Fiction for full disclosure

af Jaya

Den følgende række af interview blev udført i august måned år 2013 et sted på Sjællands vindblæste østersøkyst. Fire interviewpersoner primært fra København og rundt omkring i Europa blev hver for sig ført til dette øde sted, for at opnå den kombinerede effekt af dels at se byen udefra og dels en vis grad af fremmedgørelse over for de vante bekendtskaber. Vores mål var at opnå den størst mulige indsigt. Den forblæste kyst tilskynder ikke til forudfattede svar. Stedet forhindrer de interviewede i at læse svarene på vores spørgsmål i arkitekturens tekst og i deres venners øjne. Det, der vil blive præsenteret, er de usminkede beretninger fra overlevende fra de seneste frontlinjekampe, der raser rundt omkring i Vesteuropas byer. Alle er de blevet stillet de samme fire spørgsmål, og hver af dem svarer ud fra deres egen overbevisning.  

 
   

Interview med Anna-Lyse Propagandersen

Anna-Lyse er blevet beskrevet som værende blandt ’lederne’ i en af de mest berygtede autonome grupper, der er aktive for tiden — en titel hun utvivlsomt vil protestere imod. Hun er ikke desto mindre kendt for sin aktive produktion af analyser af aktuelle begivenheder og mistænkes for at stå bag de anonyme statements fra ’The Furious Fusion of 9’ efter deres aktioner mod en række regeringsbygninger. Hun har base i Berlin, København og Warszawa, men har på det seneste tilbragt længere tid ude på landet rundt omkring i Europa for, som hun selv formulerer det, at forstå forbindelsen mellem urbane og rurale kampe. Her taler hun imidlertid om den nuværende situation i København, Danmark.  

 

Jeg kan forstå, at du har været involveret i de kampe, der finder sted i byer over hele Europa, lige så vel som du til tider har deltaget i de sammenstød, der har fundet sted på landet i løbet af de seneste år. Mine spørgsmål vil imidlertid koncentrere sig om byen, idet hvert geografisk sted er unikt på sin egen måde, og byen er i fokus i denne serie af interviews. Mit første spørgsmål til dig er af generel karakter. Hvordan vil du beskrive den urbane kamp, der udkæmpes i øjeblikket?

Der er ingen tvivl om, at vi nu står over for en regulær global krig. Mens lokale regeringer rent faktisk har ført denne globale borgerkrig mod deres befolkninger på lavt blus i mange år, står vi nu over for et vendepunkt, hvor tingene står mere klart end nogensinde. Men lad mig begynde med begyndelsen. Da flygtningelejren lige uden for København blev åbnet af kammerater med eksplosiv kraft, og folk blev befriet, smeltede de fraktioner, der længe har været under opbygning i dette land sammen i en fælles front. Det var med andre ord en begivenhed, der gjorde det umuligt ikke at vælge side. Folk, som har forsøgt at undgå politik ved at antage et universelt humanitært standpunkt, er blevet tvunget til at indse, at den humanitære position ligger i ruiner, og sådan har det faktisk været i mange år, så langt tilbage som den 11. september 2001, vil jeg påstå. Behandlingen af migranter i dette land og i resten af Europa gør det tydeligt, at ingen anses for uskyldige, alle er under mistanke, så alt imens den politiske sfære er eroderet og management har taget over (styring af økonomien, af sikkerhed, af befolkninger etc. [forkortet af red.]) viser dette, at intet kan undslippe det politiske. Der er ikke noget udenfor. Men der er et brud nu, hvor frontlinierne er blevet trukket op, frontlinier, der skærer gennem nationale grænser, splintrer byen, og som har selve fremtiden som indsats. Vi er mange, der hovedkulds har hilst denne kamp velkommen, en kamp, vi drømmer om vil føre til Den Postkapitalistiske By.

Hvordan vil sådan en postkapitalistisk by tage sig ud?

Lad mig først og fremmest gøre det klart, at byer i det store hele er blevet bygget som infrastrukturer for magt og kapital. Disse urbane områder må destrueres eller drastisk transformeres. Der er nogle af os, der i øjeblikket er i færd med at destruere eller frigøre os selv fra fortidens byer, hvor vi i så lang tid er blevet holdt fanget. Hermed mener jeg både den kapitalistiske bys forestillede såvel som rent fysiske bånd. Steder som tidligere har været låst bliver brudt ind i, ideer, filosofier og mentaliteter, der tidligere har domineret bliver nu hacket og undermineret: Med det mener jeg det vestlige imperiums by, som er blevet udviklet på baggrund af Oplysningen — byen for fornuft, organisering, rationalitet såvel som deres falske idé om frihed, lighed og retfærdighed, der i virkeligheden bygger på slaveri, underkastelse og uretfærdighed. Alle deres ideer og værdier er først og fremmest afhængige af og afgrænsede til økonomiens almægtige sandhed. Og vi har alle været denne guddoms slaver alt for længe.
Indsatsen er høj, det, der er på spil, er vores fremtid. Vi er nødt til at gøre kampen permanent, en kamp uden vej tilbage. Vores by bliver postkapitalistisk. Kapitalismens æra er nu endegyldigt forbi, og det er op til os at sikre, at det forbliver sådan.

 

Du har skrevet mange tekster og statements om, hvad der skete en bestemt dag for ikke så lang tid siden under et regeringsstøttet angreb på en kirke, der skjulte en stor gruppe migranter. Hvordan påvirker en sådan begivenhed efter din mening byen? Set i lyset af forsøget på at skabe en postkapitalistisk by, hvilken slags urbant rum produceres der så her?

Ligesom The Weather Underground forsøgte at ’bringe krigen hjem’ i USA tilbage i 1960erne, forsøger vi at bringe urolighederne hjem i dag. Ligesom det lykkedes for grækerne for få år siden gennem måneders konstante kampe at ændre deres byers urbane struktur for altid. Disse kampe holdes i live i vores kollektive hukommelse og afspejles i vores erfaringer og begær. Den terror, som er knyttet til fattigdom, udbytning og krig i det urbane Syd, støttet af vores, nej, ikke vores, men regeringerne på den nordlige halvkugle, som jeg ikke vil kalde mine egne, kommer nu hjem. Uro i form af økonomisk kollaps på grund af de grænser, vi sætter for økonomisk ekspansion, uro i form af hjemligt kaos, idet nationalstater indser, at den nationale identitet er langt fra homogen, og som derudover udfordres af en myriade af andre identiteter og subjektiviteter: Folk, der ankommer til disse byer som en konsekvens af krig og terror i det globale Syd. Konsekvensen af de vestlige regeringers handlinger banker nu på deres døre, og hvad der er vigtigt netop nu, er at blive klar over, hvilken side du er på. Tager du regeringernes parti, køber du den nationale myte om det frie, rationelle og lige samfund? Eller erkender du, at regeringen aldrig er på vores side, at vores såkaldte lighed er på bekostning af den totale underkastelse og eksklusion af andre, at rationalitet og frihed udelukkende er til for at tjene økonomien?

Tilbage til spørgsmålet. Hvordan har denne begivenhed formet byen, og hvilken slags rum producerer den? Den skaber et anti-urbant rum. Et rum som er fuldstændig penetreret af staten, som ikke har nogen autonomi, ingen frihed og intet af det, jeg kalder ’skygge’. Skyggen er der, hvor forskellen skjuler sig, til den er stærk nok til ’at komme ud i lyset’ og udfordre normen, stærk nok til at ødelægge eksisterende fængsler, fysiske såvel som mentale og følelsesmæssige. ’Skyggen’ er ekstremt vigtig for byer. Den er det sted, hvor friheden begynder, hvor forskelle mødes og bliver noget andet. Men det er også et sted, der er sårbart over for statens blændende lys og årvågne øje. En stat, der ønsker, at alt er synligt, og at alt underlægges dens kontrol. I denne og andre sager i den seneste tid, bliver det klart, at den danske stat forsøger at reorganisere byen, for at genvinde den fulde kontrol over territoriet. Den fejler dog med et brag, fordi tilstrækkeligt mange mennesker har fået nok og ønsker en anden slags by. Det er den krig, jeg taler om.  

Afslutningsvis vil jeg gerne spørge dig, om byen og dens rum kan produceres forsætligt? Og hvis ja, hvordan har du i sinde at gøre det?

Der er en vigtig pointe, jeg gerne vil pege på, og jeg tror det er vanskeligt for folk at forstå – man kan kun sige så og så meget om, på hvilke måder man ønsker sig, at tingene var anderledes. Hvert eneste ord fanges i den urbane produktionsmaskine og gøres til et salgsargument. Dette er vigtigt at forstå. Diversitet som praksis indfanges og omdannes til diversitet som marked eller diversitet som noget, der kan sælges, som noget, der kan tiltrække investeringer og så videre. Det er det, jeg taler om. Og lad mig i forlængelse heraf gøre det klart, at sprog og teori netop af denne årsag kun kan bringe os et stykke af vejen. Hvad med det urbane rum? Det er forbundet med sproget, sproget som en måde at producere på, promovere, markedsføre og sælge rum på. Hvornår vil produktionen af rum nogensinde høre op? Kan vi gøre dette på en anden måde, hvor rummet ikke produceres, fordi, helt ærligt, så er produktion og selve økonomien netop det, vi forsøger at afskaffe. Kan vi af-producere det, der er produceret? Kan vi, mere præcist formuleret, terecudorp? Vi må terecudorp neimonokø eller måske bare destruere den som t
              r                             o e
c p
u                                                         e h
t

Hvad? Undskyld Anna-Lyse, kan du gentage det? Jeg er ikke sikker på, jeg forstår, hvad du siger.

                y n
    o
                                                        e
                                                                                    m

                                                                                                    c
Sådan vil vi gøre det. Destruere sproget, holde op med at producere rum og leve det i stedet for. L
  ev
                            e  d
I
                                                                      is o
              rd              e
                                          r                                            e v
  il

Anna-Lyse, kunne du måske forklare lidt mere? Jeg er ikke sikker på, at det du gør nu, er det du lige kaldte ’at leve’ snarere end ’at producere’. Jeg er ikke sikker på, at du kommer nogen vegne ved at destruere…

SHA! US kmi

  kma kama                             wA

  li
                                                                         ive
                            a              ga
                                                                                                                I
     n                                              KMde
                            con

    st   r
Anna-Lyse, seriøst. Set fra mit synspunkt producerer du stadig, selvom du producerer noget, der er ganske ubrugeligt for mig og mine læsere. Kunne du måske gå lidt mere i detaljer med denne taktik, før du fortaber dig i den?

               u

                                                                                           ct

                                                                                                   io

                                                                                                                                                                                                                                                                                                                  n
Anna-Lyse, du bliver nødt til...
OOOOOOOOH, aaaaaaaaaa,
a                  a                  a                  a

                                                 s s s sh sh sh tsi tsi tsi!

                Kma!   
                                                                                  K k k o
                                                          t s
                       r

                                                                                                                                                                                                                                                                                           lo  
Ok, så er det nok. Jeg tror, vi er nødt til at slutte interviewet her. Jeg forstår ikke længere hvad du siger, og det gør mine læsere heller ikke. Tak for din tid og dit indblik, Anna-Lyse Propagandersen.  

     

Interview med Pete Believer

Pete Believer er aktivt medlem af studentergruppen Studerende for en Radikal Fremtid, der opstod som en koalition mellem danske gymnasier som svar på en række skolereformer, der blev implementeret af regeringen i 2011. Gruppens aktiviteter har primært rettet sig mod dele af reformen, såsom privatisering, øget overvågning og nye indrapporteringsmetoder særligt rettet mod studerende med muslimsk eller immigrantbaggrund. Disse sager har dog udvidet sig til også at gælde spørgsmål om økonomisk retfærdighed i byen, og dette er pt det område, hvor Pete er mest aktiv.  

Hvordan vil du karakterisere den urbane kamp, som udkæmpes i øjeblikket?

Denne kamp er en kamp om byens fremtid. En kamp om vores fremtid. Vi er nået frem til et potentielt revolutionært punkt, og vi danner alliancer og organiserer os for at gøre dette til en praktisk realitet. Vi danner alliancer med vores kammerater, der er migreret til det her land, hvoraf nogle blev befriet under den aktion mod flygtningelejren, der oprindeligt startede denne bølge af konflikter. Og vi danner alliancer på tværs af aktive grupper for at skabe komitéer og koalitioner, for at påbegynde arbejdet med at bygge vores fremtid. Vi arbejder både på gaden og omkring nogle af de hverdagskampe, der må kæmpes, såsom bolig, arbejde osv. Så den kamp, der finder sted, kan defineres som én, der vil afgøre, hvordan byer vil fungere i fremtiden – intet mindre, mener jeg, er på spil. Så det er vigtigt, at vi fortsætter med at organisere os og arbejde på et praktisk niveau mod denne fremtid, samt at vi ikke endnu en gang lader statens og kapitalens autoritet få kontrol med byen. Jeg tror, det er sådan, jeg vil betegne denne kamp. Der er masser af detaljer at forholde sig til, men overordnet set står kampen mellem dem, som kæmper for frihed, og dem som ønsker at vende tilbage til den gamle måde at gøre tingene på.    

Er en postkapitalistisk by mulig? Og hvordan ville den tage sig ud?

Ved du hvad, jeg har hørt en masse skepsis omkring hele denne her idé om den postkapitalistiske by. Men skeptikerne er dem, som aldrig gør noget, hvis du ved, hvad jeg mener? De folk, som aldrig går på gaden, dem, der bare snakker og brokker sig men ikke organiserer sig, og som slet ikke gør noget på et praktisk plan. Jeg ved ikke, om det er fordi, de er bange. Den postkapitalistiske by kan være mange ting. Så det er vigtigt, at vi har kontrol over situationen og sørger for, at den postkapitalistiske by er en by, der er fri for udbytning og slaveri. Og i øjeblikket organiserer vi os, for at finde ud af, hvordan produktion og distribution vil finde sted, og vi er særligt fokuserede på distributionen af det urbane rum. Det er det område, jeg mener, vi har arbejdet mest på, og som vi allerede har indstiftet i praksis – en anden form for rumlig distribution i byen, som ikke er baseret på kapitalens bevægelighed, men på behov, begær og fællesskab. Ikke fællesskab i den forstand, at du nødvendigvis bor i områder med folk, du har noget til fælles med, men fællesskab i den forstand at bortset fra behov og begær på et individuelt plan, så er der et større hele, der skal tages højde for. Så med fællesskab mener jeg kommunikation og fælles beslutningsprocesser. Det arbejder vi allerede på ved at gå uden om kapitalkontrol over rum gennem besættelser osv. Men statskontrol over det urbane rum er stadig et stort problem for os. Altså, man kan se det sådan, at staten har taget kontrol med det urbane rum, efter at kapitalen har fejlet. Jeg har ikke sovet i nat på grund af angreb på to besatte huse, som vi måtte forsvare. Det er rimeligt sindssygt for øjeblikket!  

Og nu til et mere specifikt spørgsmål: For nylig fandt et regeringsstøttet angreb sted mod en kirke, der skjulte en stor gruppe migranter. Hvordan påvirker dette set med dine øjne byen? Og hvilken slags urbant rum producerer det set i lyset af den postkapitalistiske by?  

Altså, det påvirker byen på den måde, jeg lige har beskrevet. Staten er gået ind og har taget kontrol med en stor del af byens rum efter det finansielle krak for nogle år siden. Og denne begivenhed er blot endnu et udtryk for dette. Jeg mener, jeg var der, og det var mine venner, der blev trukket ud af kirken. Jeg sov ikke i dagevis i den periode, vi holdt møder hele tiden, forsøgte at organisere flere folk – det var virkelig en krisesituation. Man kan vel nærmest sige, at det udmatter byen. Fordi vi pludselig skal forsvare de tilbageværende huse, som vi allerede har samtidig med, at vi prøver at hjælpe vores venner i kirken. I sidste ende kunne vi intet stille op. Vi var mange i gaderne og mange har mærket konsekvenserne. Depression, du ved. I Flere uger efter. Man får ingen søvn, spiser uregelmæssigt. Det var slemt.  

Kan det urbane rum efter din opfattelse produceres forsætligt? Og hvis ja, hvordan tænker du at gøre det?  

Det kan det, det urbane rum kan produceres, det vil det blive, og det vil føre til frihed. Det må dog gøres på et praktisk niveau, det kan ikke bare konstrueres teoretisk. Vi er oppe mod noget, der ikke engang har et sammenhængende teoretisk grundlag. Og som vi ikke udelukkende kan besejre på et teoretisk niveau. Du ved, der var mange år, hvor folk ikke tog nationalister og racisme alvorligt. Alene fordi det er så vanvittigt, når man tænker det igennem. Men problemet er, at nationalisme er noget følelsesmæssigt. Så du kan argumentere alt det, du vil, og have sund fornuft og alt, der er godt, på din side, men så snart den person, der er nationalist har bare den mindste negative oplevelse med en sort eller en muslim, vil de sige "Ha! Der kan du selv se. De forbandede muslimer, eller sorte" eller hvad det nu lige er. Det, jeg siger, for nu at vende tilbage til dit spørgsmål, er, at nationalisme nødvendigvis må blive mødt på et praktisk hverdagsniveau, og jeg tror det samme gør sig gældende, når det kommer til reorganiseringen af produktion, distribution osv. osv. Hvad er det?! I vandet derovre? Nå, det er vel en stor fisk. Hvor var jeg … jo, det urbane rum må omorganiseres. Og vi er rent faktisk i gang med at gøre netop det, at opbygge lokale organisationer, der har til formål at overtage og transformere bygninger og åbne dem for progressivt brug, og jeg mener, at vi virkelig gør fremskridt. SHIT! Undskyld, jeg så den der fisk igen. Jeg tror, det er en fisk. Ok, så produktionen af nye urbane rum må foregå nedefra, og vi står nu over for en virkelig stor udfordring… shit mand, det ser ud som om den kommer tættere på – det ligner mere en gigantisk ål! Øh ja, så jeg mener, at vi virkelig udgør en reel trussel mod den magt, der AAAARGH HVAD SATAN! Shit shit shit shit HJÆÆÆÆÆLLLPP AAAAH AAAAAAAAAARGGH Aaaaargmkdsmmblbmmmm spldrrrghmmm

…  

Jeg kunne ikke gøre andet end at se til, mens han blev fortæret. Jeg havde på fornemmelsen, at det ville ske. Han var for tæt på vandet og råbte lidt for højt. Det var en skam, for han havde den entusiasme, som så mange andre mangler. Jeg fortryder, kære læser, at jeg ikke advarede ham noget før.  

     

Interview med Karen Labourer

Som lærer på et børnehjem i midten af København var Karen Labourer i de sene 1990’ere og i begyndelsen af det nye årtusinde dybt involveret i den såkaldte ’antiglobaliseringsbevægelse’. Efter den gruppe hun var aktiv i for ti år siden brød op på grund af politiske uenigheder, dedikerede hun sin tid til det, hun betegner mere langsigtet social forandring. Det følgende er hendes bud på Københavns nuværende tilstand. 

 

Mit første spørgsmål er bredt, og jeg vil gerne spørge dig om dine personlige erfaringer såvel som bede om en overordnet forståelse af de seneste begivenheder: Hvordan vil du beskrive den kamp, som udkæmpes i øjeblikket?  

Vil du have mig til at fortælle hele historien i detaljer? Ja? Ok, altså, grundlæggende er der sket det, at denne her gruppe for nogle år siden sprængte den ene side af det her flygtningecenter i stykker, for at hjælpe folk derinde til at flygte. Og det eskalerede på en måde en masse spændinger, der var blevet bygget op gennem længere tid her i landet. Med opfordring fra den danske regering blev der grundlagt en særlig europæisk politienhed under navnet the Humanitarian Search and Secure Suspects. Et ret forfærdeligt navn. Samtidig støttede Dansk Folkeparti dannelsen af, ja, civile værn, som på en måde tog sagerne i egen hånd. De er dybest set bevæbnede racister støttet af dele af regeringen. Så du kan nok forestille dig, med Københavns radikale miljøer i mente også, at antifascistiske grupper også hurtigt greb til våben.

Men jeg er træt af folk, som tror, at politik kun finder sted i gaderne. Jeg mener, midt i al balladen, er der også dem, der, ja, der bare ikke kan være ude i gaderne, gå til møder og aktioner hele tiden. For mig er mit arbejde vigtigt. Det er min måde at bidrage til en eller anden form for forandring. Og det samme gælder for dem, som har familier og andre forpligtelser, der gør det svært at være på gaden hele tiden. Jeg siger ikke, at det er en undskyldning, det jeg siger, er dybest set, at denne kamp, som du kalder det, altså, den udkæmpes også på andre niveauer. Der er vigtigt arbejde, som bliver gjort i det lange løb på forskellige arbejdspladser rundt omkring i landet, på skoler, hospitaler, fabrikker… vi har jo også konfrontationer der, ik? Og med det mener jeg konfrontationer i den forstand, at vi arbejder med folk, der er meget forskellige fra, ja altså, fra en politisk subkultur, om man vil. Og det at skulle arbejde med folk, som er meget forskellige, lærer dig ting, ting, som du ellers ikke ville lære, hvis du brænder dig selv ud i gaderne og til møder hele tiden, kun omgivet af dine venner dybest set.    

Nogle forsøger at introducere ideen om en postkapitalistisk by. Hvordan ville sådan en post-kapitalistisk by efter din mening se ud?

Der er nogle, der tror, at ved at være antikapitalistisk, så kommer resten af sig selv. Og desværre tror jeg, at det også er tilfældet med dem, som arbejder på at skabe en postkapitalistisk by. Ser du, mange af de mennesker, der er involverede i forskellige politiske sager såsom miljø, de kampe, der finder sted omkring immigrationsspørgsmål for tiden og så videre, de forbinder automatisk kapitalisme med disse sager, som om at man ved at afskaffe kapitalisme også afskaffer forurening og løser problemer med racisme og fascisme bare sådan uden videre. Jeg tror da på at tingene hænger sammen. Selvfølgelig gør de det. Men… altså et eksempel kunne være, at ikke alle migranter er progressive og antikapitalistiske, ikke alle migranter er fattige og undertrykte, så hvad betyder det, at overtage deres kampe, som om det var ens egne? Dybest set at sætte en mærkat på dem, hvor der står "migrant", så de på en måde bliver en undskyldning for at kæmpe mod ens egen regering. Jeg tror, folk skal være forsigtige med de her ting, for at undgå at spille et politisk spil med andre menneskers liv. Men altså, tilbage til spørgsmålet – jeg mener at den postkapitalistiske by også bør være post-en-masse-andre-ting. I hvert fald hvis den skal bevæge sig i en progressiv retning. Hvad der for mig er mere vigtigt er, at det ikke er noget, der udelukkende kommer til at ske gennem gadekamp, men gennem dramatiske forandringer på arbejdspladsen og folks hverdage, altså gennem arbejdere. Og også mødre og fædre, ungerne [hvis hverdagspraksisser også påvirker ting (red)]. Det jeg siger er nok, at det er virkelig vigtigt på dette tidspunkt med en bevidsthedsændring og ikke kun ændringer af politiske og økonomiske systemer. Det er det, jeg mener med post-en-masse-andre-ting frem for bare postkapitalisme.

For nylig fandt et regeringsstøttet angreb sted mod en kirke, der husede en stor gruppe migranter. Hvad var din oplevelse af dette? Hvordan påvirker sådan en begivenhed byen? Hvilken slags urbant rum skaber den?

For mig at se påvirkede den byen sådan, at den endnu engang eskalerede tingene til et niveau af undtagelsestilstand. Og i en undtagelsestilstand involverer en masse mennesker sig og sætter alt på spil, de sover ikke, spiser ikke ordentligt, men er fuldstændig opslugte af den aktuelle kamp. Hvilket for mig dybest set betød, at jeg ikke var der, at jeg ikke forsvarede kirken mod angrebet, jeg var skyldig i at få mine daglige måltider, at sove ordentligt og i at passe mit arbejde midt under en undtagelsestilstand. Men jeg er ærligt talt også træt af undtagelsestilstande, og da dette skete havde jeg allerede for lang tid siden besluttet mig for at fokusere på mere langsigtede projekter og undgå disse konstante afbrydelser af, du ved, altid en aktion her, et møde der. For jeg mener virkelig, at mit dagligdagsarbejde er vigtigt. Hvad nytter det ikke at sove og spise ordentligt, at udmatte sig selv som om man dyrkede en eller anden form for ekstremsport, når det i det lange løb, ja altså, det slider dig bare op, og du ender med ikke at have noget tilbage. Undskyld, det var vidst en lidt personlig reaktion. Det er bare det, at de her intense og voldelige situationer sker efterhånden ret ofte. Der er meget at holde møder om, meget at modsætte sig og aktionere imod. Men jeg kan bare ikke altid lade det forstyrre de her mere langsigtede ting. Undskyld, tilbage til spørgsmålet. Hm. Der er meget, man kan sige om det her. Jeg er ikke helt sikker på, hvad du mener med spørgsmålet om, hvilken slags urbant rum sådan en begivenhed skaber… Men den påvirker da byen, selvfølgelig gør den det. Men hvordan, hvordan påvirker det byen, hvordan påvirker en undtagelsestilstand en by? – Den spiller ofte på folks frygt. Og for tiden er der særligt frygt for, at danskerne skal miste deres identitet, at vores værdier er truede af immigranterne, som fremstilles, som om de har fundamentalt anderledes værdier. Og der er frygt for, at fordi kapitalismen, altså som vores styrende økonomiske system, ikke er kommet sig oven på sin nedtur, at der simpelthen ikke er noget tilbage, der er sammenhængende, hverken national identitet eller økonomisk system. Det er folk bange for. Byer er steder med en masse forskellige mennesker, så når disse styrende systemer er i fare, bliver folk bange for, hvad der vil ske i byerne. Fundamentalt set bange for, at uden noget til at styre forskellene i byen, vil den eksplodere i kaos. Det er det, jeg hører på arbejdspladserne. Det er grunden til at den nuværende regering ikke bare er blevet sat fra magten, jeg mener, efter alt hvad den har gjort på det seneste, det er simpelthen, fordi folk er bange for hvilket kaos, det ville føre med sig, fordi de ikke ser nogen anden sammenhængende identitet for sig end den danske eller nogen anden økonomisk struktur end kapitalismen. Men altså. Det er den slags by, som jeg mener, er ved at komme til syne: En hvor du enten bare arbejder, spiser og sover, fordi du ikke kan se noget alternativ og er bange for at ødelægge den smule sikre struktur, der måtte være tilbage, eller du kaster dig hovedkulds ud i oprøret og dedikerer dig selv til det. Men det er ikke det, jeg vil. Jeg ønsker et rum, hvor jeg kan arbejde langsigtet på at transformere nogle af de måder, vores by fungerer på – samtidig med at jeg også holder min krop og hjerne frisk, ja, og sund. Det er det, jeg ønsker.

Afslutningsvis vil jeg spørge dig, om du mener at byen og det urbane rum kan skabes forsætligt? Og hvis ja, hvordan har du så tænkt dig at gøre det?

Det tror jeg, det kan, jo. Byer skabes af mennesker. Grundlæggende handler det om balancen og distributionen. Men der er mange faktorer, der spiller ind. Og en af de vigtigste er: Er der rum til at gøre det? Er der rum til at være i, tage del i og forme byen? For mig at se er det ikke tilfældet for tiden. Det jeg mener, er at, altså, på et tidspunkt fandtes der en masse hverdagsrum, der var åbne og frie, rum hvor politik, socialliv og det at skabe alternative måder at leve og gøre ting i byen på, om man vil, fandt sted. Alt det forsvandt for nogle år siden. Det sidste "åbne rum", mener jeg, blev lukket ned i omkring 2011. Og siden da har byen været sted med isolerede arbejdspladser, private hjem og forbrug – eller oprør som den eneste måde at bryde ud denne situation … væk fra det forbandede samlebånd. Jeg har kæmpet for at skabe små lommer i mit arbejde, hvor noget andet kunne opstå, det er det, jeg har brugt mine kræfter på. Det var et bevidst valg, at arbejde på netop det, frem for at tage del i en oprørsk subkultur, men det er blevet tydeligt for mig, at der ikke længere er noget rum, jeg kan operere i. Du ved, i det her land kan du enten være en produktions- og forbrugsmaskine eller en oprørsmaskine. Jeg er ikke interesseret i at være nogen af delene. Jeg vil ikke være en maskine. Det er svært, du ved. Ikke let. Pis. Virkelig ikke let. Jeg har fået nok, du ved. I næsten et år nu, har jeg ventet på at der skulle ske noget, der kunne overbevise mig om at blive her, men jeg ved sgu ikke længere.
Pis.
Undskyld. Jeg … Jeg græder virkelig sjældent.
Ahem, hrhm …
Dårlig timing, sådan midt i et interview! Pinligt. Jeg … Jeg vil bare … du ved.
Giver det mening? – Det jeg siger? At … at …
pis. Det er sgu svært.
Ok, undskyld, det jeg prøver at sige er: Giver det mening, når jeg siger, at jeg virkelig ikke kan finde noget rum her? Og der er ikke plads til noget, der tager tid, noget, der ikke er øjeblikkeligt … og til at være …
til at være en maskine dybest set.
Jeg taler om et rum, der er åbent, et rum der på en eller anden måde ligesom er mellem mit hverdagsliv og denne her kaotiske opstand. Noget … på en måde noget mellem det ikke at risikere noget og være blind, og det at risikere alt. Det har jeg bare ikke lyst til.
Måske skulle jeg bare tage af sted nu. Måske var det … pis.
Det er virkelig ikke let.
Måske var det …
simpelthen det.

Hør, jeg håber det, jeg har sagt, var det du var ude efter. Jeg tror jeg bliver nødt til at gå.
Jeg … jeg har brug for et sted, hvor jeg kan trække vejret.
Det her er ikke til at holde ud!
Det er jo klart.
Jeg har brug for et sted, jeg har brug for en åben by, hvor jeg kan gøre noget. Jeg bliver nødt til at tage af sted. Det er klart nu.

…

Kunne du måske følge mig til båden? Jeg bliver nødt til at tage den båd, tage af sted. Jeg kan ikke det her mere.

Jeg fulgte Karen Labourer de to kilometer til havnen. Jeg ved ikke præcis, hvor hun besluttede sig at tage hen, men jeg har en fornemmelse af, at hun tog den rigtige beslutning. Måske var det virkelig den eneste beslutning, hun kunne træffe – at tage af sted.    

   

Interview with Philip Scepticson

Philip Scepticson er journalist med base i København, London og perioder Ceuta, Beirut og Latakia. Han beskriver sig selv som en pragmatisk kyniker. Sceptisons karriere begyndte i Indymedia, og han har siden arbejdet som freelance jounalist, særligt med fokus på immgationsrelaterede hændelser i førnævnte byer. Det, der først og fremmest interesserer ham, er forholdet mellem Islam og Vesten, og han er kendt og til tider hadet for sine ligefremme bemærkninger om følsomme spørgsmål om identitet, nationalitet og religion.  

Jeg kan forstå, at du har et ganske omfattende lokalt kendskab til det, der sker i byerne rundt omkring i Europa for tiden. Hvis vi indtil videre fokuserer på København, hvordan vil du så beskrive den urbane kamp, der finder sted der for øjeblikket?  

Jo altså, det, der sker er, at du har de venstreorienterede og anarkistiske fraktioner, hvoraf nogle er bevæbnede, du har de parlamentariske racister, de bevæbnede (vanguardist) racister og så lov-og-orden regeringen. Tingene eskalerede af flere grunde, såsom økonomien (eller manglen på samme) og det faktum, at flere og flere muslimer er kommet til landet, hvilket de danske racister opfatter som en trussel. Og da flygtningelejren blev sprængt i luften, gik folk dybest set amok rundt omkring i deres små grupper. Alle mente, at begivenheden netop understregede deres holdning eller sådan noget. Både til højre og venstre. Du ved, højrefløjen mener, det er bevis på, at alle migranter er kriminelle, særligt muslimer, som generelt associeres med, ja altså, sprængstoffer nu om dage. Så selvom den gruppe, der sprængte lejren i luften alle var kridhvide danskere, var der én, som jeg mener er halvt palæstinenser, og det var altså bevis nok for den forbandede højrefløj på, at en hel islamisk mafia var ved at planlægge en invasion eller sådan noget. Og så er der venstrefløjen: For dem beviste det først og fremmest en dannelse af ’nye revolutionære subjekter’, migranterne, ligesom regeringens voldsomme svar understøttede en venstrefløjskritik af den siddende regering. Regeringen er racistisk, regeringen er udemokratisk, regeringen er hensynsløs, uansvarlig og uanstændig, jeg kunne fortsætte i det uendelige med disse utrolige åbenbaringer. Jeg bliver altid lige overrasket over, hvor selvretfærdig venstrefløjen kan være i situationer som denne. Og utroligt, hvordan de højlydt kan proklamere sandheder, som har været alment kendte på en meget fysisk og virkelig måde af andre i årevis. Sandheden om at regeringen aldrig er på vores side. Så denne episode bekræftede ligesom alle de her forskellige bevæbnede og ubevæbnede gruppers eksistens. Det er dybest set den situation, vi står over for. Alle taler om det, som en krig om byerne. Jeg ved, at der foregår lignende ting rundt omkring i Europa, og at det er ved at udvikle sig til en slags spredt guerillakrig.    

En hel del grupper synes at have samlet sig omkring ideen om den postkapitalistiske by. Hvordan kunne sådan en postkapitalistisk by tage sig ud?  

Av, altså ud fra det, der sker for tiden, og ud fra det jeg ved om, hvad de forskellige grupper er i stand til, tror jeg, det ville blive totalt kaos. Hvis nu vi for eksempel forestiller os, at en eller anden radikal venstreorienteret gruppe på en eller anden måde fik magten over hæren og byen og omgående lige pludselig afskaffede kapitalismen. Jeg tror, det ville blive forbandet voldeligt og føre til kaos. Der er ganske enkelt ingen grupper i øjeblikket eller enkeltpersoner for den sags skyld, som, efter hvad jeg ved, har nogen ideer til alternative former for organisering eller i det mindste bare velfungerende disorganisation. I nutidens byer har vi et miks af folk med vidt forskellige holdninger og praksisser, og altså ud fra hvad jeg kan se, så er det eneste organiserende princip indtil videre økonomien – og lov og orden. Økonomi, stat og politi. Tag dem væk og ja, ser du, problemet er, at folk så skal finde nye måder at håndtere nogle helt grundlæggende problemer på, såsom forskelle mellem mennesker, konflikter, distribution, produktion, og listen fortsætter. Jeg siger ikke, at tingene fungerer godt for øjeblikket. Jeg støtter folk, der ønsker at sprænge endnu en flygtningelejr i luften, eller byens centrale shoppingområde, men hvad så? Hvad sker der efter eksplosionen? Ingen har nogen fucking anelse. Det er grunden til, at jeg ikke involverer mig for tiden men holder mig til at tjene lidt penge ved at rapportere om begivenhederne.  

Jeg mener ikke, du var tilstede og rapporterede fra denne begivenhed, men for nylig fandt et regeringsstøttet angreb sted mod en kirke, der skjulte en stor gruppe immigranter i København. Hvordan påvirker det byen? Hvilken slags rum producerer en sådan handling fra regeringens side?

Du har ret, jeg var der ikke. Jeg opholdt mig i en af junglerne [uformel border camp for migranter(red.)], den på grænsen til Bulgarien, for at rapportere. Der er ikke nogen grund til, at jeg opholder mig i København for øjeblikket, der er rigeligt med medier her, hvilket betyder, at der ikke er meget historie at komme efter for mig. Men med hensyn til junglerne – aktivister og folk fra Indymedia vil nok rive hovedet af mig for at sige det her, men nogle af de folk jeg mødte, altså, jeg ville helst ikke have dem til at flytte ind i den by, jeg bor i. Du har alle de her grupper, der laver kampagner på vegne af disse mennesker, på migranternes vegne, og jeg ved godt, jeg nærmest lyder som en højrefløjsavis, når jeg siger det her, men ærligt talt, nogle af de her folk… – altså for eksempel var der denne her fyr, jeg mødte, stinkende rig og var flygtet fra Iran af politiske årsager, og derfor måtte han gemme sig i junglerne indtil han kunne krydse grænsen, hvor han sikkert ville blive modtaget i limousine og i øvrigt være ganske tilfreds med at leve under et kapitalistisk system og sikre sig, at grænserne blev forsvarligt lukkede efter ham, så der ikke kunne strømme flere immigranter til. Det, jeg siger er, at jeg har en masse erfaring med at lave solidaritetsarbejde fra da jeg var ung og idealistisk, men så indså jeg, at ingen af de her mennesker, som jeg ’solidariserer mig med’ ville gøre det samme for mig. De bruger mig som den hvide vesterlænding, jeg er, for at fremme deres egne mål og er i øvrigt ligeglade med, hvad der sker med mig senere hen. Så jeg har truffet det meget praktiske valg, at jeg kun vil solidarisere mig med folk, som jeg i det mindste bare er en smule enig med på det politiske plan. Hvorfor skulle jeg risikere liv og lemmer for folk, jeg dybest set ikke kan li’, folk som er røvligeglade med, hvad der sker med mig, efter jeg har hjulpet dem? Det misser sgu lidt hele pointen med solidaritet og bliver til fucking velgørenhed i stedet.

Ok, det var et sidespor. Men det er en vigtig pointe, som jeg kun kommer med på grund af de anonyme omstændighederne for dette interview. Men i forlængelse heraf tror jeg, at sådan en begivenhed spiller ind i forhold til alle de involverede gruppers ambitioner, altså lige bortset fra dem, som rent faktisk kommer noget til i processen, migranterne, som er blevet smidt på porten, blevet fængslet eller er forsvundet. Men alle som påberåber sig noget i forhold til angrebet på kirken, har højst sandsynligt som en følge heraf været i stand til at styrke deres egne positioner. Og den måde, som sådan noget påvirker en by på er, at det polariserer den. Eller i dette tilfælde fremhæver det vel blot en polarisering, som allerede var der. Det urbane rum, som denne begivenhed producerer, som du formulerer det, er med andre ord en, hvor staten har hævdet sin magt gennem sit – jeg vil ikke sige magtmonopol, da nogen næppe kan siges at have monopol på magtudøvelse for tiden – men snarere statens monopol på kontrol med rum. For det er en anden vigtig pointe, at der hele tiden spændes ben for ethvert forsøg på at få kontrol over det urbane rum til aktiviteter, der udfordrer staten, udfordrer de produktivkræfter, der er så afgørende for statens reproduktion. Dét er det urbane rum, der produceres. Statskontrollerede urbane rum med kortvarige, men dog hyppige strømme af optøjer, der aldrig når at fæstne sig i byens rum. Det betyder vel så, at der heller ikke er nogen mulighed for organisering hinsides det at lave optøjer…  

Afslutningsvis vil jeg gerne spørge dig, om du mener, at det urbane rum og byen kan produceres forsætligt? Og hvis ja, hvordan forestiller du dig så at gøre det?

Det gør jeg ikke. Jeg har ikke tænkt mig at producere noget urbant rum. Jeg tror dog på, at det kan produceres forsætligt, og at dette præcis er, hvad kapital, regering og planlæggere – både professionelle og amatører, – har gjort hele tiden. Men som jeg sagde før – den postkapitalistiske by er ikke mit projekt, faktisk så, vent, var det min arm, der lige faldt af?? Pis, jeg vidste det ville ske på et tidspunkt. Jeg har ikke meget tid. Hvad, du er ikke med? Du skal ikke se så skræmt ud, mand, jeg ved, hvad der sker. Min holdning, eller mangel på samme, betyder at der ikke er noget, der holder sammen på mig længere. Så for hurtigt at besvare dit spørgsmål før jeg går fuldstændig i opløsning, lort, mit ben, øjeblik, jeg bliver lige nødt til at sidde ned. Det jeg siger er, at jeg ikke har et bestemt projekt, alle de projekter jeg har set, og det gælder ofte dem med de bedste intentioner, er latterlige, ubrugelige og ynkelige – de er i bund og grund skadelige, voldelige og fulde af ideologiske dogmer. Pis, min arm. Jeg ved jeg lyder kynisk, men tro mig, min beslutning er praktisk, de nuværende omstændigheder taget i betragtning. Det samme er det faktum, at jeg er ved at gå fuldstændig i opløsning. Den fremtid, du taler om er fucked, fuld af vold og latterlige kampe om ressourcer, magt, prestige, det samme som altid, ugfh, mit hoved er ved at falde af… Ja’r hxar ikh nnogt hrråb, ja’r hxar ikh nhogt at tzilbyde dhen by, du tzaler om anhet endh diizse zidste zkeptizke oggh krritizke orrd. Ahhgh! Hxjælp, hxold mhit hxoved! Mbl, ok, altså, de sidste ord, mine sidste skeptiske ord, det er sjovt, når man tænker på, hvad jeg lige har fortalt dhhig, mxen ja’r hhåber dxe vhil whære nytzige hi dxine frrahmtzidige prrojxekter. Ja’r hhxåber, dhet vxil vhirkhre. Jrr hxåber bhyerrrne vil…

Jeg tror , at min interviewperson snarere talte til mine læsere end til mig, da jeg ikke har noget at skulle have sagt i den sag. Jeg var ked af på den måde at se min sidste interviewperson forsvinde, og håber, som han gjorde, at disse ærlige ord, som jeg har fået med på vejen fra Anna-Lyse Propagandersen, Pete Believer, Karen Labourer og Philip Scepticson, vil være til nytte for fremtidige mere lovende projekter.