, dit fornavn, byen hvor du kommer fra som et postnummer tatoveret på armen.

De biler, som brænder, er ikke vores. Må de brænde i fred. De kører os ingen steder. De tilhører kreditforeninger, bankerne. Bankerne som nægter at åbne en konto for arbejdsløse, vikaransatte, dem med en opholdstilladelse, enlige kvinder, dem som viser sig i perioder og alle dem som har siddet i fængsel 1 dag.
Disse butikker er ikke vores. Må de brænde i fred. Det er varen som brænder, den som vi betaler dyrt, når vi skal fylde vores paptallerkener.
Disse skoler er ikke længere vores. Disse skoler hvor bevæbnede betjente kan trænge ind for at lægge to fjortenårige teenagere i håndjern midt i en time. Disse skoler hvor man snart vil lære hvordan Frankrig har gjort en god gerning for disse små børn fra Dahomey, det franske Algeriet, takket være en lov skamløst vedtaget med general ligegyldighed den 23. februar 2005.  [5]

Vi lærer stadig ikke, hvorfor disse busser, som brænder på en parkeringsplads, heller ikke er vores længere. Fra d.17 til den 20. okt. 1961 transporterede disse busser gratis, 11.000 franske muslimske arbejdere i tre dage direkte til interneringslejrene i Bois de Vincennes, Coubertins stadion eller til Palais des Sports ved porte de Versailles. Tusinde af dem vendte aldrig tilbage.

Men de kroppe som brænder, er og vil altid være vores.

Det er vores kroppe, kroppene af børn forstøvet i Paris’ boligkomplekser.

Det er vores kroppe, kroppene af disse børn overlevende fra de selv samme boligkomplekser og som man har sat på gaden, for at de ikke skal brænde ligesom deres brødre.

Det er vores kroppe, kroppene af disse tusinder af fattige fra de fattige lande, deporteret i fly af den franske stat uden for Schengens pigtråd.

Det er endelig vores kroppe, kroppene af disse tusinder af mænd og kvinder fyret af økonomiske grunde og hvoraf børnene en dag vil brænde fabrikkernes skrog, jobformidlingscentrene og supermarkederne og alt hvad der er tilbage i de franske regioner ødelagt af arbejdsløshed og profitpolitik. Og vores kroppe vil lægge sig til at sove på ruinerne.

Og ilden får atter minderne til at koge i vores hoveder.

I 1960, brændte det nationale politi kæber og kønsdele på algeriske industriarbejdere i en kælder i Goutte d’Or i Paris ved hjælp af en elektrisk generator.
For at få dem til at tale.
Politiet i dag løber ikke stærkt nok til at indfange rakkerpakket.
For at få dem til at tie.
Men historien indhenter dem altid.

Selv i en børsnoteret EDF transformator

Og strisseren som udtaler disse ord, ubevidst opfanget fra en dokumentar vist på alle tv-kanaler, lader den kollektive tankeløshed tale gennem sin egen tankeløshed: “Vil du ende som dine venner, som blev grillet i transformatoren?”

Bedre endnu, han befinder sig allerede, takket være et formidabelt ufrivilligt, mimetisk og fetichistik arbejde, i dønningerne af indenrigsministeren nedrige sprog.

Ude af stand til at beherske sine frustrationer, som tydeligvis er mangel på autoritet over for teenagerne, som dagligt er udsat for politiets brutalitet, tænker han ikke over, hvad han siger, fordi hans evne til at analysere og tænke er ikke-eksisterende i dette præcise øjeblik.
Fortumlet af sin mangel på uddannelse, er han hægtet af historien.
Derfor gentager han ganske enkelt, hvad han har hørt. Det har han lov til NU. For der er ikke noget tabu mere. Lad os kalde tingene ved deres rette navn.

I psykoanalysen hedder dette passage à l’acte, og i dette tilfælde viser det sig, at handlingen her er tale. Grænserne eksisterer ikke mere og vi er vidne til en skræmmende optrapning af krænkelserne.
Sarkozy tøvede ikke med at sige, under dække af falsk fortrolighed og med sit reptilsmil, at han (politimanden) bare kunne ”bruge et andet ord” Med andre ord, han kunne have gjort lige så stor skade, som hvis han havde skudt med rigtige kugler.

Mine damer og herrer, velkommen til forbryderministeriet med dets jargon, dets intimiderende ritualer og dets metoder.
Sin Boss.
Men vi, vi ser og vi ved, hvor reminiscenserne, farvet af dårlig trivsel og endemiske frustrationer, er opstået. Andre har endnu mindre formildende omstændigheder end denne neurotiske politimand.
Og måske endda profetiske drømme.

Og det er tilfældet med den socialistiske borgmester i Noisy le Grand, Monsieur Michel Pajon, som vågner en morgen efter en drøm. I sin by ser han allerede, som navnet indikerer, tingene i stort format. Han beder om intet mindre end hærens øjeblikkelige indgriben.
Hvem bedre end hæren kan pacificere denne monokrome, utæmmede horde, nattens skygger, legioner af katalytiske fantomer.

Men måske har han ret denne morgen.
Han har uden tvivl drømt, at vi befandt os i 1965 d. 11. august og at han var borgmester i Los Angeles. På denne dag i Watts, i et af de fattigste kvarterer i byen, anholdt politiet en sort på åben gade under en identitetskontrol. Familien griber ind og to andre af dens medlemmer bliver anholdt. En folkemængde samler sig. De tre sorte bliver taget med på stationen.
Og der udbryder uroligheder. Hæren griber ind og indfører udgangsforbud, men urolighederne holder først op seks dage senere. 34 døde, 1100 sårede, 4000 anholdelser og ødelæggelser for omkring 100 millioner dollars.
Billeder af byguerillaen fremkalder et chok i den amerikanske befolkning.

I 1965 forbød loven stadig sorte at bosætte sig i visse kvarterer.
Befolkningen i Watts bestod af 80 procent sorte, som ingen ville give arbejde og derfor havde byen stor arbejdsløshed.
Dertil skal tilføjes en enorm frustration akkumuleret på grund af ordensmagtens indstilling, hvor politichefen i L.A. på det tidspunkt holdt en åbenlys racistisk tale.

Love, der forbød diskrimination ved ansættelse og bosættelse, blev efterfølgende vedtaget og anvendt. Enorme lån blev bevilliget til byfornyelse.
En underlig drøm.
En underlig socialistisk drøm, Mr. Pajon.
For dette er atter en gang at kende den samtidige historie dårligt.
Glem ikke at Francois Mitterrand, før han blev konge af Frankrig, var indenrigsminister i 1954 og at han ikke havde hårde ord nok til at betegne de algeriske frihedskæmpere, ej heller metoder der var strenge nok til at slå ned på ”terroristhandlinger i et fransk departement”.

Man har i øvrigt set dem i arbejde i de sidste tredive år. Det gode rets korstog. For at indføre orden på Korsika og få dem til at respektere republikken mod terrorismen.

For et år siden passede Monsieur Sarkozy godt på, ikke at bruge sit neo-kolonialistiske ordforråd overfor øboerne, for våbnene og bomberne taler nemmere på skønhedens ø end i 93, på trods af det nationale fjernsyns propaganda som, hvis man skal tro på de mange reportager om emnet, gjorde indbyggerne i vores departement til en befolkning bevæbnet til tænderne, i stand til at modstå en invasion fra det ydre rum.

I fjernsynet, hvor man sædvanligvis viser os alt, har vi endnu ikke set effekten af de kugler, som siges, at være skudt efter politiet.

For at afslutte emnet om fremdragelsen af denne besmittede lov fra 1955, må vi igen huske på, at første gang den blev taget i brug i “fredstid” – er det endnu et tilfælde af historien – var det for at indføre undtagelsestilstand i den anden ende af planeten i Ny Kaledonien, for at tøjle disse fjerne indfødte, som ønskede uafhængighed.
Retten til værdighed koster dyrt i vores smukke land.

I det mindste har denne folkeopstandelse formået at indhente timerne i fransk historie for alle de ”som ikke kendte den” eller som ”intet vidste”.
Men premierministeren har foreslået, at sløjfe de ekstra skoletimer og forme de unge med mindre uddannelse og mindre kultur, ved at smide dem allerede fra fjortenårs alderen ind i de store industriforetagender eller i byggeindustrien. De gnider sig allerede i hænderne ved udsigten til en endnu billigere arbejdskraft end den i dag.
Bevidst eller ej gentager han ord for ord et af Front Nationales forslag.
Lad dog tvivlen komme dén til gode, som ikke synes at tvivle på noget.

Og det begynder forfra. Du bliver arbejder som din far.
Så er vi atter en gang trådt et skridt tilbage, til Victor Hugos tid, til knægtene på fabrikkerne og på byggepladserne, til ødelagte hænder af hårdt arbejde, til grå og trætte miner, hjernen fuldstændig tom. Hvordan kan den højest ansvarlige for regeringen ignorere, at Seine-Saint-Denis er departementet med den største børnedødelighed i Frankrig, 5,7 pr.
tusind indbygger, med håbet om et liv under det nationale gennemsnit? Det er lige meget. Den franske stat har aldrig bekymret sig om den laveste samfundsklasses unge, medmindre det var for at smide dem i allerede overfyldte fængsler eller for nu at benytte dem som billig arbejdskraft, i det de samtidig glemmer børns fundamentale rettigheder: retten til uddannelse og kultur.

Udover politisk hensynstagen, må man dvæle ved de mest fordækte mål.
Under dække af professionel uddannelse er fremmedgørelse ved fysisk arbejde, den sikreste måde, at formindske al form for frihed til at tænke for et individ, der allerede er straffet af et utilpasset skolesystem, som afviser de svageste. De fysiologiske konsekvenser og traumerne affødt af et højt niveau af analfabetisme fører til adfærdsvanskeligheder forbundet med en følelse af underlegenhed. Eller værre endnu ondartet mental patologi, som vist af undersøgelser lavet med mindreårige i ungdomsfængsler.

Kun kontrolleret skoleuddannelse, læsning, kultur i dens mange aspekter for at undgå at en ung på fjorten eller seksten år ender med at føle sig blottet rent intellektuelt overfor en verden hvor ord og sprog bliver, for den som behersker det, instrumentet for udfoldelse og frihed.
Og for ignoranten, det sikreste middel til domination og undertrykkelse.

Hvor går vi nu hen. Hvad gemmer fremtiden til os.
Et nyt republikansk spjæt? Endnu et?
Vi har ladet vores drømme visne og falme.
Hvem tror helt alvorligt, at dette en dag vil ændre sig.
Og at maskinen omstiller sig. At damptromlen holder op med at danne veje hen over kroppene på alle dem, som er så uheldige at snuble. For mange af os holder livet ud i strakt arm, hver dag for at kunne tage den med til dagen efter, for at påbegynde dagen efter det samme mønster.
Er vores eksistens blevet en byrde, så at vi ikke en gang er bevidst om den smule glæde, som den giver os? Og den smule tid som vi ofrer på at give den et ubekymret ansigt og den enkle glæde ved at leve, på den måde helt gratis den enkle glæde ved at leve?
Hvem tror helt ærligt, inderst inde, at dette samfund, som vi har bygget på en seismisk spalte, vil være i stand til at modstå fremtidige syndfloder.
Og begynde forfra som om intet var hent? Uden overhovedet at prøve på at stoppe hullerne i jorden.

Dette er min krop
Det er det eneste, jeg har tilbage
Et stykke af evigheden
Smid det ikke bort med det samme.
Tag den.
Den har stadig smag.
Smag på livet.

Oversat fra fransk for Øjeblikket af Josephine Julie Fity fra “Ceci est mon corps a 93°” (kan findes på www.multitudes.samizdat.net).

[1] Her refereres til departement 93, forstaden hvor urolighederne fandt sted i Paris 2005 (oversætters note).

[2] Fattigdomsundersøgelse: http://lesrapports.ladocumentationf...

[3] Fra Luc Bessons film Anticipation urbaine, hvor man risikerer at blive sendt til Drancy, et uigennemtrængeligt fort.

[4] ”Vores problem er ikke de fremmede, det er, at der er for mange af dem. Det er måske sandt, at der ikke er flere fremmede end før krigen, men det er ikke de samme og det gør en forskel. Det er sikkert, at hvis det er spaniere, polakker og portugisere vi har til at arbejde hos os, skaber det færre problemer end hvis det er muslimer og sorte.” ... ”Hvordan vil De have at den franske arbejder skal have det, hvis kone også arbejder og som tilsammen tjener omkring 15000 franc, som så ser naboen i det samme sociale boligbyggeri, en familie med en far, tre eller fire hustruer og en halv snes unger, få 50.000 franc i sociale ydelser, uden selvfølgelig at arbejde ... og hvis man så tilføjer larmen og lugten, ja så bliver den franske arbejder på trappeafsatsen sindssyg. Og det er ikke at være racistisk, at sige dette.” Jacques Chirac, 19. Juni 1991 i Orléans.

[5] http://www.legifrance.gouv.fr/WAspa...