Byen er Krise

af Jakob Jakobsen

Under oprøret omkring rydningen af Ungdomshuset gik der et rygte om, at ejendomspriserne på Nørrebro var begyndt at falde. Rygtet byggede efter sigende på udtalelser fra nogle lokale ejendomsmæglere. Det blev betragtet som en sejr, at urolighederne var i stand til at ramme hjertet i det, som ungdomshus-opstanden grundlæggende handlede om: den eksklusion og normalisering, som boligmarkedets himmelflugt havde medført i København. Så gadekampe, barrikader og brændende biler skabte den nødvendige uro, der betød, at det blev mindre attraktivt at bo på Nørrebro – for de velhavende vel at mærke. Et fald i boligpriserne ville på sigt kunne betyde, at mange af de unge, som deltog i optøjerne ville have en smule større chance for selv at kunne betale for en bolig i den omstridte bydel. Og et fald i priserne var et tegn på, at Caffè-latte-koloniseringen af Nørrebro var ved at vende. Boligejernes frygt for prisfald blev artikuleret, da Frederikssundsvejens Skole kom i spil som nyt ungdomshus. Lokale boligejere truede decideret kommunen med sagsanlæg og erstatningskrav, hvis Ungdomshuset flyttede ind i deres lokalområde. Erstatningen skulle dække tabt ejendomsværdi. Boligejerne blev bakket op af lokale ejendomsmæglere, som påpegede, at uro og graffiti ville skade kvarteret og boligpriserne.

Gentrificeringen er global

Blandt ungdomshus-aktivisterne (og mange andre) var der udbredt glæde over stridighedernes direkte degentrificerende virkning. Det var nemlig ikke mange steder, det på den måde havde været muligt at bremse eller direkte afvise den gentrificering, der havde været en integral del af det økonomiske boom siden 1990erne. Boligpriserne havde over en bred kam været i konstant vækst i London, Barcelona, New York og København de sidste 10 år. Gentrificeringen var i 1990erne blevet et globalt fænomen i og med globaliseringen af økonomien. Nu handlede byudviklingen ikke bare om at gøre visse kvarterer attraktive for den lokale middelklasse, men også om at gøre byen attraktiv for højt uddannet arbejdskraft fra hele verden og samtidigt at gøre byen interessant for moderne turister som ønsker kultur og avancerede oplevelser. Området omkring Skt. Hans Torv og Elmegade er på lokalt plan et godt eksempel på, hvordan de værdier og den smag, som kendetegner den globale middelklasse, har vundet indpas og fortrængt alle andre kulturelle mønstre. Forfinede cafeer og restauranter, hippe tøjbutikker og luksusisbarer har stille og roligt bredt sig i området gennem en årrække. Kvarteret har gennemgået en fundamental forandring, og der er blevet investeret store summer penge over der sidste 20 år. Og boligpriserne er skudt i vejret med raketfart.

Det nærliggende område omkring Blågårdsgade og plads er et godt eksempel på, hvordan gentrificeringen ikke altid får lov til at udvikle sig lige aggressivt alle steder. En væsentlig grund til denne modstand er de 860 almennyttige lejeboliger, der præger dette område og som er planlagt til at tilgodese socialt udsatte grupper. Disse boliger er således ikke underlagt markedets asociale magt og fungerer stadig i overensstemmelse med en velfærdsdemokratisk model. Derfor er beboersammensætningen i Blågårdsgadekvarteret ikke blevet homogeniseret i samme grad som det gælder kvarteret omkring Skt. Hans Torv, selvom dele af kvarteret også er blevet meget forfinet.

Gentrificering er nøje forbundet med boligprisernes udvikling. Boligprisen i et bestemt kvarter indikerer klart, hvor attraktivt et områder er for potentielle købere og samtidigt fortæller boligprisen ganske tydeligt, hvem der har råd til at flytte ind i området – og hvem der ikke har råd. Gentrificering er en proces, som udfolder sin magt over tid og stille og roligt filtrerer, former og homogeniserer beboermassen i et kvarter rent klassemæssigt. Og tendensen er altid opadgående, middelklasse fortrænger arbejderklasse og så videre. Gentrificering fungerer mest tydeligt inden for kraftigt ekspanderende markeder, hvor boligpriserne er i voldsom vækst. Den betyder normalt at boligpriserne stiger yderligere i de områder, hvor dens forædlende virkninger er mest tydelige, hvilket igen stimulerer investeringslysten endnu mere. Således er der er tale om en selvforstærkende proces under indflydelse af modeluner og hype, og selvfølgelig drevet af et kolossalt overskud af kapital, som vi så det under boomet. Overskudskapital er gentrificeringens motor, og den har haft lov til at forme byens udvikling de sidste år.

Krisen begyndte for alvor i 2006

Når man kigger på boligpriserne på Nørrebro i foråret 2007 var de faktisk faldende. Så jublen var ikke ubegrundet. Men ved en lidt nøjere undersøgelse kan man se, at boligpriserne faktisk begyndte at falde i det meste af København allerede i slutningen af 2006. Og de er faldet lige siden. Der var gået hul på boligboblen og på det københavnske boligmarked. Prisen på en lille lejlighed var i løbet af nogle få år blevet vildt opblæst og var for længst kommet uden for rækkevidde af de fleste menneskers lønningerne og almindelige betalingsevne. Kun folk med penge på kistebunden, eller folk, som kunne bringe en ordentlig gevinst med sig fra et tidligere boligsalg, kunne komme ind på markedet. Men efter at boligpriserne i København var steget med op i mod 600% siden 1995 med en stigning på over 20% årligt siden 2001, var markedet ved at vende. Der var flere og flere tegn på, at den investerede kapital ikke ville blive forrentet, og folk trak følehornene til sig. Boligpriserne havde nået et kritisk punkt – også selvom politikerne og bankerne og medierne havde skabt en opfattelse af, at boligprisernes himmelflugt aldrig ville ende. Stemningen i samfundet havde været præget af den overbevisning, at mængden af penge var uendelig, og at kapitalen ville blive ved med at udvide sig. Urolighederne omkring Ungdomshuset kan have haft en medvirkende indflydelse på den nervøsitet, som bredte sig på boligmarkedet i 2007, men der var mange andre faktorer som spillede ind, både lokalt og globalt. Der var dog helt sikkert en sammenhæng mellem de opskruede priser og urolighederne, da de var udtryk for den afmagt, som mange følte i forhold til hvem, der havde ret til byen.

Det var ikke kun i Danmark, at nervøsiteten var begyndt at brede sig. Tegnene på en krise på det amerikanske boligmarked havde allerede godt fat i foråret 2007, hvor en lang række af de finansieringsselskaber, som stod for spekulative boliglån, de såkaldte ’subprime’-lån, var ved at kollapse. I marts/april gik en række af disse selskaber konkurs, da det amerikanske boligmarked allerede var på vej ned, og mange af nye boligejere var havnet i overbelåning og personlig økonomisk undergang. Det amerikanske boligmarkedet toppede i det 4. kvartal 2005 og nu viste konsekvenserne sig. Elastikken var sprunget, og usikkerheden begyndte at brede sig over det meste af verden. Da den urbane krise for alvor slog igennem i de amerikanske storbyer, fik følgevirkningerne det globaliserede finansielle system til at bryde sammen. Den finansielle krises baggrund er således en urban krise. Som den engelske geograf David Harvey har påpeget, er det finansielle sammenbrud oprindelse ikke en bankkrise, men en urban krise, der ikke lader sig løse ved at yde fordelagtige statslån og hjælpepakker til banker og investeringsvirksomheder.

Kapitalisering

Baggrunden for den verserende urbane krise er en kolossal kapitalisering af byernes faste værdier, som har fundet sted de sidste 10-15 år. Alle steder, hvor der kunne investeres, blev gjort til genstand for spekulation. Renten har været rekordlav og mængden af villig kapital, som ledte efter nye måder at blive forrentet på, var konstant voksende. Værdistig-ningerne blev forvandlet til rede penge gennem omfattende individuel låntagning, og det meste af boomet har foregået på kredit. Dette har blandt andet betydet, at danskerne i dag er klodens mest forgældede befolkning. Regeringerne gjorde alt for at deregulere både boligmarkederne og kapitalmarkederne, hvilket på den måde gav plads til at pengene kunne bruges på nye mere og mere spekulative måder. Udsalget af den almennyttige sektor i Danmark er et godt eksempel på denne dereguleringsbølge, da regeringen i 2004 forsøgte at gøre indhug i denne boligform ved at gennemføre en lov, som gør det muligt at udbyde de almennyttige lejeboliger på markedet som ejerlejligheder. Dog er kun få boliger blevet solgt på landsplan indtil videre, men isen er blevet brudt, og værdierne i denne sektor blev også søgt kapitaliseret. I USA skete der op gennem 00erne en kæmpe udvidelse af boligmarkederne ved hjælp af nye spekulative lånetyper (hvilket også skete i Danmark), som gjorde det muligt for de fattige også at optage lån og købe fast ejendom. I 2004 var omkring 70% af alle amerikanske boliger privatejede boliger, hvilket var den højeste procentdel nogensinde i USA’s historie. ’Subprime’-lånesystemet havde gjort det muligt for mange relativt fattige, specielt afroamerikanere, at få et lån og tage del i den amerikanske drøm ved at købe et hus. Men glæden varede ikke længe, da disse lån byggede på løftet om nogle urealistiske værdistigninger, som ikke blev indfriet, hvorfor mange af de nye boligejere blev tvunget til at efterlade nøglen i postkassen og forlade deres huse. På den måde ramte den amerikanske urbane krise i første omgang samfundets fattigste direkte og nådeløst.

I København, hvor de privatejede boliger kun udgør omkring 20% af boligmassen, var det en anden faktor, som for alvor drev kapitaliseringen ind i byens gader. Det var en speciel boligform, som har en unik status i København, nemlig andelsboligen, som for alvor affødte pengestormen. Andelsboligerne har inden for de sidste 10 år overgået det ellers eksplosive ejerboligmarked i værdistigning. Over en tredjedel af boligmassen i Københavns Kommune var i 2007 andelsboliger og historisk har andelsboligerne været en billig og social boligform tilgængelig for de fleste rent økonomisk. Andelsboligerne havde ikke tidligere været genstand for spekulation og de blev videresolgt efter kostværdi snarerne end markedsværdi. Som regel fastsatte andelsboligforeningen en maksimumspris, som var prisen andelshaverne kunne tage for deres bolig ved videresalg. Andelsboligerne blev således ikke solgt på markedsbetingelser, men efter en kollektivt fastsat brugsværdi, som var relativt lav sammenlignet med det private marked. Da der er konstant boligmangel i København, har det været vanskeligt at opretholde idealismen omkring andelsboligerne, da efterspørgslen altid har været overvældende. Samtidig havde den neoliberale etik baseret på besidderisk individualisme gjort det vanskeligere og vanskelige at opretholde socialt orienterede argumenter i andelsboligforeningerne. Derfor indgik der efterhånden enten nepotisme eller korruption i de fleste handler, hvilket betød at lejlighederne ofte alligevel gik til den højstbydende. Denne underminering af andelstanken blev brugt som argument for en markedsgørelse af andelsboligmarkedet, hvilket skete i 00erne.

Da den fastsatte pris for en andelsbolig normalt var knyttet til den offentlige vurdering på udlejningsejendomme, røg andelsboligværdien op sammen med priserne på lejeejendomme, som steg endnu mere eksplosivt end ejerlejlighedsmarkedet i 00erne. Udlejningsejendomme var genstand for stor investeringslyst under boomet, som utilsigtet havde store konsekvenser for værdien af andelsboligerne. I 2005 deregulerede regeringen reglerne for belåning i andelsboliger, så den individuelle andelshaver frit kunne låne med sikkerhed i andelen. Hidtil kunne man kun låne gennem foreningen. Alt dette var medvirkende til at priserne på andelslejligheder eksploderede endnu mere end det private ejerboligmarked. Hvad der tidligere havde været en billig og relativt tilgængelig form for bolig blev nu en kostbar affære, og priserne nåede i 2008 i gennemsnit op på 2/3 af prisen på en tilsvarende ejerlejlighed. Jeg bor selv på Nørrebro i en andelslejlighed, som jeg i slutningen af 1980erne købte for 25.000 kr. Den er i dag omkring 1,2 million værd, dvs. at den på omkring 20 år er steget næsten 50 gange. I gennemsnit steg andelsboligværdien fra slutningen af 1990erne med omkring 30% om året, altså en stigning som overgår væksten på ejerboligmarkedet, som ‘kun’ var steget med 20% årligt.

Da andelsboligerne udgør den største samlede del af boligmassen i København var det andelsboligernes kapitalisering, som for alvor skruede op for boomet i København – og mange andelshavere benyttede den eksplosive prisstigning til at købe privat bolig, enten i form af ejerlejligheder eller huse i forstæderne. Andelsboligernes bymæssige funktion skiftede grundlæggende karakter fra 1990erne til det nye årtusinde. I begyndelse af 1990erne var andelsboliger at sammenligne med lejeboliger og indskuddet til en andel var ikke meget forskelligt fra indskuddet til en lejebolig. Under guldfeberen i 00erne skiftede andelsboligerne imidlertid ham og blev med værdistigningerne mere at sammenligne med ejerlejligheder. Denne forandring har udgjort den væsentligste del af kapitaliseringen i København i det seneste 10 år, hvilket har stor betydning for livet i byen.

For eksempel betød denne udvikling en grundlæggende strukturel forandring af bydelen Nørrebro. I midten af 1990erne var omkring 85% af boligmassen enten leje eller andels-boliger, som på det tidspunkt havde nogenlunde sammenfaldende økonomiske rammer og henvendte sig til de laveste indkomstgrupper, studerende, arbejdsløse og så videre. Under 10% af boligmassen var ejerlejligheder. Med andelsboligens kapitalisering fra slutningen af 1990erne forskubbes karakteren af boligmassen i bydelen, så 50% af boligerne her i slutningen af 00erne var på det ’frie’ marked enten som ejer- eller andelslejligheder. Det vil sige, at halvdelen af bydelens boliger i dag kun er tilgængelige for de rige. Det samme strukturelle skift kendetegner Københavns øvrige kvarterer. Andelsboligernes overgang til det frie marked har skabt kimen til en fundamentalt ændret demografi i København, en demografi som nu bestemmes af kapital snarere end byens beboere.

Denne eksplosive kapitalisering, en ren guldfeber, resulterede på meget kort tid i et sammenbrud for det københavnske boligmarked. Dette sammenbrud skete længe før, der var nogen, der talte om en finanskrise i den danske offentlighed. Men sammenbruddet var tæt forbundet med den samme opblæste, spekulative boble, som siden hen sprang i USA og medførte den globale finansielle krise. En krise, som grunder i, og som grundlæggende er, en urban krise, hvis konsekvenser vi nu kan se i byerne i USA, hvor folk drives fra hus og hjem i hobetal. Men den urbane krises virkeligt destruktive konsekvenser har vi stadig til gode at se det fulde omfang af i Københavns gader. Ud over de mange forblæste Til Salg skilte som pryder byen. Det er stilhed før stormen. Ikke alene er boligpriserne faldet i København med omkring 30% siden slutningen af 2006, men antallet af handler er nærmest gået i stå. Boligmarkedet er frosset fast, hvilket betyder at alle holder vejret indtil det bliver klart, hvor langt markedet skal falde, før der igen bliver interessere for at handle og investere kapital. Det kan også være, at krisen udvikler sig så folk bliver tvunget til at handle eller bare gå hjemmefra, som det skete i USA. Prisniveauet i København er indtil videre dog kun faldet tilbage på 2004-niveau, så der er stadig tale om en solid gevinst, hvis ejendommen er købt i 1999 for eksempel. Selvom der næsten som et mantra hver uge skrives i medierne, at krisen har nået bunden, og nu går det frem af, så er det temmelig klart, at bunden stadig ikke er nået og ingen ved, hvordan den urbane krise egentligt vil udvikle sig.

Degentrificering

Diskussionerne omkring begrebet gentrificering har inden for de sidste 10-15 år været en diskussion, som foregik i forhold til et voksende ejendomsmarked – under et økonomisk boom. Selvom diskussionen om gentrificering dårligt var kommet i gang i København inden krisen ramte byen, så er det nu interessant at diskutere betydningen af begrebet i forhold til et vigende ejendomsmarked – under en økonomisk krise. Gentrificeringens forædlende virkninger kan kun udfolde sig på et ekspanderende og dynamisk marked, da investeringslysten selvfølgelig er direkte forbundet med det potentielle og sandsynlige afkast. Således er løbende værdistigning en forudsætning for gentrificering, da den grundlæggende handler om kapitalens drift efter at ekspandere. Da der for tiden hverken er fri kapital til at købe boliger eller lave nye smarte cafeer er stemningen skiftet. Nu gælder det for alle investorer, boligejere og erhvervsdrivende om at holde på resterne af de værdier, som boomet affødte og rebe sejlene før stormen. En ting er dog sikkert, investeringsbølgen er forbi, og et kvarter som Nørrebro kan nok se frem til en periode, hvor bybilledet bliver præget af lukkede (luksus)-butikker og smarte cafeer, som bliver tvunget til at dreje nøglen om. Stilladserne omkring nyistandsættelserne og byggepladserne vil forsvinde. Investeringer og kapital trækkes ud, alle interessenter vil søge at konsolidere deres værdier og kvarteret vil forfalde stille og roligt.

Samtidig har det neoliberale boom efterladt en forandret by til beboerne. Dette gælder i høj grad Nørrebro, som i højere grad end tidligere er blevet et klasse-opdelt område, med en overklasse af private boligejere (andel og ejere) og en underklasse af folk, som bor i de forskellige typer af lejeboliger, som ligeledes præger bydelen. Og blandt lejeboligerne stikker specielt de almennyttige lejeboliger ud, disse udgør lidt under 20% af boligmassen. De almennyttige lejeboliger er især koncentreret i Blågårdsgade-kvarteret, i Mjølnerparken og i Aldersrogade-kvarteret. De nævnte områder har en overvægt af lejere, som er socialt udsatte, og hvis tilværelse kun er blevet vanskeligere de sidste 10 år under det neoliberale styre. Kontanthjælpen er blevet skåret og indvandregrupperne, som er overrepræsenteret i disse områder, er blevet sat under yderligere pres gennem racistisk sociallovgivning og andre økonomiske begrænsninger. De negative virkninger af gentrificeringen har i høj grad ramt de almennyttige bebyggelser, idet disse områder er blevet parkeringsplads for byens fattigste og mest udsatte grupper, da der ikke var andre steder at finde bolig. Områderne er inden for de seneste 15 år i tiltagende grad blevet præget af ghetto-lignende tilstande med en beboermasse, hvor over halvdelen er på overførelsesindkomster, og hvor flertallet har en baggrund som indvandrere. For eksempel bor der i Mjølnerparken 92% beboere med indvandrerbaggrund. I FSB Blågården, som består af 860 lejligheder, hovedsageligt i de nyere rødstensbygninger, der findes mellem Åboulevarden og Nørrebrogade, er tallet 33%. Som Statens Byggeforskningsinstitut skriver i en sammenlignende rapport om tre udsatte boligområder i Danmark (Vollsmose, Gellerupparken og Mjølnerparken): "I Vollsmose og Gellerupparken er der en ret stor beboerudskiftning. Den er mindre i Mjølnerparken, fordi det pressede boligmarked i København gør det svært at finde bolig for de familier, som ønsker at flytte". Videre skrives der i rapporten om den stigende koncentration af socialt udsatte, der har fundet sted i disse boligområder: "[...] fraflytterne fra Vollsmose og Gellerupparken er oftere i beskæftigelse [end tilflytterne]. I Mjølnerparken er der samme andel i beskæftigelse, men de beskæftigede fraflyttere har højere indkomst end tilflytterne. Der er desuden flere blandt tilflytterne, som aldrig har haft eller søgt et arbejde." I den offentlige debat er ghetto-dannelsen blevet karakteriseret som en problem, som indvandrerne skaber, men disse undersøgelser gør det klart, at den er nært knyttet til den neoliberale byudvikling og gentrificeringen af København.

Således er Nørrebro i dag præget af en beboersammensætning, hvor halvdelen er (papir)millionærer, mens den anden halvdel intet har fået ud af boomet og står tilbage uden nogen gevinst. Selvfølgelig er der mange, som har fået job under boomet, men arbejdsløsheden venter lige om hjørnet. På den måde er frontlinjerne efter 10 års overflod kridtet op, ikke alene på Nørrebro, men over hele byen; en rig elite, som blev løftet op af det neoliberale boom og en fattig underklasse som blev skubbet ned og sammen i ghettoer i løbet af samme boom. Og de fattigste grupper har ikke alene været udsat for et tiltagende økonomisk pres de sidste år, men et tiltagende racistisk pres har også ramt specielt de dårligst stillede indvandrergrupper, der som tidligere nævnt, er genstand for alle mulige former for racistisk forskelsbehandling fra myndighedernes side. Sidste skud på stammen er regeringens ghetto-indsats, som nu søger at sprede de indvandregrupper, som regeringens neoliberale byudvikling har været med til at presse samme i det almennyttige boligområder.

Selvom gentrificeringen som den viste sig under opsvinget er et afsluttet kapitel, mener jeg, at begrebet og de analyser af byudviklingen som begrebet indbefatter stadig er relevante. I USA er der mange røster, som erklærer "gentrification is dead", og at det nu handler om mere basale kampe om land. Jeg vil nu alligevel mene, at gentrificering er et relevant begreb at holde fast i selv under en urban krise. Selvfølgelig er de økonomiske og sociale forhold anderledes og beboerbevægelserne foregår efter nogle andre mønstre inden for rammerne af, hvad jeg vil kalde degentrificering. Selvom kapitalen for tiden oplever en omfattende krise betyder det ikke, at den ikke stadig søger maksimering og at den ikke stadigvæk stræber efter at benytte krisen til at skabe forudsætningerne for endnu et kapitalistisk boom. Så tider med krise og degentrificering er i høj grad forbundet til tider med ekspansion og gentrificering – og begge, krise og ekspansion, er en del at den kapitalistiske cyklus. Det kan selvfølgelig godt være, at forholdene i de amerikanske byer umiddelbart er værre end i København, men enhver bølge af gentrificering er afhængig af og forbundet med den destruktion og nedskrivning, som en krise muliggør.

Kampen om retten til byen

Krisen trækker frontlinjerne skarpere op og gør den urbane klassekamp mere og mere kompromisløs. Det har vi set ved flere lejligheder på det seneste, hvor der har været direkte konfrontation mellem de forskellige interesser i kampen om retten til byen. Hyskenstræde-urolighederne og sabotagen mod Streckers cafe på Blågårdsgade/Nørrebrogade er gode eksempler på, hvordan de modstridende interesserer nu støder direkte sammen i åbne konflikter i byens rum. I dag er der ikke nogen fælles opfattelse af hvem som har ret til byen, og kapital-interesserne har presset byen i en normativ retning, hvor rammerne for adfærd og adgang er blevet meget snævre. Billedet af Københavns indre by som en moderne middelklasseby og fredet middelalderby bliver søgt opretholdt meget nidkært. Anti-graffiti, renoverede facader og skøn orden fastholdes af politi, kommune, beboere og erhvervsliv i fællesskab. Hyskenstræde-urolighederne var et direkte forsøg på at bryde dette normative billede og det blev eftertrykkeligt smadret, idet butiksfacaderne på Strøget blev knust. Det faktum, at det i den efterfølgende mediestorm ikke var nogle røster, som var interesserede i at analysere, hvad der egentligt var sket og forsøgte at forstå, hvorfor aktivisterne gjorde, hvad de gjorde, viser, at rummet for diskussion om retten til byen dårligt eksisterer længere. Interesserne ligger således i åben strid og stort set alle politikere, intellektuelle og andre offentlige personligheder forsøgte at overgå hinanden i fordømmelse af ‘voldspsykopaterne’. Denne opfattelse af manglende indflydelse på byens udvikling tog en gruppe aktivister ligeledes konsekvensen af, da Strecker anlagde en cafe på Blågårdsgade. Deres svar var en længerevarende sabotage-kampagne mod cafeen med knuste ruder, ødelagte toiletter og smadret udeservering. Denne kampagne førte efter et år til, at cafeen nu er lukket. Selvfølgelig kan man diskutere aktivisternes metoder, men kampagnen er et udtryk for, at folk føler sig uden indflydelse på byudviklingen, og Strecker-aktivisterne brugte da også Skt Hans Torv som et eksempel på, hvad der ikke måtte ske i Blågårdsgade. Skt Hans Torv var ’tabt land’. Den eneste politiske mulighed i den nuværende situation var direkte aktion.

Bykriser er set før

Hvis man skal karakterisere et byområde i krise, er det interessant at kigge på, hvad der skete på Nørrebro i 1970erne; specielt hvad angår sammensætningen og udskiftningen af beboerne i den periode. Der kan ikke herske tvivl om at bydelen var i krise på det tidspunkt både boligmæssigt, socialt og økonomisk. Området var præget af spekulationsbyggeri fra slutningen af 19. århundrede, som ikke havde gennemgået særligt mange forbedringer. Området var tæt befolket med karreer i første og anden baggård, og boligstandarden var meget dårlig, ofte uden bad og med toilet på bagtrappen. Der var meget sparsomt med

grønne områder og rekreative faciliteter, og områdets sociale institutioner var nedslidte. Mange af de mere ressourcestærke beboere og familier havde allerede forladt Nørrebro i 1960erne og var flyttet til Tingbjerg eller andre af de nye beboelsesområder uden for København. De værksteder og den småindustri, som havde ligget i baggårdene, var ligeledes under afvikling og udflytning til de nye industriområder uden for byen. Og de sidste virksomheder blev presset ud af den begyndende sanering, som byfornyelsen blev kaldt på den tid. Dette betød, at der efterhånden var meget få arbejdspladser tilbage i kvarteret. I begyndelsen af 1970erne bestod befolkningen i den Sorte Firkant hovedsageligt af unge og enlige. Mere end halvdelen af befolkningen var arbejdsløse, og de få, som var i beskæftigelse, var overvejende ufaglærte arbejdere. Folk på førtidspension udgjorde mere end 10% af befolkningen. Den Sorte Firkant var kendetegnet af “arbejdsløse og syge folk”, som jeg læste i en beskrivelse. Nørrebro var kort sagt beboet af de mennesker som ‘var tilbage’, altså arbejdsløse, studerende og andre udsatte. Området var således blevet opbevaringssted for samfundets fattigste. Nørrebro i 1970erne er et godt eksempel på, hvad degentrificering i sidste ende kan betyde.

Det er stadig ikke klart, hvordan finanskrisen vil ramme Nørrebro i forhold til tvangsauktioner og folk, der bliver tvunget fra hus og hjem. Men vi oplever allerede, hvilken social krise den neoliberale kapitalisme har ført med sig i form af den igangværende bandekrig, som udfolder sig i gaderne på Nørrebro. Ligesom det skete i de amerikanske storbyer fra slutningen af 1960erne, hvor fattige sorte befolkningsgrupper i stigende grad blev isoleret i bestemte byområder præget af økonomisk og social håbløshed, er en af de bedste muligheder for at overleve for de marginaliserede og stigmatiserede også i dag i sidste ende kriminalitet. Kriminalitet har traditionelt været den bedste måde for de fattige at få del i den samfundskage, som ellers er forbeholdt de rige. Det forhold, at de sorte blev isoleret i ghettoer, gjorde disse områder til rugekasser for udbredt bandeorganisering og kriminalitet, som har præget dele af de amerikanske storbyer efter 1960erne. Sjovt nok var det Københavns tidligere politidirektør Hanne Bech Nielsen som for nylig klart italesatte forholdet mellem kriminalitet og fattigdom: “Så længe der er social ulighed i verden, vil der være kriminalitet.”

En lang række skyderier og likvideringsforsøg har fundet sted på åben gade på Nørrebro siden august 2008. Denne krig bliver af politikerne og medier beskrevet som en krig mellem kriminelle bander. Meget få har turde at bruge ordet ’racisme’ i forbindelse med disse opgør, men faktum er, at der er et meget tydeligt mønster i hvem, der skyder hvem. Hvid skyder mørk, mørk skyder hvid. Racedimension blev tydelig, da Hell Angels udsendte deres såkaldte sjakal-manifest, hvori de eksplicit italesatte konflikten som en racekrig. Det konkrete udtryk for dette, er at uskyldige indvandrere som tilfældigvis færdedes på Nørrebro på det forkerte tidspunkt flere gange uden videre er forsøgt likvideret af repræsentanter fra Hells Angels. Man skulle tro, at ofrene ville finde sympati i den danske befolkning, men en opinionsundersøgelse viser at 73% af den danske befolkning mener, at det er indvandrebanderne, som er skyld i problemerne. Dette viser, hvilken grad af stigmatisering og usikkerhed indvandremiljøerne lever med på Nørrebro. Og den stigmatisering rammer også Nørrebro som bydel.

Som en direkte virkning af bandekrigen er boligpriserne på Nørrebro på det seneste faldet drastisk og væsentligt mere end i resten af København. En lokal ejendomsmægler udtalte til Politiken: "Kunderne har bare ikke lyst til at se lejlighederne i de områder, fordi de er nervøse for skyderier og for, om de overhovedet kan sælge lejligheden igen". Specielt den sidste kommentar om perspektiverne for den fremtidige boligmarked fortæller, i hvilken retning byudviklingen på Nørrebro antageligt bevæger sig. Mange Nørrebro-beboere ønsker at forlade bydelen, specielt de mere ressourcestærke indvandrerfamilier nærer dette ønske. Samtidig er der ingen tvivl om, at den kreative klasse ønsker at komme videre. Problemet er blot, at mange af dem købte deres lejlighed til en formue under boomet.

Der er altså tydelige tegn på en eskalerende degentrificering på Nørrebro, både som følge af Ungdomshuskonflikten og nu bandekrigen, men især som følge af den økonomiske krise. Den økonomiske og sociale situation i København er blevet forandret fundamentalt i løbet af kort tid. Jeg mener, at der er tidlige tegn på en udvikling, som kunne bringe Nørrebro tilbage til en situation, der kunne minde om 1970erne, hvor de fattigste og mest udsatte bliver isoleret i bydelen. I denne nuværende situation vil en sådan udvikling tilmed have et racistisk aspekt, da mange af de mest udsatte indvandrergrupper vil blive efterladt her sammen med andre ubemidlede.