Fra lejr til by

21. november 2009 tags: Demokrati Racisme Mobilitet

Fra lejr til by
Et meget subjektivt skrift om Kirkeasyl og København

af Lise Olivarius

20. august 2009. Det er nat i Sandholmlejren. Og udenfor, hvor jeg holder vagt sammen med tre andre Kirkeasylfrivillige. Eller hvad det nu er, vi foretager os. Asylvagter, kalder vi os; vores opgave er at holde øje med udgangene og slå alarm, hvis vi ser noget, der ligner en udvisning. Derefter er planen at blokere lufthavnen. 19 irakere fra Brorsons Kirke sidder fængslet i Ellebæk, Sandholms lukkede afdeling, hvorfra de når som helst kan blive deporteret.
Det er en uge siden, Brorsons Kirke blev ryddet. En uge siden, at irakernes kamp, efter på yderst anmassende vis at have rykket sig ind i centrum af byen og den offentlige debat, blev trængt tilbage og igen forsøgt stuvet af vejen i en afkrog af samfundet. Der er altså sket en bevægelse fra lejr til by tilbage til lejr igen. Ifølge Giorgo Agamben har lejren afløst byen som Vestens førende biopolitiske paradigme. Det er en af den slags pligtskyldigt udenadslærte oneliners, der pludselig giver helt ny mening for mig. Så vidt, så skidt. Men skulle man se lidt lyst på tingene, hvad jeg stadig er i stand til på dette tidspunkt, kunne man måske tale om, at irakerne tog lidt af byen eller byens modstandspotentiale med sig tilbage til lejren. Masser af (medie)opmærksomhed, for eksempel. Eller mig. Ikke fordi jeg tror, min tilstedeværelse i sidste ende gør en forskel, men fordi mit udgangspunkt må være subjektivt. Hvis jeg skal skrive historien om Kirkeasyl, må det blive min historie.
Det er en mørk og stille nat. Jeg har boet i København så længe, at jeg helt har glemt, mørke og stilhed kan være så massivt. Vi er så langt ude på landet, at her ikke engang er gadelygter.
Det er også min fødselsdag. Jeg fylder fireogtyve. Fra i dag har jeg lov til at gifte mig med en udlænding. En af Sandholm-beboerne, der kommer ud for at snakke med os, fortæller at han regner med at få afslag på asyl og spørger, om jeg vil gifte mig med ham, så han kan søge om familiesammenføring. Så griner vi. Kun en anelse anstrengt.
Der er to udgange, en ved Sandholm og en ved Ellebæk, og vi er to vagter hvert sted. Uden for Ellebæk er det militærområde, vi har egentlig ikke lov til at være der og bliver med jævne mellemrum smidt væk af vrede militærfolk. Så venter vi lidt, inden vi kravler tilbage og gemmer os i det høje græs mellem rustne jernstjerner og skilte, der advarer mod granater, landminer eller hvad det nu skal forestille.
Uden for Sandholm kan der være ganske livligt. Søvnløse og snakkesalige beboere stopper for at sludre; mange er overvældende positivt indstillede over for vores tilstedeværelse og vil meget gerne i kontakt. Hver gang jeg kommer hjem fra en vagt, har jeg lommerne fulde af papirlapper med nedkradsede telefonnumre og e-mailadresser. Forbipasserende slår sig ned blandt de puder og madrasser, der udgør vores vagtpost, og som forskellige venlige beboere har hentet til os sammen med mad i skumplastbakker og litervis af kaffe. Man kan næsten blive lullet ind i en afslappet stemning af pyjamasparty, og man kan brat blive revet ud af den igen, når en asylansøger midt i en hyggelig samtale pludselig fremviser sine torturar, meddeler, hun har aids eller spørger om jeg ikke nok kan hjælpe med at få hans børn til landet. Eller bare fortæller om en gængs dansk asylsagsbehandling.
Mange er påvirkede, af hvad man nu har råd til at være påvirket af som asylansøger. Nogle nætter har der været slåskampe og højlydte skænderier på parkeringspladsen. Ofte kører ambulancer ind og ud af porten.
I nat er her ikke så dramatisk. En gruppe unge mænd er kommet hen for at snakke med os. På gebrokkent, omend meget entusiastisk engelsk priser de Danmark i høje toner. Nærmest som om de tror, hver dansker, de møder, er repræsentant for en jury, der skal afgøre deres skæbne og derfor skal formildes. Det gør mig lettere utilpas. De tilbyder os kaffe – på trods af, vi allerede sidder med syv-otte termokander – og da jeg takker nej, giver de mig en kop mælket indisk te, der er så hvinende sød, at jeg diskret hælder den ud i græsset, da de er gået.

By, lejr, center, scene
Lad mig spole to måneder tilbage. Det er nat på Nørrebro. Jeg holder vagt uden for Brorsons Kirke. Her bor en gruppe afviste irakiske asylansøgere, som har taget den modige beslutning at flytte deres kamp ind i byen og ud af lejren. Eller centret, som det så officielt, eufemistisk og misvisende hedder – men lejren er ikke et center, ikke i nogen af ordets betydninger. Byen er centrum. Nørrebro er yderligere centrum, for så forskellige ting som bandekrig og undergrundskultur. Hvad kan byrummet i sin egenskab af centrum eller koncentration af mennesker bidrage med i kampen for asyl?
Byen er blandt andet det offentlige rum, og det offentlige rum er sted for mødet med den anden.
I byen findes det offentlighedens søgelys, som er både en mulighed og en risiko. Men byen er også rum for det modsatte, for underjordisk virksomhed. Byen har potentiale for både synlighed og usynlighed – mens lejren på en mærkelig måde udelukker begge dele ved på én gang at være rum for overvågning og isolation – og i kampen for irakernes sag er begge potentialer blevet udnyttet; man har arbejdet både over og under jorden.
Men det er dog ubetinget den førstnævnte strategi, synlighedens, der har været den dominerende. Jeg bliver ved med at gribe fat i en bestemt formulering: Byen er scene for...- og jeg bliver ved med at navigere uden om, af frygt for at lægge vægt på et iscenesættelsesaspekt af kampen. Samfundet bør ikke være et skuespil. Den slags betænkeligheder. Men måske er figuren ”byen er en scene” netop passende for Kirkeasyls strategi, som i høj grad har baseret sig på eksponering. En stor del af kampen har udspillet sig i medierne. En anden stor del har formet sig som symbolske manifestationer. Kirkerummet var også et udstillingsrum. Strategien har (lidt groft sagt) baseret sig på fremvisning af sårbarhed i et forsøg på at appellere til medfølelse. Som om kirkerummet havde afsmittet med et næsten kristent kodeks, en uoverladelig venden den anden kind til. Det har da heller ikke skortet på diskursive udnyttelser af Kirken i Kirkeasyl. Mange, fra præster og læger til privatpersoner, har argumenteret for asyl med Biblen i hånden, insisteret på kirkerummets ukrænkelighed, påberåbt sig en guddommelig moral, der står over loven eller forsøgt at iklæde irakerne martyrglorie. Det bør man som ateist vel stille sig skeptisk over for, men en principiel tordnen mod religion føles også lidt malplaceret her. Jeg mener snarere, det religiøse argument er lidt tamt, end at det er direkte forkasteligt.
Fra et rent pragmatisk synspunkt er pointen, at det ikke nytter at vende den anden kind til. Strategien har måske nok skabt en vis folkelig velvilje, men den må grundlæggende siges at have slået fejl. Systemet viste sig som ubønhørligt. Lige så vel som politiet ikke veg tilbage for at slå løs på fredelige demonstranter, blev magten ikke afvæbnet af den demonstrative sårbarhed. Tværtimod. Den lugtede blod og slog ned på enhver blottelse. Sagen blev udnyttet til symbolpolitisk at demonstrere konsekvens fra regeringens side. Staten har behandlet både egne og andre borgere som uartige (og meget uønskede) børn, der skal lære, det ikke kan betale sig at lave ballade. Sådan en stat er det omsonst at appellere til.
”Men det er da i hvert fald lykkedes os at skabe opmærksomhed”, har det trøstende omkvæd lydt, når alting har set sortest ud. Men hvis opmærksomhed ikke fører til handling, bør man måske sætte spørgsmålstegn ved den præmis, at opmærksomhed per definition er godt. Det samme gælder massemobilisering. Når masserne er mobiliserede, må de også foretage sig noget. Ud over rent symbolske manifestationer [1].
Men Kirkeasyl repræsenterer generelt en afradikaliseret form for aktivisme, og bevægelsen adskiller sig på flere måder fra den klassiske asylaktivisme [2]. Ved i højere grad at arbejde inden for systemet, ved sin ambition om at appellere bredt, sit erklærede mål om ikke kun at repræsentere et ”marginaliseret venstrefløjssynspunkt”, sin insisteren på at være et borgerinitiativ, sin næsten borgerlige retorik om anstændighed og barmhjertighed, sin reformistiske, næsten velgørenhedslignende karakter (for nu at være lidt grov) og sin udvidelse af sin målgruppe til også at omfatte den almindelige, pænt midtersøgende, Politiken-læsende dansker. Kirkeasyl minder på nogen måder mere om en humanitær organisation end et aktivistisk projekt. Man kan rette samme kritik mod Kirkeasyl som mod mange NGO’er: At der fokuseres på hvad der er galt, men ikke (nok) på hvorfor det er galt. Kirkeasyl har på vildt imponerende, professionel vis knoklet for den enkelte irakers liv – men i den kamp er det større politiske perspektiv somme tider gået tabt, eller i hvert fald ikke blevet ekspliciteret udadtil.
På trods af Kirkeasyls relative tilbageholdenhed med at agere for politisk, har kritikken fra forskellige modstandere (forudsigeligt nok) lydt, at Kirkeasyl tager mennesker som gidsler i kampen for en politisk dagsorden. I det omfang en sådan kritik overhovedet skal tages alvorligt som andet end slet skjult legitimering af en xenofobisk agenda, kan man kun svare: Selvfølgelig har Kirkeasyl en politisk dagsorden. Kampen mod en racistisk stat må og skal naturligvis være dybt politisk [3]. Det burde være indlysende, og, det skal retfærdigvis siges, er det også for størstedelen af kræfterne i Kirkeasyl. Den enkelte frivillige har tit personlige sympatier, der er mere radikale end Kirkeasyls officielle program, og er sig ofte både pinligt og ironisk bevidst om omkostningerne ved den midtersøgende strategi, der i hvert fald udtrykkes udadtil.
13. august 2009. Det er dagen efter rydningen af kirken. Jeg står på Christiansborg Slotsplads sammen med over tyve tusind andre mennesker, der er gået på gaden i protest mod nattens hændelser. Det skulle efter sigende være den største demonstration mod regeringens udlændingepolitik nogensinde. Og på trods af mulighederne ved denne unikke massemobilisering, forbliver aktionen domineret af reaktion, reformisme og national selvgodhed. Af anstændighed. Som i Yildiz Akdogans (mf’er, socialdemokrat) tale, hvis argumentation lyder, at barmhjertighed er en særlig dansk værdi, og asyl til irakerne vil være en fjer i hatten på danskheden. Som Carsten Jensens tale om anstændighed. Andre taler om anstændighed. Og, for at det ikke skal være løgn, slagord om anstændighed (Mer anstændighed! Send dem ik’ derned!).
Men bør man ikke være taknemmelig over al den støtte, man kan få? Måske. Igen: Den slags retorik er måske ikke direkte skadelig, men den formår mildt sagt heller ikke at adressere den egentlige problematik. For det handler ikke om anstændighed, ikke om barmhjertighed, ikke om at den danske stat bør vise storsind over for få udvalgte, som det er særligt synd for (som Søren Rafn argumenterer meget skarpere og mere udfoldet for i sin artikel Når lejren rykker inden for); det handler ikke engang om, at Danmark som krigsførende nation har et særligt ansvar over for irakere. (Og det handler slet ikke om, at kirkerummet er blevet krænket.) Det handler for det første om den danske udlændingepolitik som helhed – mange andre end de 282 irakere [4] bør få øjeblikkeligt asyl – og for det andet om, at nationalstaten generelt og den danske i særdeleshed er en grundlæggende racistisk, ekskluderende og dræbende konstruktion. Kampen for asyl må udfordre nationalstaten. (Blandt andet derfor er det problematisk at udvælge de få heldige modtagere af asyl på baggrund af nationalitet.) For at formulere en positiv politik: Det handler om, at migration er et potentiale. At bevægelsen af mennesker er grundlæggende god.
Derfor betyder det noget, at kampen for asyl rykker ind i byen. Både byen og migrationen skaber sprækker i nationalstatens suveræne og homogene enhed [5]. Og låner af hinandens modstandsformer - som når asylkampen tager form af gadekamp [6].
12 timer tidligere. Endnu en nat på Nørrebro. Politiet er gået ind i kirken. Jeg står udenfor sammen med et par hundrede andre demonstranter (lidt fortumlede og søvndrukne, væltet ud af sengen efter at være blevet vækket af den frygtede kæde-sms). Her bliver ikke råbt slagord om anstændighed, det er derimod de klassiske asylaktivistiske paroler, der bliver hevet frem: Asyl! Til alle! Her og nu!og No borders! No nations! Stop deportations! Det er ikke Kirkeasyls officielle mål eller politik, hverken asyl til alle eller ophævelse af nationalstaten, men det er hvad vi råber. Og mener [7]. For Kirkeasyl er en bred bevægelse og rummer også mere progressive og radikale elementer, som rækker ud over den reformistiske symbolpolitik, der somme tider stjæler (medie)billedet. Selv om det til en vis grad også i nat er figuren byen-som-scene der er styrende for begivenhederne – det er blevet fremhævet, at politivolden gavner sagen og kan fungere som et illustrativt skuespil eller et mikrokosmos af den større problematik: Politiet (virkelig uhørt voldelige) i rollen som den dræbende stat, demonstranterne (virkelig strengt ikke-voldelige) som de sagesløse ofre. Når demonstranterne på så imponerende veldisciplineret vis opretholder aktionens rent defensive karakter og pæne tone (en fyr, der råber ”fascistsvin” efter politiet, bliver irettesat af en officielt udseende demoguide med megafon - ”Det kan godt være, de er fascistsvin, men det er ikke Kirkeasyls stil at råbe det, og vi er alle sammen Kirkeasyl nu!”) er det først og fremmest for at skabe goodwill i medierne. Men på trods af disse symbolske træk, er det ikke rent symbolsk, det der sker i nat.
Men lige nu står jeg og fryser på Rantzausgade og er absolut ikke i stand til at se noget progressivt aspekt ved nattens hændelser. Vi står bag en mur af kampklædte betjente og kan kun se på, mens kirkens mandlige beboere en efter en, iført strips, bliver ført ud af kirken og ind i den ventende bus. (Her bliver jeg nødt til at operere med et os (danskere) og et dem (irakere), beklager, men det er skel, der er påtvunget og genindført af den politimur, jeg lige nu stirrer ind i ansigtet, som et lille stykke landegrænse mellem statsborgere og statsløse). De fleste er forholdsvis rolige, hvad enten det så er af chok eller resignation. Nogle forsøger at vinke med de bagbundne hænder. Bussen begynder at køre. Vi danner blokader, får bank, bliver slæbt væk, løber, danner nye blokader, får flere bank. Det står på i et par timer. Så kører bussen væk med irakerne, og demonstranterne står tilbage med blå mærker (af knippelslag) og røde øjne (af gråd eller peberspray).

Intimpolitik og berøringsangst. Sorg, vold, vidnesbyrd
Byen er som sagt rum for mødet med den anden. Det er ikke nødvendigvis noget let møde. Det er hårdt at være involveret i Kirkeasyl. Tilbage til Brorsons Kirke den nat, jeg er vagt, inden rydningen, hvor det ikke er så hårdt endnu. (I min historie – og med fare for at virke selvoptaget bliver jeg nødt til at holde fast i, at det er min historie – er der et før og et efter 13. august.) Det er en meget lys og lun juninat. Her er også søvnløse beboere, der kommer ud for at snakke. Mange fortæller uden videre deres livshistorier eller bare brudstykker fra livet i Irak. Det er vigtige historier, som jeg vældig gerne ville skrive ned, og jeg har også prøvet, men jeg bliver holdt tilbage af en følelse af, at det ikke tilkommer mig. Jeg er ikke Historiens subjekt, og, har jeg efterhånden erkendt, heller ikke Historiens fortæller. Så jeg nøjes med at lytte.
Vel også af frygt for det uetiske i at forvandle traumer til (æstetisk?) skrift. Den slags er der skrevet mange hyldemeter om. Det hedder vidnesbyrdlitteratur. Her kunne man være en artigt skolet litterat og sige lidt om uudsigelighed, om Adornos bandlysning af poesi efter Auschwitz eller Günter Grass’ påbud om, at den poesi, der måtte skrives, i hvert fald må være grå. Nu er det jo ikke poesi, det her, men man kan vel godt tale om, at al form for skrift er æstetisering og udnyttelse af virkeligheden. Det er jeg sådan set som udgangspunkt uenig i – eller rettere, jeg mener, at på trods af det, er skriftligt vidnesbyrd (også i form af poesi) uomgængelig vigtigt. Men det er ikke pointen; pointen er den irrationelle skyldfølelse.
Berøringsangsten er et grundvilkår. Den berøringsangst, som jeg forestiller mig (og det er måske også eurocentrisk?) er en konsekvens af at være Privilegeret Hvid Vestlig Middelklasse, og som i mit tilfælde åbenbart er værre end de flestes. Måske forstærket af min indoktrinering til et sammenrod af poststrukturalistiske, postkolonialistiske, post-så-meget-andet idéer, der har skabt en overdreven angst for at ”italesætte” og ”producere diskurser” det øjeblik, man siger noget om andet end sig selv. (Umotiveret brug af gåseøjne (og parenteser?) er en anden konsekvens af poststrukturalistiske indoktrinering.)
Men noget andet byen kan med sit offentlige rum, er at udfordre intimsfæren (som er en borgerlig konstruktion) og dermed også berøringsangsten. Selv om Brorsons-beboernes mangel på plads og privatliv langt fra er optimalt eller behageligt, betyder det noget, at de før så isolerede menneskers dagligliv rykker ind i det semi-offentlige rum, der er kirkerummet. Det betyder noget, at vi laver mad, passer børn og vasker bleer sammen. Og at vi taler sammen.
De første par gange jeg er vagt, gibber det uvilkårligt i mig, når jeg hører en frivillig eller en beboer uden videre spørge en anden: Har du været tvungen Baath-soldat? Har du været udsat for tortur? Men jeg finder hurtigt ud af, at de fleste gerne vil både spørges og svare. Denne nat spørger jeg, så enkelt som en poesibog, og som jeg ellers aldrig ville spørge: Er du kurder eller araber? Er du muslim?Hvor længe har du været i Danmark? Hvordan ser det ud med genoptagelse af din sag? Har du familie i Irak? Hvordan kom du hertil?
Den ligefremme enkelhed er selvfølgelig også en konsekvens af den sproglige kløft. Mange har været i Danmark så længe – nogle i op til tolv år – at deres dansk er flydende som en indfødts, mens andre taler en hjemmestrikket blanding af engelsk og dansk, somme tider suppleret af tegnsprog og med strejf af svensk eller tysk eller spor fra andre europæiske lande, hvor de tidligere har søgt asyl. Ligegyldig smalltalk bliver på en mærkelig måde umuliggjort. Sprogkløften kan også mindske afstanden mellem mennesker.
For et par dage siden prøvede jeg for første gang at føre en samtale med tolk. Da havde jeg lidt af den samme oplevelse - kommunikationen blev forsinket, men også destilleret til et koncentrat af oplysninger og følelser. (Desuden er en samtale på tværs af sprogbarrierer en mere fysisk kommunikationen: man gestikulerer og aflæser i højere grad hinandens mimik og kropssprog.)
Tilbage til Brorsons. Det er næsten lyst nu. Vi sidder på trappen uden for kirken og ser på den forbipasserende trafik. Nogle nætter har vi kunnet følge bandekrigen fra første række. I nat byder udsigten mest på fulde mennesker, der kommer ravende hjem fra byen samt det sædvanlig opbud af politi, der døgnet rundt patruljerer på Nørrebro. Vi griner lidt af de mest berusede (oversproglig humor) og bliver kun en anelse anspændte, når politiet kører forbi. I starten for jeg panisk sammen og var parat til at sætte sms-kæder i gang ved synet af hver eneste patruljevogn. Nu ser jeg kun et øjeblik op fra det backgammonspil, jeg er ved at tabe til to af kirkens beboere. En af dem lærer mig et par kurdiske gloser, som jeg øjeblikkeligt glemmer igen.
Byen kan som sagt udfordre intimsfæren. Nedbryde grænsen mellem det offentlige og det private og gøre det personlige politisk, for nu stjæle det gamle, men stadig relevante feministiske slagord.
Kirkeasyl er som sagt et politisk projekt, og politik handler om følelser. Kirkeasyl handler i høj grad om følelser. Det er svært, pinligt og patetisk at skrive om følelser, så jeg remser hurtigt op for at få det overstået: At være involveret i Kirkeasyl er følelsen af sorg, smerte, chok, vrede, magtesløshed, knippelslag, peberspray. Det er følelsen af at skulle revidere sit verdensbillede et par gange om dagen. Følelsen af, at man burde omsætte alle de følelser til noget konstruktivt. Handling, for eksempel, eller i det mindste ord. Følelsen af, at man burde levere knivskarpe kulturkritiske analyser, og følelsen af at være komplet ude af stand til at gøre det. Følelsen af kun at have fuldstændig ubærligt banale ting at sig, og følelsen af at sætte personlig forfængelighed til side og sige det alligevel.
Af alle de nævnte følelser er vrede er almindeligt anerkendt som politisk drivkraft, mens følelser som sorg og depression for det meste tilskrives den private sfære. Men ifølge Judith Butler – for nu at tage fat i en helt anden slags feminisme – kan sorg også være politisk mobiliserende. Som hun skriver i Precarious Life - The Powers of Mourning and Violence: Mange mennesker tror, at sorg er privatiserende, at den genskaber en situation, hvor vi er alene og i den forstand er afpolitiserende. Men jeg tror, den tilvejebringer en følelse af politisk fællesskab med en kompleks orden, og den gør først og fremmest dette ved at fremhæve de relationelle bånd, der har implikationer for en teoretisering af fundamental afhængighed og etisk ansvar [8].
Den politisk vakte sorg hænger tæt sammen med livets skrøbelighed og kroppens sårbarhed (og med begæret, hvad der måske har knap så meget relevans her), og sårbarheden hænger igen sammen med fællesskabet, med vores udsathed som forbundne til hinanden: Tab og sårbarhed synes at være en følge af vores væren socialt konstituerede kroppe, knyttet til andre, med fare for vold i vores egenskab af udsathed [9]. Det er svært at lade være med at relatere til Kirkeasyls strategi, som jeg tidligere kaldte eksponering og demonstrativ sårbarhed. En strategi, der som sagt har spillet fallit, og som også bør kritiseres af andre grunde. Men det sorgfulde, følsomme engagement kan sagtens være radikalt. Det handler om at anerkende sorg og følelser generelt som kritisk, politisk praksis, og om at gøre op med den binære modsætning mellem den private enkeltperson og det politiske fællesskab. Som når Kirkeasyl sætter navn og ansigt på den afviste asylansøger i sine kampagner og på sine plakater. Det er blevet kaldt smagløst, patetisk, billig spillen på følelser, men kan også ses som en udfordring af den politiske offentligheds angst for intimitet (tænk på et ord som følelsesporno). For det intime er også politisk.
Det sorgfulde engagement bør vel at mærke ikke udelukke vrede. Det er nødvendigt med strategier, der både er mere offensive og mere undvigende end hvad Kirkeasyl foreløbig har budt på. Vi bliver i det hele taget nødt til at gribe til mere radikale midler i en erkendelse af, at retssystemet er sat ud af kraft. Vi kan ikke operere inden for loven, når magten ikke længere selv gør det.
Det forekommer mig, at et generelt brugt greb til kontrol af subjekter i et postdemokratisk Vesten, er en kilen sig ind i en sprække mellem lov og ikke-lov. Magten handler gennem ikke helt institutionaliserede institutioner, der benytter sig af institutionens autoritet uden at være underlagt dens regler. Det er et kunstgreb, der i stor udstrækning har været anvendt i sagen om irakerne (og uden tvivl i så mange andre asylsager, der ikke har fået samme opmærksomhed). Flygtningenævnet er en domstol og ikke en domstol. Ellebæk er et fængsel og ikke et fængsel (og virkelig et utrolig mærkeligt sted). De indsatte er ikke rigtig anklaget for noget. Den irakiske delegation fandt ingen helt ud af, hvad var. Alligevel lod man den træffe suveræne afgørelser om irakernes liv.
Det er måske den undtagelsestilstand, alle taler om.

[1] I praksis er en handling aldrig enten symbolsk eller konkret, men det er vel muligt at tale om grader af symbolskhed. En lystænding har for eksempel en høj grad af symbolskhed. En blokade en mindre grad. Det lidt letkøbte ”noget”, jeg opfordrer masserne til at foretage sig, kunne for eksempel være en blokade. Hvis bare lidt flere af de tyve tusind mennesker fra demonstrationen dagen efter rydningen havde deltaget i nattens aktion, havde det betydet noget.

[2] ”Klassisk asylaktivisme” er et lidt hjemmelavet og ikke helt autoriseret begreb. Hvad jeg har i tankerne, er dels det, man kalder den antiracistiske bevægelse, som er et halvfemserfænomen, dels forskellige asylpolitiske enkeltaktioner. I Danmark har der været et par Sandholm-aktioner med Luk Lejren som den seneste samt den helt anderledes vellykkede kirkebesættelse i 93 (når sammenligningen mellem kirkebesættelserne falder uheldigt ud til Kirkeasyls side, skyldes det ikke så meget sidstnævntes manglende kompetence som systemskiftet i 2001.) Uden for Danmark kunne man fx pege på Sans Papiers-bevægelsen. Fælles for de nævnte fænomener er, at de overordnet er mere radikale end Kirkeasyl, både taktisk og politisk.

[3] Og hvad betyder ”politisk” så? Jeg tilslutter mig paroler som ”alt er politik” eller ”det personlige er politisk” - men bliver begrebet ”politisk” ikke meningsløst, hvis det omfatter alt? Nej. Når man påstår, at alt er politik, er det for at pege på altings forbundethed til underliggende og overordnede magtstrukturer – som statsmagten, men også som det mere biopolitiske – strukturer, som det er vigtigt at gøre sig bevidst om. I dette tilfælde ville det fx betyde at trække forbindelser fra kampen for asyl til kampen mod nationalstaten generelt.

[4] Det magiske tal 282, der altid bliver nævnt, er i praksis lidt af et spøgelsestal. 282 er det antal irakere, der stod til udvisning i maj, da den danske regering indgik/ ikke indgik/ lod som om, den indgik/ afpressede sig økonomisk frem til en (delvist hemmeligholdt og meget ulden) aftale med den irakiske regering, og en lille gruppe af disse irakere samtidig valgte et søge asyl i en kirke, hvad der førte til dannelsen af Kirkeasyl. Siden er der hele tiden blevet lagt til og trukket fra de 282, i takt med at nye irakere bliver udvist og får afvist eller genoptaget deres sager.

[5] For at parafrasere en mail fra Jeppe Wedel-Brandt.

[6] Det er måske ikke helt efter bogen at kalde det, der skete på rydningsnatten for gadekamp. Der skal måske to (voldelige?) parter til en kamp, og det er vigtigt at understrege, at alle demonstranter nærmest bogstavelig talt til bevidstløshed overholdt kodekset om ikke-vold og udviste en næsten uhyggelig selvdisciplin ved fuldstændig passivt at sidde ned og lade sig gennemtæve. (En strategi, hvis berettigelse man måske godt kunne sætte både etiske og pragmatiske spørgsmålstegn ved.) Hvordan vold defineres er en spændende og relevant diskussion, som det dog ikke er mit ærinde at rode mig ud i her. Min pointe er bare, at der foregik en kamp i ordets brede forstand i det byrum, der er gadens. Og at byrummet demografisk og geografisk muliggør den form for konfrontativ masseaktion eller hvad vi nu vælger at kalde denne modstandsform. En sådan aktion ville være en hel del vanskeligere at gennemføre uden for Sandholm (selv om det blev forsøgt ved den seneste udvisning natten til den 4. november.)

[7] Ja, det kan jeg jo selvfølgelig ikke vide, så det må blive min påstand – og klare fornemmelse.

[8] Judith Butler: Precariuos Life – The Powers of Mourning and Violence, Verso 2004, s. 22. Citatet er egen oversættelse. Da jeg ikke helt stoler på mine evner som oversætter, får I originalteksten her: Many people think that grief is privatizing, that it returns us to a solitary situation and is, in that sense, depoliticizing. But I think it furnishes a sense of political community of a complex order, and it does this first of all by bringing to the fore the relational ties that have implications for theorizing fundamental dependency and ethical responsibility.

[9] Ibid, s. 20. Og på originalsproget: Loss and vulnerability seem to follow from our being socially constituted bodies, attached to others, at risk of violence by virtue of the exposure

Skriv kommentar