Ungdomshuset og det københavnske ungdomsoprør

Af Nikolaj Heltoft

Fra arbejderhøjborg til politisk kulturhus. Ungdomshuset har, lokaliseret på Nørrebro, været epicentret for politisk udfordring og sociale protester i København. I dag er Ungdomshuset ikke længere. Det blev først rømmet, så revet ned. De unge og deres støtter gik på gaden.

Historie blev revet ned

Huset i centrum for konflikten var fra 1897. Det blev den gang døbt Folkets Hus og var resultat af den tidlige arbejderbevægelse. I 1910 erklærede den Anden Internationale og den tyske socialist Clara Zetkin, fra dette hus, 8. marts for Kvindernes Internationale Kampdag. Vladimir Lenin og Rosa Luxemburg talte der, og i 1918 havde den store demonstration mod arbejdsløshed, hvor arbejdere stormede Børsen, sit udgangspunkt i huset. Efter krigen gav huset ly for tyske flygtninge i en tid, men i takt med at den socialistiske bevægelses sociale sammensætning i København ændrede sig blev huset forladt i 1960erne og forblev sådan, indtil en gruppe unge besættere fra Nørrebro besluttede at besætte den tomme bygning som en del af deres årelange kamp for et selvstyrende ungdomshus i København. I 1982 gav Københavns overborgmester Egon Weidekamp huset til de unges brug og det blev døbt Ungdomshuset. “De får et hus, og vi får fred”, sagde borgmesteren, før han overrakte nøglerne. Disse ord skulle blive meget betydningsfulde 25 år senere.

I mere end to årtier har Ungdomshuset fungeret som det væsentligste tempel for den danske undergrundsscene og en sikker havn for alle de unge, der bare ikke passede ind nogen steder. Lenin og Luxemburg blev erstattet af punk rock og libertære politiske attituder, der afviste atomtrusselen og det gamle venstre en bloc. Ungdomshuset var frem for alt ungt. Generationer af meget unge folk har lært tingene på ‘gør-det-selv-måden’ der, spillet deres første sæt dårlige trommer eller gjort deres første indignerede politiske erfaringer der. Denne artikels forfatter er en af dem.

Listen af nuværende superstjerner der har spillet i Ungdomshuset er lang. De kom der før nogen andre i København vidste hvem, hverken Björk eller Nick Cave var, og i 1991 spillede et amerikansk teenage punk band, kaldet Green Day, i huset, før de fløj af sted mod verdensberømmelse. Alligevel forblev huset en torn i øjet på mange lokale højrefløjspolitikere; de unge var ukontrollerbare o o g mange en politisk aktion og demonstration startede i Ungdomshuset i de år. De borgerlige havde ønsket at lukke huset i mange år, men da borgerrepræsentationen i København har været socialdemokratisk i 106 år, skulle der en socialdemokrat til for at nå det mål.

“Vores pris er lav, men vi sælger et problem”

I 1999 besluttede Socialdemokraterne at sælge huset og stemte med højrefløjen. De officielle forklaringer for salget skiftede konstant. Bygningen blev sat til salg for en bemærkelsesværdig lav pris i 1999. Som et konservativt borgerrepræsentationsmedlem formulerede det: “Vores pris er lav, men vi sælger et problem”.

Dog var ret få folk interesserede i at købe huset, en højredrejet kristen sekt, kaldet Faderhuset, blev afvist, fordi et flertal fandt, at de var en “useriøs køber”. Men så kom et ukendt investeringsselskab, kaldet Human A/S, med et bud på huset. Frontkvinden, den noget excentriske advokat Inger Loft hævdede, at ville hjælpe de unge. Hendes mystiske selskab blev accepteret som køber, og Ungdomshuset og de unge brugere var solgt mod deres vilje. Advokaten blev emne for mange spekulationer i årene, der kom. Det blev hurtigt opdaget, at hun havde besat en administrativ position i kommunalforvaltningen indtil kort før hendes bud, og folk begyndte at snakke om en socialdemokratisk manøvre.

Efter et års tavshed besluttede advokaten at sælge aktierne i Human A/S til Faderhuset, ledet af deres pastor Ruth Evensen. Dagen før salget blev mere mystik lagt til sagen. Der blev taget lån i husets værdi gennem det såkaldte “Sarah Lee Jones Corporation”, et andet mystisk selskab med base i Panama. Enhver søgning efter investorerne bag dette selskab ender i en blindgyde. Huset endte i hænderne på den samme højrefløjskristne sekt, der lige var blevet erklæret en “useriøs køber”. Det virker sandsynligt, at advokatens rolle var at agere mellemmand på en måde. Men hvem vidste hvad? Ledte kræfter i borgerrepræsentationen efter en måde ikke at sælge huset direkte til en højrefløjskristen sekt? Vi finder formegentlig aldrig ud af det.

Sektens interesse i huset var mere simpel, ser det ud til. I deres forståelse af kristen vækkelse skal synd bekæmpes offensivt. De deltog i et korstog mod “muslimernes overtagelse af København”, de bekæmper homoseksualitet åbent og deres pastor Ruth Evensen fik en vision fra Gud, der fortalte hende, at hun skulle købe Ungdomshuset og få de unge væk. Årevis af protester, retssager, et overborgmesterskifte, og nogle seriøse initiativer fra en fond af advokater, kulturelle iværksættere, etc. i forsøget på at redde huset kunne ikke forhindre rydningen. Kommunen havde overladt byens mest levende kulturelle hus i hænderne på korsfarere og den nye socialdemokratiske overborgmester ville ikke gå så langt som at betale for et nyt hus til de unge – som kommunen oprindelig havde lovet. Hun gav dem tilbudet om, at lade deres støtter købe et hus som erstatning for Ungdomshuset, prisen: 14 millioner kroner. På denne måde var scenen sat for denne weekends optøjer.

Intensiteten, spredningen og i nogle tilfælde irrationaliteten i optøjerne kom som en overraskelse selv for aktivisterne i og omkring huset.

“Bare rolig; i dag går de ikke efter arabere”

Det, der skete i København sidste weekend, gik ud over det klassiske sammenstød mellem politiske aktivister og politi. Som korrekt beskrevet i sidste lørdags Il Manifesto, har kampen for Ungdomshuset antaget en langt mere udbredt betydning, end den som en relativt isoleret undergrund, der kæmper for deres hus. En truende rydning af dele af den historiske fristad Christiania indenfor de kommende år har øget niveauet af spænding og bragt flere unge folk på gaden. Optøjerne har dog synliggjort et mere generelt lag af social utilfredshed blandt unge folk i København, end hvad der kan refereres til som kampene for byens ‘fristeder’, hvilket kunne ses, da en skole i den anden ende af byen blev ødelagt. Det var sandt nok ikke kønt eller politisk rationelt. Når man bevægede sig gennem gaderne på Nørrebro og ved Christiania kunne man ikke undgå at bemærke, hvor heterogene disse masser var. Torsdag nat gik flere hundrede arabiske unge med i kampene og fik udløb for deres egne frustrationer. Års marginalisering bragte også disse unge ud, sammen med de andre grupperinger, for talrige til at nævne. Som man hørte en palæstinensisk dreng sige til sine venner torsdag aften, inden han gik med mængden ned af gaden: “Bare rolig, i dag går de ikke efter perkere, de anholder kun de hvide i dag.”

Denne så betydningsmættede bemærkning peger direkte på det mere generelle niveau i den kulturelle politiske kamp i Danmark i dag. Siden den danske højrefløjsregering første gang blev valgt i 2001, har den på linje med andre vestlige regeringer lanceret, hvad man definerer som ‘kulturkampen’. Et temmelig diffust politisk program, der aggressivt går efter alt, fra en antaget ’68er venstrefløjsdominans af universiteterne og Danmarks Radio, til muslimer der stemples mere eller mindre en bloc i forsvaret for det, der defineres som ‘fælles værdier’. Der er sket et skifte, der, udover at have placeret Danmark fast på den atlanticistiske akse globalt, har implementeret neokonservatisme dybt i den danske politisk kulturelle debat.

Fra tegningekrisen sidste år, over de nylige velfærdsreformer, til Christiania og Ungdomshuset finder man denne generaliserede form for eskalerede aggressive politikker, der peger i retning af kulturel uniformitet. Afvisningen af denne generaliserede politiske og kulturelle undtagelsestilstand er det, jeg mener at kunne genkende i disse dage over hele Europa og videre endnu, når unge folk går på gaden i sympati med Ungdomshuset i København, fra Venedig til Hamburg, fra Istanbul til Bologna, fra Oslo til New York og så langt væk som New Zealand.

I går græd brugerne af Ungdomshuset på gaden, imens maskerede bygningsarbejdere rev deres hus ned. I dag inviterer de folk til at feste og spille musik på Ungdomshus-måden i det centrale København, med kravet om et nyt selvforvaltende rum. På lørdag er unge fra hele Europa inviteret til at deltage i festen ved en stor fredelig demonstration.

Artiklen blev oprindeligt bragt i det italienske dagblad Il Manifesto, 7. marts 2007.

Herefter har den været bragt i Øjeblikket nr. 48.

Oversat af Jeppe Wedel-Brandt