Man forstår virkelig jublen…

af Jeppe Wedel-Brandt

“Flere i ghettoerne har fast arbejde”, sådan lød historien i DRs radioaviser og hjemmeside fredag d. 5. december. Umiddelbart en god nyhed, skulle man mene. At besidde et lønnet arbejde er i et kapitalistisk samfund forbundet med den helt centrale anerkendelse af, at ens evner har værdi for andre konkret i arbejdsfællesskabet og for fællesskabet generelt. I første omgang undrede det lidt, at der ikke til historien var knyttet noget om hvilke nye jobs, det var, der var skabt for beboerne i disse udsatte områder - hvilke økonomiske udviklinger, eller hvilken social indsats, havde sikret arbejde til folk, der ellers længe har været ekskluderet fra arbejdsmarkedet? Anden gang jeg hørte historien, hørte jeg derfor ekstra godt efter, og det blev klart, at der ikke var skabt nye job, men nye beboere…

I sager som denne behøver Berlingeren ikke konsensusideologiske omskrivninger, så de kunne langt skarpere konstatere: “Forskelsbehandling i ghettoer virker”. Sagen er nemlig den, at Københavns Kommune og Boligselskabernes Landsforening har lavet en aftale, der betyder, at folk i arbejde eller under uddannelse kan springe ventelisten (og dermed folk der er arbejdsløse) over, når det gælder at flytte ind i disse områder. Der er mange eksempler på, at forskelsbehandling giver mening inden for de perspektiver for samfundsændring, et statsapparat kan stå for. Men der er noget særdeles suspekt ved dette tilfælde, her er det - modsat eksempelvis kønskvotering – den mindre privilegerede part, der må afstå nogle af sine muligheder. Det er desværre sigende for den generelle tilstand i landet, at det er de svageste, der må ligge ryg til ‘reformer’ - vi hører næsten Claus Hjort Frederiksen, ‘hvis man vil have en lejlighed, må man jo bare tage sig sammen, droppe sløvheden og arbejde’. Måske skal vi kræve fire ansøgninger om ugen for boligsøgende i socialt boligbyggeri.

I sig selv er det et fornuftigt mål, at det urbane rum gennem en varieret beboersammensætning faciliterer møder mellem forskellige samfundsgrupper, men er det overhovedet det, der er på spil? Hvis en velfungerende offentlighed var målet, er denne politik komplet inadækvat. Hvis der skal brydes med fordomme og segregation, er en indsats som denne ubrugelig, hvis der ikke samtidig arbejdes på et opgør med den sociale stigmatisering (som oftest også er blandet med den udbredte danske racisme) og for ‘naturlige’ rum for møder i lokalmiljøet.

Meget kunne tyde på, at rationalet nærmere er, at man i disse områder oplever en stor koncentration af forskellige problemer, fra dårlige resultater i skolen til ungdomskriminalitet. For at gøre op med dette ønsker man så at tilføje ‘ressourcestærke’ beboere til området – på nogle områder ikke helt dumt, særligt hvad angår skole betyder klassekammeraternes forudsætninger en del. Men igen er der noget omvendt ved den her proces. Det er på en måde en klassisk gentrificeringsproces (se f.eks. Jakob Jakobsens Neoliberal normalisering af byen), hvor mindre privilegerede skubbes væk fra kvarteret til fordel for mere ‘rentable’ beboere, dog med den lille krølle at prisen på de pågældende boliger ikke er markedsstyret. Løsningen på samfundsmæssige problemer synes således at være, at få nye folk ind, lukke øjnene og så håbe at de egentlige forandringer genererer sig selv derfra. Der gøres intet for at gøre de udsatte områder mere attraktive og bedre at bebo; lejligheder, ejendomme, legepladser, lokalområde, etc. gøres der intet ved. Ikke overraskende kan en forsker fra RUC, da også konstatere at: “succesen skyldes, at det er dyrt at finde en bolig i København, hvorfor modellen ikke umiddelbart vil være anvendelig i provinsen.”
Med andre ord kan Københavns Kommune ved at diskriminere de dårligst stillede lukrere på de absurd høje boligpriser i byen, og uden at lægge en egentlig indsats for at forbedre forholdene, fejre sig selv som ‘bekæmpere af ghettoer’. Man forstår virkelig, at beskæftigelses- og integrationsborgmester Jakob Hougaard har svært ved at få armene ned, når man tænker på alle de folk, han på den måde har fået i arbejde. Eller hvordan var det nu, det var…

En egentlig inddragelse af beboerne i områderne og en reel forbedring af forholdene for dem, er selvfølgelig irrelevant, når simpel diskrimination kan gøre arbejdet.

Men det mest fantastiske ved historien og den gode socialdemokrats jubel er alligevel tallene; på et år er arbejdsløsheden faldet (altså uden at folk er kommet i arbejde) med syv procentpoint fra 49 % til 42 %. Jo, det er korrekt læst, gennemsnittet for samtlige københavnske ghettoområder er, at mere end to af fem beboere er arbejdsløse. 42 %, det er omtrent det samme som ungdomsarbejdsløsheden (den generelle arbejdsløshed er lidt lavere) i Clichy-sous-Bois, en af de hårdest ramte parisiske forstæder og der optøjerne i 2005 startede. Man forstår virkelig jublen…