BZ din by!

Af Anders Wohnen

BZ er en måde at komme hjemløshed til livs, det er en måde at give liv til tomme bygninger, at skabe sociale og kulturelle ikke-kommercielle projekter, der normalt anses for urentable. BZ skaber boliger for dem, som ikke har råd til at bo i byen. BZ skaber sociale og kulturelle rum i en by, der er bliver mere og mere asocial og kulturelt strømlinet.

Så hvorfor er der ingen, der besætter i København? Der burde være grunde nok til at gøre det. Livet i byen er blevet ubetaleligt for mange. Boligpriserne er helt ude af proportion, luksusbutikker og dyre cafeer skyder op overalt, mens alternative rum, som ikke baserer sig på forbrugerisme og ejendomsret, forsvinder. Hvor skal man gå hen, hvis man ikke vil shoppe, men bare hænge ud, hvor skal man gå hen, hvis man bare vil være til? Hvorfor, spørger jeg, er der ingen der besætter i København?

Selvfølgelig har en stigende kontrol og repression samt omfattende ejendomsspekulation gjort det vanskeligt, at opbygge en egentlig BZ-bevægelse i København, ja, vanskeligt at besætte i det hele taget. Vanskeligt at indtage et rum uden at blive kylet ud på røv og albuer i løbet af no time. Vanskeligt men ikke umuligt. Det burde efterhånden stå klart for enhver, at huslejeprisernes himmelflugt og den ekskluderende forbrugskultur, som har overtaget vores by, er uholdbar. En BZ-bevægelse burde have et stærk moralsk kort på hånden. Det handler om at spille kortet rigtigt.

Og så handler det om at gentænke mål og midler i kampen om retten til byen. Lidt simplificeret kunne man måske skelne mellem to former for BZ. Dels findes der, den form, hvor mennesker indtager en bygning eller et byrum, som de ikke har ejendomsret over, fordi de ganske enkelt mangler et tag over hovedet, fordi de mangler et sted at være, et sted at bo. Derudover kunne man tale om en mere entreprenøriel form for BZ, der indtager rum, for at skabe rammerne for sociale og kulturelle non-profitprojekter for radikal politik, debat og aktion samt betalelig underholdning, mad, sociale servicer osv.

I København er de to kampe i dag totalt adskilte. Vi har de sidste mange fokuseret ret ensidigt på kampen for sociale centre. Vi har fokuseret på Ungdomshuset, på Folkets Hus, på Bolsjefabrikken. Vi har glemt at forbinde kampen for alternative steder og frirum med et fundamentalt krav om et billigt sted at bo, et krav om et tag over hovedet. Uden dette krav bliver vores sociale centre alt for lette at inkorporere i en kommerciel agenda for den kreative by. En by, der har så hårdt brug for denne type entreprenøriel kultur til at profilere sig i den globale konkurrence mellem byer som Berlin, New York, Tokyo osv.

Hvis vi kan lykkes med at genforene kampen for sociale centre og frirum i byen med kampen om retten til et sted at bo, kunne vi have en virkelig stærk sag. Bystyret i København vil så gerne have alternative steder og kultur, de vil gerne have kreative unge til at gøre byen spændende og ‘edgy’. Vi må insistere på, at hvis de vil have det, vil vi også have et ordentlig sted at bo i byen, vi vil have ret til at bruge byen på vores præmisser og ikke blot udfylde kommunens eller det private erhvervslivs behov. Og vi vil have en ordentlig løn for det vi skaber, og vi vil have det for alle.

At kræve et hus til alternativ kultur passer så fint ind i den pengemaskine, som byen blevet de senere år. Men at kræve et hus til alternativ kultur samt andre måder at bo og være sammen på, andre måder at tænke og tale om politik på, andre måder at være til på i det hele taget som bryder fundamentalt med den måde, som byen tænkes i dag − det er et potentielt sprængfarligt krav. Vi har ret til byen, vi har ret til at være i den, bruge den og forme den på vores præmisser uden at have røven fuld af penge. Ved at besætte vores by, kunne vi kræve denne ret.

Hvad må der gøres?

1. Vi må kortlægge tomme, uudnyttede bygninger og steder i København og gøre denne oversigt tilgængelig for alle.

2. Vi må opbygge et netværk og en kampagne, der sætter fokus på brugsret og deltagerdemokrati. Vi kunne kalde denne kampagne for “Retten til Byen”. (Dette spørgsmål om retten til byen, kræver naturligvis en lang række svære diskussioner og forhandlinger, for eksempel spørgsmålet om hvis ret, vi taler om, når vi taler om retten til byen. Dem må vi tage. Dem er vi nød til at tage – på den hårde måde.)

3. Vi må begynde at indtage tomme rum i byen og indrette dem, så de passer til vores behov og ønsker. (Det er klart, at det er langt vanskeligere at opbygge et socialt rum, hvor vi både bor og producerer end for eksempel at organisere en aktion eller en fest – for eksempel kan der nemt opstå hierarkier i brugsretten, når nogen rent faktisk bor i i disse rum. Men det bør ikke afholde os fra at gå i gang med det samme, at begynde at eksperimentere her og nu – på den hårde måde.)

4. Vi må bruge denne BZ-bevægelsens mulige genkomst som en anledning til at begynde opbygningen af ny slags by – en by, der har mennesker i centrum frem for profit og pamperi.

BZ din by!

Kommentarer

---

Kommentar af , 27. januar 2011

Faldt over en relevant passage hos Badiou forleden. Bag finanskrisen lurede ifølge B. i virkeligheden en omfattende boligkrise. Her på engelsk:

"Where did this entire financial phantasmagoria come from? Quite simply from the way people who could just not afford them were forced into buying nice new houses because they were seduced into taking out miraculous loans. Their promises to repay the loans were then sold on, after having been mixed up with securitizations whose composition had, like that of designer drugs, been made as clever as it was opaque thanks to the work of battalions of mathematicians. They were bought and sold on, and all this money circulated, and increased in value when its was invested in far-away banks. Yes, all this money in circulation was secured against real houses. But then the property market collapsed, and that was all it took to ensure the buyers were less and less able to pay their debts, because their houses were worth less, while their creditors were demanding more. And when they could not pay anything at all, the drugs that had been injected into securitizations poisoned them: they were no longer worth anything. It looked like a draw: the speculators lost their stake money and the buyers lost their homes when they were gently evicted. But, as always, it was the collective dimension and ordinary life that lost out. Ultimately, all this came about because tens of millions of people are on such low incomes – or non-incomes – that they cannot afford anywhere to live. The real essence of the financial crisis is a housing crisis. And the people who cannot afford anywhere to live are certainly not bankers. We have to go back to the lives of ordinary people."

Bo A.

---

Skriv kommentar