Efter Mumbai: Byer og de nye krige

Cities and new wars: after Mumbai

af Saskia Sassen
29/11 - 2008

Angrebene i Mumbai den 26.-29. november i år er en del af en fremspirende type af byvold. De var organiserede; frontalangreb med granater og maskingeværer mod ti højtprofilerede steder midt i eller tæt på det centrale business- og turistdistrikt.

Angrebene er beslægtede med den asymmetriske gadekrig der udføres af Rio de Janeiros bander, som en gang imellem meddeler at de vil erobre et stort område i bymidten fra (lad os sige) 9 til 17. Resultatet er tomme gader og blændede butiksfacader. Hvis politiet prøver at svare igen, betyder det åben krig, hvor politiet kun sjældent vinder – det er en udfordring politiet ikke er trænet til at kunne klare. Efter kl. 17 trækker banderne sig tilbage.

Det siges ofte, at alt dette stammer fra en utilstrækkelig politiindsats eller voksende bølger af kriminalitet. Men det er en for simpel forklaring. Der er en dybere transformation under opsejling. Den er stadig sjælden, men gør sig oftere synlig. Det er som om at centret ikke længere findes. Byer synes at miste den kapacitet de længe har haft til at nedtone konflikt igennem handel og civile aktiviteter.
Konfronteret med en lignende konflikt har nationalstaten historisk valgt at gå i krig. I mit nye forskningsprojekt om byer og krig undersøger jeg, hvorvidt byer er i gang med at miste denne kapacitet og derfra blive steder for helt nye typer af vold.

De nye asymmetriske krige har desuden den effekt, at de urbaniserer krig som sådan. Heraf følger et nasty twist: Når nationalstater i dag går i krig i nationens sikkerheds navn, vil de større byer højst sandsynligt blive frontlinjens vigtige rum. I ældre konventionelle krige havde store hære behov for store, åbne felter eller have, hvor de kunne mødes og kæmpe. De var datidens rum for frontlinjen.

Nutidens krav om national sikkerhed kan meget vel blive en kilde til usikkerhed i byen. ’Krigen mod terror’ afslører, at byerne bliver teatre for den asymmetriske krig, uanset på hvilken side af kløften de befinder sig – allierede eller fjender. Angrebene i Madrid, London, Casablanca, Bali er symptomatiske. Det samme er USA’s konventionelle, militære luftbombardementer. Det tog under tre uger at nedkæmpe den irakiske hærs modstand og overtage magten i 2003. Men derefter indtrådte de asymmetriske krige med Bagdad, Mosul, Basra og andre irakiske byer som konfliktrummene – igennem flere år. Det faktum, at Mumbai-angriberne åbenbart ledte efter og prissatte amerikanere og briter blandt de gidsler de tog, er klart forbundet med George W. Bushs krigserklæring imod Irak såvel som Storbritanniens støtterolle.

Det traditionelle sikkerhedsparadigme, som bygger på nationalstatens sikkerhed, kan ikke imødekomme denne triangulering. Hvad der er godt for at beskytte nationalstatens apparat kan komme til at koste de store byer og deres beboere en høj (i stigende grad høj) pris. I byernes tætbefolkede og konfliktbaserede rum kan man forudse en række forskellige former for vold.

Nye slags kriser kan også tænkes at opstå som følge af de enorme miljøkatastrofer, der toner frem i vores nære fremtid. De vil yderligere udfordre de traditionelle kommercielle og civile kapaciteter, der har tilladt byerne at undvige krigens vej, når konflikten har raset. Disse kriser kan potentielt afføde den vold, som kan opstå på baggrund af ekstrem økonomisk ulighed, og etniske og religiøse konflikter.

De konkrete følger vil især kunne mærkes i byerne på grund af deres ofte dybtliggende afhængighed af komplekse systemer: lejlighedsbyggerier, hospitaler, omfattende kloaksystemer, enorme underjordiske transportsystemer, integrerede elnet, som alle sammen hviler på en computeriseret forvaltning, der er særlig sårbar overfor sammenbrud. Konklusionen af et stort ideal-eksperiment foretaget af NASA var, at en afbrydelse af de computersystemer, der styrer elnettet, efter fem dage ville få en by som New York til at være på sammenbruddets rand. I Mumbais tragedie kan man skimte billedet af en global fremtid.